Kaution, omfang. Gammel gæld.

Sagsnummer:496/1992
Dato:17-05-1993
Ankenævn:Niels Waage, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, omfang. Gammel gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved lånedokument af 30. december 1988 ydede indklagedes Nibe afdeling klagerens ægtefælle, der driver et landbrug, et omlægningslån på 500.000 kr. i henhold til renteafgiftsloven. Lånets provenu, 496.000 kr., indsattes på ægtefællens kassekredit hos indklagede. Lånet skulle nedbringes med en årlig ydelse på 105.000 kr. hver den 1. november, første gang den 1. november 1989.

Ved allonge til lånedokumentet af 4. oktober 1990 opgjordes restgælden til 415.651,85 kr., og den årlige ydelse nedsattes til 85.000 kr. hver den 1. oktober, første gang den 1. oktober 1991. På ægtefællens kassekredit skyldtes pr. 28. september 1990 143.153,20 kr. i form af et bevilget overtræk på 140.000 kr. med udløb 1. september 1990. Ved kassekreditkontrakt af 26. november 1990 vedrørende denne kredit ydede indklagede en kredit på 150.000 kr., som henstod på anfordring indtil 1. november 1997. Det var i kassekreditkontrakten anført: "Nærværende tjener til afløsning for dokument udstedt den 6. december 1985 med rest 297.000 og med samme debitor."

Til sikkerhed for den nye kredit afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring med påtegning på kassekreditkontrakten dateret 26. november 1990. Det fremgår af kontoudskrifter vedrørende kassekreditten, at saldoen den 27. november 1990 var 143.653,30 kr. (negativ).

Indklagede opsagde den 6. august 1992 engagementet overfor ægtefællen og gjorde samme dag selvskyldnerkautionen for kassekreditten gældende overfor klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende, subsidiært at kautionsforpligtelsen først kan gøres gældende den 1. november 1997.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at der ikke i forbindelse med ydelsen af kreditten blev stillet yderligere likviditet til rådighed, hvilket hun ikke blev gjort opmærksom på i forbindelse med påtagelsen af kautionsforpligtelsen. Kreditkontrakten blev underskrevet søndag den 25. november 1990 af såvel debitor som kautionist i deres hjem, hvorfor klageren bestrider at have drøftet sagen med indklagede i forbindelse med underskrivelsen. Klageren bestrider endvidere, at hun var inddraget i forhandlinger med indklagede om hele debitors engagement, ligesom hun bestrider, at kassekreditten har været anvendt til parternes privatforbrug.

Det fremgår af det af indklagede anførte, at debitor på kassekreditten skyldte 140.000 kr. i form af bevilget overtræk med udløb 1. september 1990, som han ikke har været i stand til at inddække. Det fremgår endvidere af kontoudtog, at det var denne kassekredit, klageren kautionerede for, og at saldoen pr. 26. november 1990 var 143.153,30 kr. Den nye kredit har således været på under 7.000 kr., der i øvrigt blev opslugt af rente og provision pr. 31. december 1990, da saldoen udgjorde 149.092,71 kr.

Indklagede har anført, at ægtefællen i november 1990 ikke var i stand til at erlægge den årlige ydelse på 105.000 kr., og at der på kassekreditten skyldtes 140.000 kr. i form af et bevilget overtræk, som debitor heller ikke kunne inddække. Indklagede tilbød da at frafalde det forfaldne afdrag på 105.000 kr. og ændre det helårlige afdrag til 85.000 kr. Endvidere tilbød man at etablere en ny kassekredit med maximum på 150.000 kr. på anfordring indtil 1. november 1997. Dette tilbud var betinget af, at klageren påtog sig kaution for hele engagementet. Afdelingen førte forhandlinger med klageren og ægtefællen, idet klageren ikke var indstillet på at kautionere for hele engagementet. Kassekreditkontrakten er underskrevet i afdelingen i klagerens nærvær, og det rimelige i kautionsforpligtelsen blev drøftet ved denne lejlighed. Resultatet af forhandlingerne blev, at klageren alene skulle hæfte som kautionist for kassekreditten, der blev bevilget til brug for den daglige drift af ægtefællens landbrug. Der er i forbindelse med ydelsen af kassekreditten blevet stillet yderligere kredit til rådighed for debitor. Der har været betydelige bevægelser på kontoen, og det bestrides, at kassekreditten alene blev anvendt til nedbringelse af det eksisterende engagement.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af fremlagte kontoudtog, at ydelsen af kreditten på 150.000 kr. skete i form af formalisering af et godkendt overtræk på 140.000 kr., hvorved der kun blev stillet et mindre beløb til rådighed for debitor. Uanset at kreditten efterfølgende har været overtrukket, og at der herved er stillet yderligere kredit til rådighed for debitor, finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at den nye kredit i det væsentligste er anvendt til inddækning af et eksisterende overtræk.

Indklagede har imidlertid anført, at klageren, der var gift med debitor, var bekendt med de økonomiske forhold, og at sagen havde været indgående drøftet med klageren, forinden hun afgav selvskyldnerkautionserklæring, medens klageren har bestridt dette. En stillingtagen hertil findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.