Indskud på kapitalpension efter indtræden af invaliditet. Beskatning.

Sagsnummer:342/1997
Dato:23-12-1997
Ankenævn:Niels Waage, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kapitalpensionskonti - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indskud på kapitalpension efter indtræden af invaliditet. Beskatning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er født i 1957, ansøgte i august 1995 om førtidspension. Den 11. december 1995 oprettede klageren en privat kapitalpension hos indklagede, hvorpå han indskød 31.200 kr. Klageren havde i forvejen en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning hos indklagede.

Den 18. september 1996 blev klageren tilkendt højeste førtidspension på grund af invaliditet med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 1995.

Den 7. oktober 1996 indskød klageren yderligere 32.000 kr. på kapitalpensionskontoen.

I foråret 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om ophævelse og udbetaling af kapitalpensionen. Indklagede oplyste, at han i så fald ville være forpligtet til at ophæve både arbejdsgiverordningen og privatordningen, og at der ved ophævelsen skulle betales afgift til staten på 60% af udbetalingsbeløbet.

På vegne klageren ansøgte indklagede den 21. maj 1997 skattemyndighederne om en skattemæssig tilbageførsel af klagerens indbetalinger på privatordningen, således at klageren blev stillet, som om kapitalpensionen ikke havde været oprettet. Skattemyndighederne afslog dette ved skrivelse af 6. august 1997.

Den 17. september 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale den del af afgiften, der overstiger 40% ved ophævelse af kapitalpensionen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at han søgte om førtidspension i august 1995. For at opnå en skattebesparelse forespurgte han i december 1995 indklagede, om han kunne oprette en kapitalpension, selv om han havde søgt førtidspension. Indklagedes medarbejder besvarede forespørgslen bekræftende og oplyste, at kapitalpensionen ville kunne hæves med en beskatning på 40 %, når eller hvis han blev tilkendt førtidspension. Hans ægtefælle var tvivlende over for denne oplysning, hvorfor hun deltog i mødet den 11. december 1995, hvor kapitalpensionen blev oprettet, og hvor indklagede igen bekræftede de nævnte oplysninger. Først da han i foråret 1997 ønskede at ophæve ordningen, blev indklagede opmærksom på, at der skulle betales 60% i afgift. Det var en væsentlig forudsætning for oprettelsen af kapitalpensionen, at denne kunne hæves med en beskatning på 40%, når ansøgningen om førtidspension var færdigbehandlet. Oprettelsen af privatordningen har yderligere medført, at der skal betales 60 % i afgift ved ophævelse af arbejdsgiverordningen. Indklagede har pådraget sig ansvar ved, at kapitalpensionen blev oprettet på et fejlagtigt grundlag.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises, idet der er uenighed om sagens faktiske omstændigheder. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke var bekendt med klagerens ansøgning om førtidspension. Rådgivningen af klageren tog udgangspunkt i, at der var tale om en hel sædvanlig oprettelse af en kapitalpension med henblik på sikring af klagerens alderdom. Indklagede kendte ikke klagerens forudsætning om, at opsparingen skulle kunne hæves med en afgift på 40% på grund af en eventuelt tilkendt førtidspension.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at indklagede ved etableringen af kapitalpensionen fejlagtigt oplyste, at denne kunne ophæves i utide mod betaling af afgift på 40%, uanset at han på etableringstidspunktet havde ansøgt om førtidspension på grund af invaliditet. Indklagede har anført, at man ikke var bekendt med klagerens ansøgning om førtidspension, hvorfor der ved rådgivningen ikke blev taget højde for klagerens særlige forudsætninger. Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen må forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.