Spørgsmål om ansvar som følge af tyveri af boksanlæg.

Sagsnummer:109/2000
Dato:05-09-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Peter Stig Hansen, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen
Klageemne:Boks - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om ansvar som følge af tyveri af boksanlæg.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne som følge af et indbrud hos indklagede, hvorved et boksanlæg med kundebokse blev stjålet. Klagerne havde en lejet boks i boksanlægget.

Sagens omstændigheder.

Den 18. marts 1998 tidligt om morgenen blev der begået indbrud i indklagedes Bellinge filial. Tyvene fjernede ved hjælp af en kran et boksanlæg indeholdende 80 kundebokse. Pengeskabet blev trukket gennem et vindue og en væg i afdelingens lokale og kørt væk på en ladvogn stjålet til formålet.

Klagerne havde lejet en boks i det stjålne boksanlæg. Af klagernes lejekontrakt med indklagede af 14. oktober 1994 fremgår:

"[Indklagede] påtager sig ansvaret for boksens sikring og er ansvarlig for tab, der skyldes fejl eller forsømmelser fra [indklagedes] side. [Indklagede] er således ikke ansvarlig for skader, der måtte opstå på de indlagte effekter som følge af hændelige begivenheder som for eksempel brand, oversvømmelse, fugt og vandindtrængning eller for skader opstået som følge af trediemands fejl eller forsømmelser samt skade forårsaget af effekter, som trediemand har indlagt i boksen.

Lejeren opfordres derfor til at forsikre de indlagte effekter."

Klagerne opbevarede i boksen 230.000 kr. i kontanter samt en del private papirer.

Klagerne modtog fra deres eget forsikringsselskab 24.040 kr. vedrørende kontantbeløbet.

I forbindelse med opklaringen af indbruddet blev der beslaglagt et større kontantbeløb. Dette blev fordelt forholdsmæssigt blandt de berørte bokseindehavere. Klagerne modtog i denne forbindelse 124.741,2 kr.

Ved skrivelse af 27. oktober 1998 orienterede indklagede klagerne om, at indklagede havde anmeldt klagernes krav til indklagedes forsikringsselskab, men at forsikringsselskabet ikke fandt, at kravet kunne dækkes. Indklagede anså sig ikke forpligtet til at betale erstatning, men anførte, at man kulancemæssigt ville udbetale et beløb. Dette beløb ville være klagernes resttab (efter udbetaling af forsikringsbeløb og beløb fra politiet) op til 10.000 kr. samt 10% af resten.

Klagerne modtog efterfølgende 17.122 kr. fra indklagede i kulancemæssig erstatning.

Parternes påstande.

Klagerne har den 9. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "en mere retfærdig erstatning".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede havde en brist i sikkerheden vedrørende boksanlægget. Boksanlægget var ikke forsvarligt sikret, når det var muligt for tyve at trække boksanlægget 15 meter gennem lokalet og ud gennem gavlen. Dette kunne ske på få minutter efter, at alarmen var gået i gang.

Under straffesagen mod tyvene udtalte en af disse, at "[indklagede] så lettest ud, derfor valgte vi den". Dette viste sig at være et rigtig skøn.

Indklagede har anført, at ved opbevaring af effekter for andre er udgangspunktet, at opbevareren skal passe omhyggeligt på effekterne og kun skal betale erstatning, hvis der handles uansvarligt eller begås fejl.

Indklagede har ikke begået fejl eller forsømmelser og er derfor ikke erstatningsansvarlig over for klagerne i forbindelse med disses tab ved tyveriet.

Hertil kommer, at der var tale om en hændelse, som indklagede ikke kunne gardere sig mod. Det fremgår af bokslejekontrakten, at indklagede ikke er ansvarlig for skader som følge af hændelige begivenheder.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne har anført, at boksanlægget ikke var forsvarligt sikret af indklagede, idet det var muligt for tyve at trække boksanlægget 15 meter gennem et lokale og bortfjerne det på en ladvogn.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil vil forudsætte en bevisførelse, som efter sin karakter og omfang ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægterne § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.