Spørgsmål om hævninger på konto skete med klagerens samtykke.

Sagsnummer:95/2005
Dato:15-09-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hævninger på konto skete med klagerens samtykke.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hævninger på sin konto i 2004.

Sagens omstændigheder.

I maj 2003 oprettede klageren en Totalkonto (konto nr. -358) hos indklagede. Klageren havde i forvejen en Totalkonto (konto nr. -686) hos indklagede.

I 2003 overtog klageren et hotel på Samsø. Klageren drev hotellet sammen med sin daværende kæreste, A.

Ved årsskiftet 2003/2004 flyttede klageren fra Samsø til Jylland. I forbindelse hermed blev der den 23. december 2003 indgået en aftale mellem klageren og A, hvorefter A med virkning fra den 1. januar 2004 skulle overtage ansvaret for driften af hotellet på nærmere angivne vilkår. Af aftalen fremgår bl.a.:

"…

§ 3.

Alle økonomiske dispositioner omkring driften herunder indkøb, aflønning af personale, betaling af udgifter vedrørende hotellet, afregning overfor gæster samt administration og regnskabsaflæggelse foretages i [klagerens] navn og for dennes regning og risiko, jfr. dog nedennævnte bestemmelser.

§ 5

Den daglige administration der har relation til driften af hotellet overdrages pr. 1. januar 2004 til advokatfirmaet [B]

…"

Pr. den 30. december 2003 var der et indestående på konto -358 på 133.732,71 kr.

I februar 2004 blev kontoen tilknyttet indklagedes Netbank.

Indklagede har under sagen fremlagt kontoudskrifter for konto -358, der viser transaktionerne i perioderne 28. juli 2003 - 29. august 2003 og 29. december 2003 - 30. december 2004. Indklagede har endvidere fremlagt bilag for 58 transaktioner i 2004, der vedrører hotellet samt overførsler til klageren, herunder til konto -686.

Kontoudskrifterne blev fra og med 29. marts 2004 adresseret til klagerens nye adresse i Jylland. I perioden 1. januar - 29. marts 2004 blev der sendt fem kontoudskrifter henholdsvis den 7. januar, 28. januar, 3. februar, 18. februar og 2. marts 2004.

Ved skrivelse af 17. maj 2004 anmodede klagerens advokat om kontoudskrifter for konto -358, idet klageren ikke havde modtaget nogen siden årsskiftet 2003/2004. Advokaten forespurgte endvidere, om der var udstedt hævefuldmagt til A på denne konto "eller andre konti tilhørende [hotellet]".

På baggrund af henvendelsen spærrede indklagede adgangen til Netbank.

Ifølge den efterfølgende korrespondance mellem advokaten og indklagede var der uenighed om tilmeldingen af konto -358 til Netbank og om A's adgang til at disponere på kontoen.

Parternes påstande.

Den 1. april 2005 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 788.135,54 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget har ladet A hæve på hendes konto -358. Indklagede bør derfor betale en erstatning på 788.135,54 kr., der svarer til det beløb, som ville have indestået på kontoen, såfremt indklagede ikke uberettiget havde givet A adgang til at hæve.

Hun og A have et forhold men var ikke samlevende.

Kontoen blev oprettet af hende som en privat konto. Hverken A's uberettigede transaktioner vedrørende hotellet eller det forhold, at der efter hendes overtagelse af hotellet forekom kontobevægelser vedrørende dette, kan medføre, at kontoen må betragtes som erhvervsmæssig.

Hun varetog selv den daglige drift af hotellet indtil fraflytningen ved årsskiftet 2003/2004. Det bestrides, at A disponerede over kontoen i perioden frem til flytningen. A har alene ved nogle lejligheder været med som ledsager i forbindelse med hendes ærinder hos indklagede. Hun har aldrig givet A fuldmagt eller nogen anden form for legitimation til at disponere over kontoen. Hun har heller ikke på noget tidspunkt bestilt eller aktiveret Netbank til kontoen, hverken personligt eller ved fuldmagt.

Aftalen af 23. december 2003 mellem hende og A, som muligvis er ugyldig, indeholdt ikke en fuldmagt til A til at disponere over kontoen.

I 2004 modtog hun ingen kontoudskrifter for kontoen.

Det påhviler indklagede at sikre sig, at uvedkommende ikke kan disponere uden udtrykkelig skriftlig fuldmagt.

Da hun i foråret 2004 opdagede, at der efter hendes fraflytning havde været adskillige bevægelser på kontoen, gjorde hun straks indsigelse.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen angår et erhvervsforhold, herunder spørgsmålet om legitimation for en fuldmægtig til at drive erhvervsvirksomheden videre for indehaverens regning og risiko i dennes fravær. Konto -358 fungerede som den eneste driftskonto for hotellet. Transaktionerne på kontoen vedrører hotelrelaterede udgifter og indtægter. I 2003 var der en debetomsætning på godt 2,8 mio. kr. og en kreditomsætning på godt 3 mio. kr.

Subsidiært gøres det gældende, at det er uklart, hvor langt parternes indbyrdes aftale rækker, herunder om A har haft den fornødne fuldmagt fra klageren, hvilket alene vil kunne afklares ved parts- og vidneforklaringer fra bl.a. A og advokatfirmaet B, som ikke kan ske for Ankenævnet. Endvidere kan det blive aktuelt med et regreskrav mod A.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kontoen blev anvendt som driftskonto for hotellet. Såvel klageren som A, der stod for den daglige drift, dis­ponerede både sammen og hver for sig over kontoen ved ind- og udbetalinger i indklagedes afdeling på Samsø.

Muligheden for at oprette Netbankadgang til kontoen for at lette den daglige dispositionsadgang blev drøftet ved flere lejligheder. De nærmere omstændigheder i forbindelse med bestillingen af Netbankadgang i februar 2004 erindres ikke. Der blev ikke underskrevet nogen anmodning eller lignende, idet adgang til Netbank bekræftes ved første gangs brug. Efter bestillingen blev de fornødne koder og nøglekort sendt til klagerens adresse. Herefter kunne - og blev Netbankadgangen oprettet.

Kontoudtogene for kontoen blev fremsendt til klagerens folkeregisteradresse. Tilslutningen til Netbank fremgår at den kontoudskrift, der blev fremsendt den 2. marts 2004.

Klageren er nærmest til at bære ansvaret for, at hun eventuelt ikke har været opmærksom på den post, der er blevet sendt til hendes skiftende folkeregisteradresser.

Klageren har ikke lidt noget tab, idet de afholdte udgifter har været helt sædvanlige for driften af hotellet, så som skyldige skatter, lønninger m.v. Driften af hotellet skete for klagerens regning og risiko, og klageren hæftede derfor for disse udgifter.

Det af klageren krævede beløb er helt udokumenteret. Klageren har selv forbrugt en del af de beløb, der blev hævet på kontoen, idet der løbende skete overførsel til hendes konto -686.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig. Ankenævnet finder imidlertid, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.