Spørgsmål om hæftelse for overtræk på kassekredit opstået ved hævninger foretaget af fuldmagtshaver.

Sagsnummer:14/2003
Dato:08-07-2003
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Fuldmagt - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for overtræk på kassekredit opstået ved hævninger foretaget af fuldmagtshaver.
Indklagede:Forstædernes Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for et overtræk på sin kassekredit, der opstod ved hævninger foretaget af fuldmagtshaver.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes forældre (M og H) har fælles bopæl i en ejendom, der er ejet af klageren. I 1999 blev ejendommen sat til salg. I forbindelse hermed blev indklagede anmodet om at yde en kredit til finansiering af løbende udgifter ved ejendommen, indtil denne blev solgt. Indklagede gav tilsagn om en kredit til klageren på op til 400.000 kr. "gældende i op til et år fra etablering". M forestod kontakten med indklagede vedrørende såvel kreditten som M's og H's engagement med indklagede.

Den 24. november 1999 blev der etableret en kredit til klageren med et maksimum på 100.000 kr. Klageren underskrev samtidig en fuldmagt, hvorefter M blev bemyndiget til med fuld bindende virkning for hende alene at disponere i alle forhold over for indklagede på samme måde, som om det var hende selv, der disponerede.

Efterfølgende blev kreditten forhøjet med 50.000 kr.

Ved kreditaftale af 10. maj 2000 blev kreditten forhøjet med yderligere 50.000 kr. til 200.000 kr. Samtidig blev der etableret et ejerpantebrev i ejendommen på 200.000 kr., der blev lagt til sikkerhed for kreditten.

Ved skrivelse af 12. oktober 2000 meddelte M blandt andet, at der ifølge en tilstandsrapport var væsentlige mangler ved ejendommens tag, som skulle udbedres før salg, og at Realkredit Danmark til finansiering heraf havde tilbudt et lån på 500.000 kr., hvoraf 300.000 kr. kunne udbetales, mens 200.000 kr. skulle tilbageholdes, indtil taget var færdigt. Af skrivelsen fremgår i øvrigt blandt andet:

"4. Større EjerpantebrevRealkredit Danmark har som anført bevilget kreditforeningslån til køb af en anden ejendom. For at sikre at anden ejendom straks kan købes synes det at være rigtigt, her i forbindelse med respektpåtegningen, at hæve ejerpantebrevet, således at jeg straks kan foretage køb og eventuel igangsætte istandsættelser."

Den 16. oktober 2000, hvor saldoen på kassekreditten var 363.617 kr. (negativ), underskrev klageren en allonge til ejerpantebrevet, hvorefter dette skulle respektere et yderligere pantebrev på 67.100 EUR til Realkredit Danmark og samtidig forhøjes med 800.000 kr. til 1 mio. kr. Forhøjelsen udløste 13.400 kr. i stempelafgift.

Indklagede har anført, at ejerpantebrevet blev forhøjet på grund af overtrækket på kassekreditten. Klageren har bestridt dette og har anført, at forhøjelsen af ejerpantebrevet skulle anvendes i forbindelse med køb af en anden ejendom, jf. skrivelsen af 12. oktober 2000.

Lånet i Realkredit Danmark blev hjemtaget den 2. november 2000 med et provenu på 496.210 kr., hvoraf 296.210 kr. blev indsat på kreditten. Kreditten udviste herefter en saldo på 82.419 kr. (negativ)

Den 3. januar 2001 blev de 200.000 kr. vedrørende RD-lånet frigivet og overført til kreditten. Kredittens saldo var herefter 195.658 kr. (negativ).

Den 27. maj 2001, hvor saldoen på kassekreditten var 353.773 kr. (negativ), underskrev klageren en ny håndpantsætningserklæring vedrørende ejerpantebrevet på nu 1 mio. kr., idet der blev noteret sekundær håndpant i ejerpantebrevet til klagerens primære pengeinstitut.

Den 28. august 2001, hvor saldoen på kreditten var 426.844 kr. (negativ), opsagde indklagede kreditten til indfrielse inden ti dage.

Sagen overgik herefter til inkasso.

Den 24. april 2002 indgav klageren (D) og M og H en klage til Ankenævnet vedrørende deres engagement med indklagede, jf. sag 175/2002.

Ved fogedretten i Lyngby begærede indklagede udlæg i klagerens ejendom begrænset til 100.000 kr. af fordringen. Ved kendelse af 10. juni 2002 bestemte fogedretten, at sagen kunne fremmes til foretagelse af udlæg for 102.852,50 kr. (100.000 kr. inklusiv inkassoomkostninger på 10.380 kr. plus fogedgebyr og mødesalær på i alt 2.852,50 kr.), og at der ved udlæggets foretagelse ville blive truffet bestemmelse om, at tvangsauktion ikke kunne iværksættes, før klagen var behandlet i Pengeinstitutankenævnet. Af fogedrettens kendelse fremgår i øvrigt blandt andet:

"Fogedretten mener, at der kan tilkendes mødesalær til rekvirenten, selvom [indklagedes medarbejder] er ansat som "husjurist" hos rekvirenten, jf. U.1996.832.Ø. Det samme må antages at gøre sig gældende vedrørende inkassoomkostningerne."

