Størrelse af indbetaling.

Sagsnummer:431/1992
Dato:05-02-1993
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Størrelse af indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 23. juli 1992 henvendte klageren sig i indklagedes afdeling i Roskilde, hvor han på sin foliokonto i afdelingen indsatte et beløb, der var sammensat således: 1.550 n.kr., der efter omregning og fradrag af provision udgjorde 1.450,95 kr., checks for i alt 2.670 kr., et gireringskort på 2.000 kr. samt et kontant beløb, om hvis størrelse, der ikke er enighed parterne imellem. Klageren har anført, at kontantbeløbet var 23.000 kr., medens indklagede har anført, at beløbet var 4.000 kr.

Klageren modtog en kvittering vedrørende den indbetalte valuta på 1.450,95 kr. og en kvittering for det resterende indbetalte beløb på 27.670 kr. Det var på sidstnævnte kvittering anført, at kontoens saldo var 36.365,95 kr.

Efter at afdelingen telefonisk havde kontaktet klageren vedrørende det indbetalte beløb, tilbageførte indklagede samme dag 19.000 kr. fra klagerens konto. Det var på bilaget vedrørende denne tilbageførsel anført:

"Giro fejlagtigt bogført med 21.000 kr. skulle være 2.000 kr. Vi beklager fejlen."

Indklagede har fremlagt gireringskortet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indsætte 19.000 kr. på klagerens konto samt undskylde den skete tilbageførsel.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2, eller § 7, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han indsatte 19 X 1.000 kr. sedler, 2 X 500 kr. sedler og 30 X 100 kr. sedler i alt 23.000 kr., hvilket beløb indklagede har kvitteret for. Den ekspederende medarbejder var tydeligvis en afløser, som under ekspeditionen blev forstyrret af en anden medarbejder. Klageren finder ikke, at indklagede efterfølgende kan gøre gældende, at det indbetalte beløbet ikke svarer til det beløb, der er kvitteret for, hvorfor indklagede bør godtgøre det tilbageførte beløb.

Indklagede har anført, at klageren kontant indsatte 4 X 1.000 kr. sedler eller 3 X 1.000 kr. sedler samt 2 X 500 kr. sedler. Årsagen til differencen mellem det bogførte beløb på 27.670 kr. og det faktisk modtagne beløb på 8.670 kr. skyldes, at den af klageren indbetalte giro fejlagtigt blev bogført med 21.000 kr. i stedet for 2.000 kr. Ekspeditionen blev foretaget af en afløser, og da kassereren senere foretog kasseoptælling, blev hun opmærksom på, at der manglede 19.000 kr. Kassereren forsøgte at finde differencen og blev opmærksom på den omhandlede giro og blev i tvivl om, hvorvidt giroen var på 2.000 kr. eller på 21.000 kr. Medarbejderen kontaktede derefter afdelingens kundechef, som kontaktede klageren telefonisk. Kundechefen spurgte klageren, hvorledes den foretagne indbetaling var sammensat, og klageren oplyste, at indbetalingen bestod af nogle norske kroner, nogle checks, en giro og nogle kontanter, men var på det pågældende tidspunkt ikke sikker på, hvor mange kontanter han havde indsat. Den ekspederende medarbejder oplyste herefter overfor kundechefen, at hun havde bogført den omtalte giro med 21.000 kr. til trods for, at giroen kun var på 2.000 kr. Klageren har først efterfølgende oplyst, at han har indsat 23.000 kr. i kontanter. På baggrund heraf har indklagede tilbageført beløbet på 19.000 kr. Indklagede har endvidere oplyst, at første ekspedition efter klagerens var udbetaling af 10.000 kr. kontant, som udbetaltes i 500 kr. sedler, da der ikke var nok 1.000 kr. sedler i kassen.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at klageren er erhvervsdrivende, idet han driver massagepraxis, hvorfor sagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2; subsidiært bør sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, idet der er usikkerhed om bedømmelsen af de faktisk fremkomne oplysninger.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede gjort gældende, at den modtagne giro er bogført med 21.000 kr. i stedet for 2.000 kr., og at klageren ikke som hævdet har medbragt 23.000 kr. i kontanter, men kun 4.000 kr., hvorfor indklagede har været berettiget til at tilbageføre det for meget indsatte beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes det, at Ankenævnet, uanset at klageren er erhvervsdrivende, ikke finder, at klagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2., da klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.

Klageren har anført, at han har indbetalt 19.000 kr. kontant, mens indklagede har anført, at klageren har indbetalt 4.000 kr. kontant. Når henses til, at gireringskortet, således som det er udfyldt, eventuelt kan læses som 21.000 kr. i stedet for 2.000 kr., finder Ankenævnet, at en stillingtagen til sagen, uanset indklagede har kvitteret for det af klageren anførte beløb, vil forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.