Bevis for indbetaling.

Sagsnummer:336/1998
Dato:29-01-1999
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Bog - saldoens størrelse
Ledetekst:Bevis for indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører en indbetaling på 500 kr., som klageren hævder at have foretaget på sin bankbog hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Ved skrivelse af 5. oktober 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes Centerafdeling, Viborg, idet han forgæves havde rettet henvendelse til indklagedes Vestergade afdeling om en indbetaling på 500 kr., som han hævdede at have foretaget i afdelingen medio marts eller medio april 1998. Klageren anførte, at han medio måneden havde forespurgt en navngiven medarbejder i afdelingen, om månedens betalinger via betalingsservice var gennemført. Medarbejderen oplyste da, at der ville blive et overtræk på 460 kr. eller ca. 500 kr. Han var uforstående over for, at der ikke var dækning for de aftalte betalinger, men indbetalte straks kontant 500 kr. for at undgå overtræk. Efterfølgende blev han opmærksom på, at han hverken havde modtaget kvittering for indbetalingen eller 40 kr. retur. Da han den følgende dag rettede henvendelse til afdelingen herom, meddelte medarbejderen, at han ikke kunne erindre indbetalingen.

Centerafdelingen meddelte klageren, at sagen på ny var blevet undersøgt, og fremsendte posteringsoversigter vedrørende klagerens to bogkonti i afdelingen. På baggrund af disse oversigter blev det konkluderet, at der ikke havde været overtræk på klagerens konti. Det blev bemærket, at der den 8. april 1998 var udbetalt 500 kr. fra den ene bogkonto, og at der samme dag både var udbetalt (kl. 10.03) og indbetalt 500 kr. (14.54) på den anden bogkonto. Endvidere fremhævedes, at der den 14. april 1998 på den ene bogkonto var hævet henholdsvis 366 kr. (kl. 10.04) og 134 kr. (kl. 14.10), hvorefter saldoen på kontoen var 0,00 kr. Den ekspederende medarbejder havde oplyst, at klageren havde ønsket at hæve et større beløb end restsaldoen på 134 kr., hvilket ville have medført overtræk. Indklagede konkluderede, at der ikke var begrundet mistanke om, at der var sket en fejl, men at posteringerne den 8. og 14. april 1998 kunne danne grundlag for en formodning om, at der var opstået forvirring omkring ekspeditionerne i afdelingen.

Parternes påstande.

Den 12. oktober 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 500 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede skylder ham de 500 kr., som han indbetalte i tillid til indklagedes oplysning om, at der ville opstå overtræk på hans konto. Han modtog ikke kvittering for indbetalingen.

Indklagede har anført, at man ikke forstår, hvad klagen går ud på, idet klageren ikke på noget tidspunkt har haft overtræk. Indklagede har i øvrigt henvist til Centerafdelingens redegørelse til klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter sagens karakter findes en afgørelse ikke at kunne træffes uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.