Dankort, misbrug. Bevis vedrørende tidspunkt for meddelelse om bortkomst.

Sagsnummer:502/1990
Dato:06-05-1991
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug. Bevis vedrørende tidspunkt for meddelelse om bortkomst.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 24. september 1990 fik klageren frastjålet sit dankort. Ifølge indklagede blev tyveriet meddelt kontoførende afdeling samme dag kl. 12.05, medens klageren har anført, at tyveriet er meddelt afdelingen samme dag kl. 11.40.

Forinden kortets spærring blev dette anvendt den pågældende dag kl. 11.51 i forbindelse med hævning af 2.000 kr. i en DK-Kontanten.

Klageren har oplyst, at dankortet blev opbevaret i lommen på klagerens jakke, der hang i en garderobe på en skole, hvor klageren var til undervisning. Adgangen til garderoben kan ifølge klageren kun ske gennem det klasseværelse, hvor klageren opholdt sig. Om PIN-kodens opbevaring har klageren oplyst, at kun han selv kender koden, og at den er lært udenad og ikke findes skriftligt nogen steder.

Det omhandlede beløb er hævet på klagerens konto den 25. september 1990. Efter at klageren havde henvendt sig til afdelingen, tilbageførtes hævningen under forbehold den 15. oktober 1990, men ved skrivelse af 19. oktober 1990 til klageren meddelte afdelingen, at man påny havde hævet det omstridte beløb under henvisning til, at kortet efter afdelingens skøn havde været opbevaret groft uagtsomt.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at anmeldelsen af bortkomsten af kortet er sket den pågældende dag kl. 11.40, da klageren er taget direkte fra skolen til afdelingen efter afslutningen af undervisning kl. 11.30. Opbevaringen af kortet i klagerens jakkelomme kan ikke karakteriseres som groft uagtsomt, da der hele tiden er ført tilsyn med jakken. Hertil kommer, at bortkomsten af kortet er anmeldt straks og inden den omhandlede hævning. Indklagedes kreditering af de 2.000 kr. den 15. oktober og senere tilbageførsel heraf viser, at indklagede har været i tvivl om, hvorvidt der var tale om simpel eller grov uagtsomhed. Subsidiært gør klageren gældende, at der alene kan være tale om simpel uagtsomhed, hvor$or klageren maksimal kan afkræves 1.000 kr., jf. Industriministeriets bekendtgørelse.

Indklagede har anført, at klagerens opbevaring af dankortet på et offentligt tilgængeligt sted i sig selv må anses som grov uagtsomhed, jf. herved betalingskortlovens § 21, stk. 1. Den omhandlede transaktion er sket ved anvendelse af korrekt PIN-kode i første forsøg, hvilket indikerer, at koden enten har været opbevaret sammen med kortet, eller at trediemand har haft kendskab til denne. § 21, stk. 1, bør fortolkes således, at uagtsomheden også omfatter sådanne situationer. Det fastholdes, at anvendelsen af tyveriet først er foretaget kl. 12.05 den omhandlede dag. Klageren har da også i sin første henvendelse anført anmeldelsestidspunktet til kl. ca. 11.00 og først senere ændret det til kl. 11.40. Krediteringen af 2.000 kr. den 15. oktober 1990 skete på klagerens foranledning med forbehold for tilbageførsel, når afgørelsen af, om der forelå grov uagtsomhed eller simpel uagtsomhed, var til stede.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". I det foreliggende tilfælde har klageren oplyst, at det omhandlede dankort opbevaredes i lommen i en jakke, som klageren havde efterladt i en garderobe. Klageren findes herved at have udvist grov uagtsomhed, hvorfor klageren selv må bære tabet ved misbruget, med mindre klagerens meddelelse til indklagedes afdeling om kortets bortkomst er sket forinden, if. herved lovens § 21, stk. 5.

Klageren har gjort gældende, at han den 24. september 1990 kl. 11.40 meddelte indklagedes afdeling, at dankortet var bortkommet, medens indklagede har gjort gældende, at denne meddelelse først blev givet kl. 12.05 den pågældende dag. En stillingtagen til dette tvistepunkt vil forudsætte en bevisførelse i form af parts og vidneafhøring, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.