Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med valutalån. Krav om afdragsfrihed, nedskrivning og opdeling af lånet m.v. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer:344/2018
Dato:30-04-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne:Udlån - udlandslån/valutalån
Udlån - hæftelse
Forældelse - rådgivning
Ledetekst:Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med valutalån. Krav om afdragsfrihed, nedskrivning og opdeling af lånet m.v. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning 

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning i forbindelse med valutalån. Krav om afdragsfrihed, nedskrivning og opdeling af lånet m.v.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, havde en ejendom i Frankrig. Ejendommen var oprindeligt finansieret med et lån i et fransk pengeinstitut.

I marts 2008 blev finansieringen overflyttet til Nykredit Bank, hvor klageren og M optog et såkaldt Multicurrency lån. Lånet blev tilbudt med en hovedstol på 1.500.000 euro og med mulighed for valutaskifte mellem seks valutaer, herunder CHF, i forbindelse med udbetalingen samt ved udgangen af et kvartal efter låntagernes skriftlige anmodning. Af låneaftalen fremgik, at restgælden i euro ved omlægning af lånet til en anden valuta, kunne komme til at overstige den oprindelige hovedstol i euro. Renten var variabel og bestod af en for valutaen gældende referencerente med et fast tillæg. Af låneaftalen fremgik endvidere, at lånet var med afdragsfrihed frem til den 31. december 2017, og at lånet var underlagt fransk lov. Banken fik pant i ejendommen, og klageren og M skulle derudover stille sikkerhed for lånet i et depot i Nykredit Privat Portefølje til en værdi af 200.000 euro.

Lånet blev ved udbetalingen etableret i CHF og blev ikke omlagt siden.

Der blev etableret et depot i Nykredit Privat Portefølje med en tilhørende depotkonto. Den 16. juni 2008 underskrev M som pantsætter og klageren som pantsætters ægtefælle en erklæring om håndpantsætning af depotet med en minimum værdi af 200.000 euro.

Klageren har fremlagt en meddelelse fra Nykredit Markets fra december 2008, hvori Nykredit Markets anbefalede virksomheder, der havde finansiering i CHF, at nedlukke eller risikoafdække denne.

Klageren har oplyst, at ejendommen og depotkontoen blev overdraget til hende i 2010. Banken har oplyst, at den ikke har modtaget dokumentation herfor.

I starten af 2011 gik M personligt konkurs.

I cirkulæreskrivelse af 26. maj 2011 omtalte kurator i M’s konkursbo overdragelse af flere ejendomme til M’s nærtstående, herunder ejendommen i Frankrig. Af skrivelsen fremgik, at gælden i ejendommene ikke var overdraget, og at M fortsat hæftede for gælden.

I forbindelse med M’s konkurs opstod der en restance på lånet. Klageren har fremlagt en e-mail uden datering fra M til Nykredit vedrørende ”Betalingsaftale efter konkurs”, hvori følgende var anført:

”I forlængelse af telefonsamtale skal jeg bekræfte – på vegne af os begge [klageren og M] – at Nykredit kan anvende midler på spærret konto/depotkonto hos Nykredit til betaling af renter på lån til hus i Frankrig. Dette gælder såvel de forfaldne renter som fremtidige renter, der kan trækkes automatisk hvert kvartal fra samme konto.

Fra og med næste kvartal er der derfor ingen restancer.

Der er i tilknytning hertil lavet aftale med [klageren] om afdragsfrihed i perioden 2012-2022 og i løbet af 2021 skal aftalen tages op til revision med henblik på at finde ud af, hvornår [klageren] er i stand til at afdrage på lånet.  …”

Klageren har oplyst, at banken i perioden fra 2011 til 2017 foretog overførsler fra depotkontoen til dækning af renterne på lånet. I sagen er fremlagt udskrifter for depotkontoen for år 2010 og 2012-2018. Udskrifterne var stilet til klageren. Af udskrifterne for 2012-2015 fremgik, at overførslerne til lånekontoen udgjorde ca. 44.000 - 49.000 DKK pr. kvartal i perioden fra januar 2012 til marts 2015.

