Spørgsmål om udbetalingsdato/udtrædelsesdato.

Sagsnummer:348/2002
Dato:12-12-2002
Ankenævn:Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Sonny Kristoffersen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Puljepension - udtræden af pulje
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Spørgsmål om udbetalingsdato/udtrædelsesdato.
Indklagede:BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører den for klagerens kapitalpensionskonto anførte udbetalingsdato, som er afgørende for puljefordelingen.

Sagens omstændigheder.

Den 3. juni 1983 oprettede klageren, der er født i 1944, og som da var ansat i et pengeinstitut, der senere fusionerede med indklagede, en arbejdsgiveradministreret kapitalpensionsordning. Af aftale om "kapitalpension" fremgår, at kontoens indestående efter fradrag af afgift til staten udbetales til medarbejderen "ved det fyldte 60. år og senest ved det fyldte 70. år". Endvidere fremgår, at ordningen skulle tilknyttes indklagedes Pulje Invest. Af en samtidig underskrevet blanket vedrørende anbringelse af kapitalpensionsmidlerne fremgår, at de kontante indskud blev tilmeldt 100% til indklagedes Pulje Invest.

Ved skrivelse af 21. marts 2001 orienterede Indklagede om ændringer i indklagedes pensionspuljer per 1. oktober samme år. Af skrivelsen fremgår, at klagerens pensionsordning tidligere havde været tilsluttet "kort blandet pulje". Indklagede anførte, at denne pulje lignede det, der efter den nye ordning blev betegnet som bankvalg, hvorfor man foreslog klagerens ordning videreført i "Pulje Invest, bankvalg". Om denne ordning blev det oplyst, at indklagede valgte, hvordan investeringen ville blive sammensat. Kombinationen af puljer ville ske udfra hensyn til ordningens udtrædelsesdato, som blev fastsat udfra klagerens pensionsordnings udløbstidspunkt. Klagerens ordning var i skrivelsen anført med udtrædelsesdato 30. november 2014, umiddelbart inden klagerens fyldte 70. år. Med skrivelsen fulgte en brochure om Pulje Invest, hvoraf der blandt andet fremgår:

"BankvalgI bankvalg sammensætter vi fordelingen af værdipapirtyper. Det gør vi under hensyn til:- Investeringshorisonten- de gældende beskatningsregler- bankens forventninger til udviklingen på værdipapirmarkederne.Vi vurderer og tilpasser løbende sammensætningen af værdipapirer. Det betyder, at sammensætningen og de enkelte værdipapirtyper kan skifte i opsparingsperioden. Når opsparingens udbetalingstidspunkt nærmer sig, øges andelen af puljerne med obligationer for at sikre et mere stabilt afkast.

Eksempel på puljefordeling i Bankvalg (marts 2001):

Pensionskonti

År til udtræden

0-2

2-4

4-6

6-8

over 8

Kontant, korte danske obligationer

69%

18%

Danske Obl.

33%

42%

39%

30%

Korte indeksobl.

21%

21%

15%

8%

Lange indeksobl.

5%

5%

13%

Danske aktier

3%

6%

9%

12%

15%

Udenlandske aktier

7%

12%

18%

25%

31%

Udenlandske obl.

10%

11%

11%

11%"

Klageren, der er kunde i indklagedes Læsø afdeling, rettede straks efter modtagelsen af skrivelsen telefonisk henvendelse til afdelingen vedrørende den anførte udtrædelsesdato. Klageren har anført, at indklagedes medarbejder oplyste, at han kunne tage det roligt, da datoen kun var et udtryk for den yderste udløbsdato. Han præciserede, at udløbsdatoen var ved det fyldte 60. år. Indklagede har anført, at udtrædelsesdatoen ikke blev ændret, og at det blev oplyst, at kontoen altid kunne udbetales ved det fyldte 60. år, samt at der var placeret 30% i udenlandske aktier og 14% i danske aktier.

Af indklagedes årsopgørelse af 31. december 2001 vedrørende kapitalpensionen fremgår, at 44% var placeret i aktier. Endvidere er anført:

"De har aftalt med banken at Deres kapitalpension træder ud af Pulje Invest 30.11.2014. Banken anvender den aftalte udtrædelsesdato til at vælge kontoens puljefordeling. Hvis De ønsker at ændre datoen, beder vi Dem henvende Dem til banken."

Den 25. april 2002 solgte klageren aktier for et beløb på 39.588,84 kr. hidrørende fra et depot tilknyttet kapitalpensionsordningen. Beløbet indgik på kapitalpensionskontoen.