Efter at Østre Landsret den 31. juli 2002 havde stadfæstet kendelsen, foretog fogedretten den 5. august 2002 udlæg for indklagedes fordring og nedlagde auktionsforbud.

Den 6. december 2002 afsagde Ankenævnet kendelse i sag 175/2002. Af afgørelsen fremgår blandt andet:

"Kreditten, der var etableret med D som kontohaver, var i sommeren 2001 udløbet og overtrukket. Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne om en forlængelse/forhøjelse af kreditten eller et lån til indfrielse af denne. Ankenævnet finder herefter, at indklagede var berettiget til at opsige kreditten som sket den 28. august 2001.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, om og i givet fald hvilket omfang D hæfter for overtrækket på kreditten. Det bemærkes herved, at det ikke af sagen klart fremgår, om overtrækket skyldes hævninger foretaget af M i henhold til fuldmagt og i givet fald om fuldmagten omfattede en adgang for M til at stifte gæld på D's vegne."

Den 10. januar 2003 indgav klageren en ny klage over indklagede til Ankenævnet med påstand om frigivelse af ejerpantebrevet mod betaling af kredittens maksimum på 200.000 kr.

Klageren fik i januar 2003 tilbudt et lån på 106.700 EUR i Realkredit Danmark.

Ved skrivelse af 3. marts 2003 overbragte klageren RD pantebrevet, der var tinglyst med retsanmærkning om ejerpantebrevet samt et udlæg på 274.242 kr. Klageren anmodede indklagede om at hjemtage lånet og at anvende provenuet til indfrielse af udlægget og kreditten, idet klageren forudsatte, at kreditten kunne indfries med 200.000 kr. med tillæg af renter.

Ved skrivelse af 6. marts 2003 meddelte indklagede, at man ikke ønskede at forestå hjemtagelsen af lånet, og at fogedsagen ville blive tilbagekaldt, når gælden var indfriet.

Omkring den 1. maj 2003 hjemtog klageren lånet via et andet pengeinstitut. Lånets effektive rente var 3,07 % p.a. Klageren indfriede samtidig sin gæld til indklagede ved betaling af 558.814,53 kr. inklusiv renter 15 % p.a. og omkostninger på 13.232,50 kr. (inkassoomkostninger 10.380 kr. plus fogedgebyr og mødesalær på i alt 2.852,50 kr.). Ved en fejl blev der i opgørelsen beregnet renter for perioden 28. november - 31. december 2001 to gange. Indklagede har under sagen godtgjort klageren de for meget beregnede renter, svarende til 5.995,41 kr., med tillæg af renter fra den 1. maj 2003.

Af kontoudskrifterne vedrørende kreditten fremgår, at hævningerne på denne fortrinsvis skete ved udstedelse af checks.

Af indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter fremgår blandt andet:

"7. Overtræksrente og andre omkostningerDebitor er forpligtet til efter pengeinstituttets fastsættelse at betale overtræksrente, provision eller morarente, gebyrer for udsendelse af rykkerbreve samt udgifter ved juridisk inkassation m.v., såfremt en aftale kommer i overtræk, i restance eller udnyttes i strid med de indgåede aftaler med pengeinstituttet."

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes hæftelse for kassekreditten ikke overstiger 200.000 kr., og at indklagede tilpligtes at yde kompensation for renter og omkostninger.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at fuldmagten til M skal forstås således, at M var berettiget til at disponere inden for kredittens maksimum. Hun kunne berettiget forvente, at hendes hæftelse ikke ville kunne overstige det aftalte maksimum, Såfremt indklagede var af den opfattelse, at fuldmagten gav M ret til at stifte gæld på hendes vegne, burde indklagede have sikret sig, at hun var indforstået hermed.

Det bestrides, at fogedretten har taget stilling til hæftelsen. Ankenævnet bør derfor behandle klagen.

Det bestrides, at samtlige hævninger på kassekreditten er kommet hende til gode. Indklagede har selv mulighed for at konstatere, hvem der har underskrevet de debiterede checks.

Forhøjelsen af ejerpantebrevet skete ikke med henblik på at etablere en større sikkerhed for indklagede, men alene til fordel for hendes primære pengeinstitut, som skulle forestå finansieringen af en ejendomshandel, hvilket indklagede var indforstået med. Da indklagede efterfølgende opsagde engagementet, bristede forudsætningen for forhøjelsen. Hun blev derfor påført unødige omkostninger til forhøjelsen af ejerpantebrevet på 13.400 kr., hvilket beløb indklagede bør erstatte.