Den 12. november 2012 anmodede banken M om at sende dokumentation for, at ejendommen var overdraget til klageren. Banken har oplyst, at den ikke modtog dokumentation herfor.

I 2012 og i februar 2013 henvendte klageren og M sig til banken for at få oplysninger og kopier af dokumenter til Skat. I et brev til banken af 3. februar 2013 anmodede klageren banken om at bekræfte, at det var korrekt, at der kunne skiftes mellem forskellige valutaer hvert kvartal, og at lånet fortsatte i samme valuta, medmindre hun gav meddelelse om andet. I en udateret mail til banken anførte M:

” … Skat ønsker at anvende kursgevinstloven på lånet. … Skat har … anmodet om præciseringer af hvilke kurser der er anvendt til realisering i de enkelte kvartaler siden oprettelsen af lånet… De ønsker kopi af samtlige kontoudskrifter, hvor Nykredit jo på forbilledlig vis netop har præciseret realiseringskursen pr. ultimo kvartalet samt hovedstolen i det nye lån (dvs. det næste kvartal). …”

Banken har oplyst, at den udaterede e-mail blev videresendt i banken med en intern e-mail af 16. april 2012.

Banken har oplyst, at kommunikationen om lånet og depotkontoen foregik mellem banken og M. Banken har fremlagt en konto- og depotfuldmagt af 14. marts 2013 fra klageren til M vedrørende depotkontoen og depotet.

I 2014 søgte klageren banken om at få et MasterCard, men fik afslag på dette. I et brev til banken af 28. juli 2014 rejste klageren indsigelse mod afslaget, og mod at banken havde begrundet afslaget med ”en samlet vurdering af vores økonomiske forhold samt en tidligere nedskrivning på vores fælles engagement”.

Af udskrifterne for depotkontoen fremgik, at der fra marts 2015 til udgangen af 2017 blev overført ca. 13.000 - 20.000 DKK pr. kvartal til lånekontoen. Banken har oplyst, at der skete en reduktion i størrelsen af overførslerne, fordi renten på lånet faldt.

I en e-mail af 18. august 2015 til M meddelte banken, at ydelserne på lånet fejlagtigt var trukket på depotkontoen. Banken anmodede M om at kontakte banken for at indgå aftale om de fremtidige terminsbetalinger. M svarede, at betalingerne var blevet trukket fra kontoen siden 2011/2012 i henhold til aftale med banken. Ved e-mail af 19. august 2015 til banken vedhæftede M sin ovenfor citerede e-mail vedrørende ”Betalingsaftale efter konkurs” til banken og anførte:

”hermed fremsendes den aftale som jeg refererede til – jeg kan ikke huske navnet på juristen  …  … Renterne trækkes på den spærrede konto og vi skal i 2021 have en samtale med jer mht. hvordan tingene skal gå fremadrettet, Lige nu ser det godt ud mht. at kunne tilbagebetale det nedskrevne lån i 2026. Jeg kan også huske, at juristen var bekymret vedr CHF og ville have valutaen skiftet … ”

I 2018 trak banken ydelser på lånet, der nu omfattede afdrag (ca. 201.000 - 209.000 DKK pr. kvartal) fra depotkontoen.

Den 29. oktober 2018 indgav klageren en klage til Ankenævnet med principal påstand om, at banken skulle meddele afdragsfrihed til og med 2021, give ”fleksibilitet til at diskutere afdragsfrihed indtil til førtidig indfrielse” i 2026 samt præcisere lånets nedskrivning. Klageren nedlagde subsidiær påstand om, at banken skulle overtage ejendomsretten til ejendommen med respekt af gældende brugsret, betale/tilbagebetale franske ejendomsskatter fra og med 2011, fritstille hende fra gælden i ejendommen og genetablere/fritstille depotkontoen med det ved M’s konkurs værende indestående til en værdi af ca. 1,3 million DKK samt give hende en option på at tilbagekøbe ejendommen til en nedskrevet værdi i 2026.