Klageren har anført, at han i forbindelse med salget af aktierne anførte, at det ikke var hensigtsmæssigt, at beløbet blev anbragt i pulje, når der kun var to år til udbetalingsdagen. Indklagedes medarbejder anførte, at det kunne han lige så godt gøre, da puljen automatisk blev tilpasset udbetalingsdatoen, som klageren havde sikret var ved 60. år. Indklagede har anført, at det blev oplyst, at puljerne var tilpasset således, at der var mindre aktieandel, jo nærmere kontohaver var tidspunktet for udbetaling samt, at hvis man som i klagerens tilfælde ikke havde brug for at få pensionen udbetalt staks, var det en fordel at lade beløbet blive i puljen.

I sommeren 2002 overførte klageren kapitalpensionen til andet pengeinstitut.

Ved skrivelse af 25. juli 2002 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion vedrørende kapitalpensionsordningen. Klageren anførte, at i forbindelse med overførslen havde der været et negativt puljeafkast på 5.272 kr., hvilket han mente var en fejl. Baggrunden måtte være, at indklagede fejlagtigt havde registreret udtrædelsesdatoen til 30. november 2014, hvorfor et for stort beløb havde været investeret i aktiepuljer. Indklagede afviste at kompensere klageren.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. august 2002 indbragt sagen for Ankenævnet.

Ifølge klageskemaet er klagerens påstand:

"1.

Godtgørelse i forhold til at højest 18% af puljen kunne være placeret i aktier.

2.

Yderligere godtgørelse således at provenu ved aktiesalg (39.589 kr.) holdes udenfor puljen, således som jeg direkte bad om.

3.

Herudover ønsker jeg, at [indklagedes] direktion får en henstilling om at behandle kundeklager mere værdigt.

4.

At [navngiven medarbejder] direkte over for mig beklager at have beklikket min troværdighed, for det må han have gjort over for sin direktion, når de kan svare mig som de gør."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke havde aftalt med indklagede, at udløbsdatoen var 30. november 2014. Han protesterede derfor omgående, da han fik indklagedes skrivelse af 21. marts 2001, hvoraf denne dato fremgik.

Han fik da oplyst, at han kunne tage det roligt, da datoen blot var udtryk for den yderste udløbsdato, som er standard i kontrakten. I denne forbindelse blev det i hvert fald præciseret, at udløbsdatoen for ham var ved det fyldte 60. år.

Han bestrider, at han skulle have givet udtryk for, at han ikke skulle bruge pengene ved det fyldte 60. år. Han meddelte tydeligt indklagedes medarbejder, at han havde planer om bilskift omkring dette tidspunkt. Det blev godtnok nævnt, at det ikke var 100% sikkert, at han skulle bruge alle pengene fra kapitalpensionen, da han jo også kunne disponere over beløb fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Udløbsdatoen ved de 60. år blev der aldrig hverken ændret på eller sået tvivl om.

Ved salget af aktierne gav han også udtryk for, at der kun var kort tid til, at beløbet skulle udbetales, hvorfor det ikke skulle indgå i puljeordningen.

Han er uforstående over for, hvorledes udløbsdatoen i 2014 er blevet registreret hos indklagede.

Han finder indklagedes efterfølgende kundebehandling har været utilfredsstillende.

Indklagede har anført, at det fremgik af såvel årsopgørelse for 2001 som brevet af 21. marts 2001, at udtrædelsesdatoen var den 30. november 2014. Der er ikke indgået aftale om ændring af denne dato.

Klageren har ikke givet udtryk for at skulle bruge beløbet når han fylder 60 år, hvorfor det måtte være påregneligt for klager, at udløbsdatoen var sat til 70. år.

Med hensyn til provenuet fra aktiesalget valgte klageren selv at anbringe midlerne i pulje, og klageren må anses at være bekendt med konsekvensen heraf.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er afgivet modstridende forklaringer om, hvad der blev tilkendegivet dels ved klagerens henvendelse til indklagede efter modtagelsen af indklagedes skrivelse af 21. marts 2001, dels i forbindelse med salget af klagerens aktier den 25. april 2002. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagerens påstande 1 og 2 ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. For så vidt angår disse påstande afviser Ankenævnet derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Ankenævnet kan heller ikke tage stilling til klagerens påstande 3 og 4, som ikke angår tvister af formueretlig karakter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.