Indklagede blev allerede den 9. januar 2003 bekendt med Realkredit Danmarks lånetilbud. Indklagede afviste at medvirke til at hjemtage lånet, hvormed hendes hæftelse for kassekreditten kunne indfries. Samtidig fastholdt indklagede inkassationen via fogedretten. Hun blev herved påført unødige renter og omkostninger, som indklagede bør godtgøre hende.

Indklagede bør således erstatte hendes advokatomkostninger i forbindelse med fogedsagen. Indklagede bør endvidere refundere inkassobeløbet på 10.380 kr., der alene kan henføres til ét brev og derfor er urimeligt højt. Fogedretten har ikke taget stilling til, om indklagede var berettiget til inkassoomkostninger, men har alene anført sin antagelse herom.

Inkassorenten på 15 % p.a. er urimelig høj. Som følge af den manglende hjemtagelse af RD-lånet blev hun påført en betydelig merrenteudgift. Indklagedes vægring ved at ekspedere lånesagen medførte endvidere tab som følge af kursfald i perioden.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ved fogedrettens kendelse blev taget endelig stilling til spørgsmålet om de skyldige beløbs beståen, idet fogedsagen blev behandlet på baggrund af et ejerpantebrev i henhold til retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6, hvorfor Ankenævnet i henhold til vedtægternes § 5, stk. 1 eller denne bestemmelses analogi er afskåret fra at behandle klagen. Subsidiært bør sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, idet klageren har undladt at besvare spørgsmål af væsentlig betydning for sagen. Sagen bør derfor oplyses ved mundtlig forklaring fra sagens parter under strafansvar.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at fuldmagten omfatter ethvert forhold, herunder tillige optagelse af yderligere lån/kredit på klagerens vegne.

Klageren har til stadighed været fuldt bekendt med kontoens posteringer og løbende saldo og med M's dispositioner. Klageren er derfor afskåret fra nu at fremkomme med indsigelser. Trods gentagne opfordringer har klageren ikke redegjort for, hvorvidt overtrækket på kassekreditten er kommet hende til gode, og om M har tilegnet sig beløb i strid med hendes og M's indbyrdes aftaler.

Klageren underskrev allongen om forhøjelse af ejerpantebrevet fra 200.000 kr. til 1 mio. kr., og ejerpantebrevet blev efter forhøjelsen rent faktisk sekundært håndpantsat til klagerens primære pengeinstitut. Der er derfor ikke grundlag for at påberåbe sig bristede forudsætninger og kræve tinglysningsafgiften tilbagebetalt. Den sekundære håndpantsætning bortfaldt først efterfølgende.

Rentetilskrivningen på kassekreditten har været berettiget, jf. de almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

Indklagede var ikke forpligtet til at medvirke til hjemtagelsen af RD-lånet. Det påhvilede klageren at indfri gælden på kassekreditten, og klageren måtte selv tilrettelægge finansieringen af indfrielsen og tidspunktet herfor.

Klageren må endvidere selv bære omkostningerne til egen advokat i forbindelse med afværgelse af fogedsagen og hjemtagelse af RD-lånet.

Inkassoomkostningerne til indklagede i forbindelse med fogedsagen er godkendt af fogedretten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved kendelsen af 10. juni 2002 tog fogedretten i Lyngby stilling til omkostningsspørgsmålet, herunder inkassoomkostningerne til indklagede på 10.380 kr. Ankenævnet finder derfor, at den del af klagen, der vedrører omkostningerne i fogedsagen, ikke kan behandles af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.

Klagerens indsigelser vedrørende hæftelsen for overtrækket på kassekreditten findes imidlertid ikke at være prøvet ved fogedrettens kendelse, hvorfor denne del af klagen ikke afvises i medfør af vedtægternes § 5, stk. 1.

Ankenævnet finder imidlertid, at det på det foreliggende grundlag ikke kan fastslås, om M ved at hæve og udskrive checks, der medførte overtræk på kassekreditten, reelt overskred sin bemyndigelse til at handle på klagerens vegne og herved påførte hende et tab. Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af denne del af klagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Det må lægges til grund, at ejerpantebrevet blev forhøjet efter anmodning fra klageren, og at det efterfølgende blev sekundært håndpantsat til hendes primære pengeinstitut. Ankenævnet finder, at indklagede ikke bærer risikoen for, at klagerens forudsætninger for forhøjelsen bristede. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at erstatte omkostningerne ved forhøjelsen på 13.400 kr.

Indklagede var ikke forpligtet til at medvirke til hjemtagelsen af RD-lånet, og der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet ansvarspådragende i forbindelse med inkassosagen. Der er heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte inkassorenten på 15 % p.a., som ikke findes at være urimelig høj.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår inkassoomkostninger og hæftelse for overtræk på kassekreditten.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.