I e-mails til klageren af 4. og 15. januar 2019 meddelte banken, at den var indstillet på at forlænge afdragsfriheden på lånet til den 31. december 2021 mod betaling af et gebyr på maksimalt 500 euro til de franske myndigheder, og at den ikke ønskede at forlænge afdragsfriheden yderligere. Banken ville ved forlængelse af afdragsfriheden tilbageføre de fra depotkontoen betalte afdrag og heraf afledte gebyrer.  

I en e-mail af 21. januar 2019 meddelte klageren, at hun accepterede tilbuddet, og at depotkontoen til udgangen af januar 2019 skulle ”være bragt tilbage til at kun renter må være betalt fra min konto siden aftalen blev sendt til Nykredit første gang i 2011”. Klageren fastholdt ”uafhængig af accept af forliget” indsigelser mod banken i forbindelse med lånet, herunder indsigelse om at banken burde have frarådet finansiering i CHF samt indsigelse mod, at banken startede ”med at trække penge fra min konto uden noget aftalegrundlag herfor dokumenteret i kundemappen”. Klageren anførte endvidere, at banken skulle nedskrive lånet og opdele hæftelsen mellem hende og M.

Banken har den 14. marts 2019 vedstået sit tilbud af 4. og 15. januar 2019 og har oplyst, at dette kan gennemføres uden omkostning for klageren.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, principalt at Nykredit Bank skal meddele afdragsfrihed til 2021, give ”fleksibilitet til at diskutere afdragsfrihed indtil til førtidig indfrielse” i 2026 samt præcisere lånets nedskrivning, subsidiært at banken skal overtage ejendomsretten til ejendommen med respekt af gældende brugsret, betale/tilbagebetale franske ejendomsskatter fra og med 2011, fritstille hende fra gælden i ejendommen og genetablere/fritstille depotkontoen med det ved M’s konkurs værende indestående til en værdi af ca. 1,3 million DKK samt give hende en option til at tilbagekøbe ejendommen til en nedskrevet værdi i 2026. Ankenævnet forstår endvidere klagerens påstand således, at banken skal nedskrive gælden, opdele den nedskrevne gæld pro rata mellem hende og M samt tilbageføre de fra depotkontoen trukne afdrag på lånet.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken handlede ansvarspådragende ved at anbefale og acceptere, at lånet blev optaget i CHF. Banken har ikke begrundet, hvorfor finansieringen skete i CHF, når banken på tidspunktet for låneoptagelsen frarådede virksomhedskunder at finansiere i CHF. Banken burde have givet dem som privatkunder tilsvarende information om relevante risici, som banken gav større kunder. Banken burde kun have én indstilling til risikoen ved CHF finansiering. Banken burde have etableret en løbende afdækning af valutaen gennem f.eks. tilbud om købsoptioner i CHF. Kursen steg fra 4,85 til 6,40. Hvis risikoen havde været afdækket, ville gælden havde været ca. 4,1 mio. DKK mindre i dag. Rådgivningen bør få konsekvenser for banken. Kravet er ikke forældet. Hun havde ikke indsigt til at meddele, at det var problematisk at fortsætte i CHF, men accepterede aftalen i 2011 for at få ro.

Hun har accepteret forliget med banken i sin e-mail af 21. januar 2019. Banken var ikke berettiget til at trække beløb fra hendes depotkonto uden at give hende besked om det og uden at have aftalen fra 2011 i sin kundedatabase. Banken undlod fra og med udgangen af 2017 at fremsende skriftligt materiale til hende om depotkontoen. Hun undrer sig over, at banken ikke sendte opdateringer om depotkontoen til hende men kun til M.

Banken bør opdele hæftelsen pro rata og nedsætte hendes hæftelse.

Det nye aftalegrundlag fra 2011 burde have fået banken til at bekræfte en pro rata hæftelse for hende. Banken burde i 2011 have gjort hende opmærksom på, at hun ved at tillade betaling fra sin depotkonto hæftede for en vis andel af gælden. Hendes hæftelse burde have været nedsat til den procentdel af lånet, som hendes indtægt på tidspunktet for låneoptagelsen udgjorde (22%).

