Kapitalpension, rådgivning.

Sagsnummer:25/1992
Dato:16-09-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kapitalpension, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 21. september 1988 oprettede klageren en aftalekonto på 204.404 kr. for perioden 21. september 1988 til 21. december 1988 i indklagedes Gørding afdeling. Beløbet udgjorde en arbejdsskadeerstatning, klageren var blevet tilkendt. Den 3. oktober 1988 oprettede klageren en checkkonto i afdelingen.

Den 20. december 1988 oprettede klageren en kapitalpension i afdelingen, hvorpå hun indsatte 26.000 kr. Den 4. januar 1989 overførtes 18.000 kr. fra klagerens checkkonto til klagerens kapitalpensionskonto. Ved fondsnota af 6. januar 1989 meddelte indklagede klageren, at der samme dag var købt kreditforeningsobligationer til en kursværdi af 13.219,32 kr., der var indlagt i hendes kapitalpensionsdepot. Den 24. januar 1989 overførtes 9.100 kr. fra klagerens checkkonto til klagerens kapitalpensionskonto. Ved fondsnota af 25. januar 1989 meddelte indklagede klageren, at man d.d. havde købt aktier i indklagede til en kursværdi af 12.900 kr. til indlæggelse i kapitalpensionsdepotet.

Efter at klageren havde anmodet indklagede om, at det indskudte beløb for 1989 på ny udbetaltes til hende, rettede hun ved sin advokat henvendelse til Varde kommune i juni 1990 med anmodning om, at det indskudte beløb blev frigivet, hvilket blev afslået af Varde kommune. Klageren har efterfølgende anket afgørelsen til Told- og Skatteregionen Esbjerg og Told- og Skattestyrelsen, som har afslået klagerens anmodning om udbetaling af det indskudte beløb uden afgiftsberegning.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende det tab, hun har lidt som følge af, at det i 1989 på kapitalpensionskontoen indskudte beløb ikke kan frigives uden afgiftsberegning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun i december 1988 henvendte sig i afdelingen for at drøfte den bedst mulige placering af et beløb, hun havde til rådighed efter at have fået udbetalt en arbejdsskadeerstatning. Afdelingens daværende leder var bekendt med, at klageren var tilkendt højeste førtidspension efter en arbejdsskade, samt at klageren havde købt hus i oktober, idet indklagedes Gørding afdeling havde været involveret i de økonomiske transaktioner i forbindelse hermed. Indklagede var endvidere bekendt med, at klagerens ægtefælle var trådt i betalingsstandsning med sin virksomhed. Afdelingen rådede klageren til at indsætte det maksimale beløb på en kapitalpensionskonto og investere dette beløb i indklagedes egne aktier og indeksobligationer. Indskuddet i 1988 var fradragsberettiget primært pga. små renteudgifter og stor indtægt som følge af, at klageren fik udbetalt højeste førtidspension med tilbagevirkende kraft. I januar 1989 blev der yderligere indbetalt det maksimale beløb, uden at klageren dog havde accepteret dette. Da klageren senere i 1989 ved modtagelsen af kontoudtog blev opmærksom herpå, rettede hun henvendelse til afdelingen. I denne forbindelse fik hun udleveret et skema til skattevæsenet med henblik på at ansøge om at få tilbageført det indbetalte beløb uden afgiftsberegning. Det viste sig efterfølgende, at det i 1989 indskudte beløb ikke gav klageren skattefradrag, idet klagerens indkomst, der bestod af førtidspension, ikke var tilstrækkelig til at udnytte fradraget. Klageren finder, at indklagede burde have indset fejlen for så vidt angår indskuddet i januar måned 1989 og samtidig have gjort klageren opmærksom på, at beløbet kunne være hævet ved klagerens henvendelse, da hun modtog kontoudtoget i 1989.

Indklagede har anført, at afdelingen ikke havde nærmere kendskab til klagerens økonomiske forhold bortset fra viden om, at klageren havde modtaget en erstatning, og at der blandt indbetalingerne på checkkontoen var offentlige overførsler. Ved udløb af aftalekontoen den 21. december 1988 rettede klageren henvendelse i afdelingen for at drøfte muligheder for omplacering af det indestående beløb med henblik på størst mulig forrentning. Indklagede orienterede om forskellige placeringsmuligheder, men på grund af manglende kendskab til klagerens økonomiske forhold samt kendskab til ægtefællens uafklarede forhold efter betalingsstandsningen kunne indklagede ikke råde til en bestemt placering, men alene pege på nogle muligheder, hvorfor man rådede klageren til at søge nærmere rådgivning hos sin revisor. Indbetalingerne på kapitalpensionen i januar måned 1989 er sket på klagerens eget initiativ og ikke efter indklagedes rådgivning. I den pågældende periode blev der flere gange indsat og hævet større beløb, og klageren og dennes ægtefælle disponerede selv over indeståendet og ønskede ikke indklagedes rådgivning til konkrete dispositioner. Indklagede anvender ikke skriftlige overførselsanmodninger i sådanne tilfælde, hvorfor der ikke kan fremlægges dokumentation for klagerens anmodning om overførslerne. Det må imidlertid have formodningen imod sig, at indklagede på eget initiativ skulle overføre beløb til en kapitalpensionskonto og herefter købe værdipapirer for beløbet. Skulle dispositionen have beroet på en misforståelse, burde klageren have reageret på de fremsendte notaer om overførsel og om køb af værdipapirer samt meddelelse fra Værdipapircentralen. Dispositionen kunne have været fordelagtig for klageren afhængig af dennes økonomi, uanset om hun modtog pension og indklagede opfordrede udtrykkeligt klageren til at rette henvendelse hos sin sædvanlige revisor, som hun i forvejen havde jævnlig kontakt med på grund af ægtefællens betalingsstandsning. Det bestrides endvidere, at klageren ville have været berettiget til at hæve indskuddet i 1989, hvis hun havde henvendt sig hos indklagede med denne anmodning.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at indklagede rådede klageren til at oprette kapitalpensionskontoen, samt at indskuddet for 1989 er foretaget, uden at klageren har anmodet herom. Indklagede har bestridt dette. En stillingtagen hertil ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.