I forbindelse med hendes ansøgning om et MasterCard oplyste banken telefonisk, at den havde nedskrevet lånet med ca. 50 %. Nedskrivningen fik konsekvenser for hende ved ansøgningen om et MasterCard. Rentebetalingerne faldt betydeligt, hvilket kun kan forklares med, at banken havde nedskrevet lånet over for hende. Banken bør nedskrive lånet og nedsætte hendes hæftelse.

Brugsretten til ejendommen blev overdraget i forbindelse med et generationsskifte. Hun har dokumenteret overdragelsen af ejendommen og brugsretten over for banken.

Nykredit Bank har anført, at banken har tilbudt klageren afdragsfrihed til og med 2021 uden omkostninger. Banken ønsker ikke at forlænge afdragsfriheden yderligere. Klageren har accepteret dette. Bankens tilbud er begrundet i, at banken ikke bragte klageren ud den opfattelse, at der var en aftale om afdragsfrihed på baggrund af den udaterede e-mail, der blev sendt til banken senest i 2015. Klageren har ikke dokumenteret, at der faktisk var en aftale om afdragsfrihed.

Banken har ikke nedskrevet lånet over for klageren og M. Faldet i ydelserne skyldtes fald i CHF renten. Banken har nedskrevet på engagementet. En nedskrivning på engagementet er en regnskabsmæssig disposition, hvor banken har afsat et beløb til imødegåelse af fremtidige tab. Afslaget på MasterCard til klageren var begrundet i en almindelig kreditvurdering.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i sin rådgivning. Klageren var klar over, at lånet kunne skifte valuta hvert kvartal. Lånets valuta blev ændret fra euro til CHF straks efter udbetaling, og klageren har ikke ændret valuta siden.

Et eventuelt krav støttet på mangelfuld rådgivning forældes efter tre år og er således forældet, da rådgivningen skete i 2008.

De fremlagte kontoudskrifter for depotkontoen blev sendt til klageren.

Klageren har ikke dokumenteret, at hun fik overdraget ejendommen og gælden. Banken har som panthaver ikke fået besked om ændringer i tinglysningen. Kurators cirkulæreskrivelse viste, at M stadig hæfter for gælden. Der er ikke tinglyst ændringer i ejerforholdet, låntagerforholdet eller ændringer vedrørende brugsret.

Ankenævnets bemærkninger

I marts 2008 optog klageren og hendes daværende ægtefælle M et såkaldt Multicurrency lån hos Nykredit Bank. Lånet blev tilbudt med en hovedstol på 1.500.000 euro og med mulighed for valutaskifte mellem seks valutaer, herunder CHF, hvert kvartal. Lånet blev ved udbetalingen etableret i CHF og blev ikke omlagt siden. Ifølge låneaftalen var lånet afdragsfrit frem til den 31. december 2017.

Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal give afdragsfrihed til år 2021, samt at banken skal give mulighed for at drøfte afdragsfrihed frem til år 2026. Banken har under klagesagen tilbudt og vedstået sit tilbud om at forlænge afdragsfriheden på lånet til den 31. december 2021 uden omkostninger for klageren. Banken har bekræftet, at den ved forlængelse af afdragsfriheden vil tilbageføre de betalte afdrag og heraf afledte gebyrer til depotkontoen. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at give yderligere afdragsfrihed eller at tilbageføre yderligere beløb til depotkontoen.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken ved rådgivning af klageren i forbindelse med optagelsen af lånet begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse og udbetaling af et lån i en anden valuta var en risiko for, at kursen på den anden valuta udviklede sig ugunstigt, således at restgælden i euro og/eller danske kroner steg. Ankenævnet finder endvidere, at klageren i hvert fald tidligere end tre år før den 29. oktober 2018, hvor forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet, havde tilstrækkeligt kendskab til de omstændigheder, som hun nu anfører som grundlag for sit krav mod banken. Ankenævnet finder derfor, at et eventuelt erstatningskrav var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet.

Det fremgik af låneaftalen, at både klageren og M var debitorer på lånet. Ankenævnet finder ikke, at banken er forpligtet til at opdele gælden.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har givet klageren tilsagn om at nedskrive lånet. Ankenævnet finder ikke, at banken på andet grundlag er forpligtet til at nedskrive lånet.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.