Limitordre om køb af CFD ikke gennemført. Spørgsmål om godtgørelse.

Sagsnummer:432/2024
Dato:21-03-2025
Ankenævn:Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
Ledetekst:Limitordre om køb af CFD ikke gennemført. Spørgsmål om godtgørelse.
Indklagede:Saxo Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører, at en limitordre om køb af CFD ikke blev gennemført. Spørgsmål om godtgørelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde en konto 158- og adgang til bankens handelsplatform.

Den 6. august 2024 placerede klageren en limitordre om køb af 10 stk. US30.I CFD til en pris på 38,848 EUR.

Banken har oplyst, at ordren samme dag fik ”hit-tid” og kl. 20:50 blev sendt ekstern, hvilket indikerede, at US30.I CFD blev handlet i markedet til limitprisen. Banken har endvidere oplyst, at banken derfor sendte en afdækningsordre til børsen om at købe YMU4 til 38,992 EUR, hvilket var en sammenligningspris, når man justerede for ”Future Contract Basis”, dvs. forskellen mellem “futures pris” af futureskontrakten og spotprisen på CFD index tracker (US30.I). Afdækningsordren skulle ekspederes, for at banken ville være i stand til at ekspedere klagerens CFD-ordre. Banken har anført, at afdækningsordren ikke blev ekspederet og forblev passiv indtil kl. 20:53, hvorfor banken ikke var i stand til at ekspedere klagerens CFD-ordre.

Samme dag kl. 22:29 GMT annullerede klageren sin limitordre.

Banken har fremlagt en udskrift af klagerens aktivitetslog med aktiviteter den 6. august 2024, hvoraf fremgår:

Time

Log type

Activity

Account

User ID

06-Aug-2024 15:56:26

Order activity

Client [klageren] requests Place Buy 10 CFD US30.I Limit @ 38848.0 G.T.C

[158-]

[-321]

06-Aug-2024 15:56:26

Orders

Order [-099]: Placed CFD order to Buy 10 US30.I @ 38848 limit G.T.C. Dealer: 1

[158-]

[-321]

06-Aug-2024 15:56:26

Orders

Order [-099]: Order placed with relations: IfDoneMaster, related orders: [-100], [-101] related position: 0 Dealer: 1

[158-]

[-321]

06-Aug-2024 17:16:08

Trade activity

Client [klageren] has seen order/trade confirmation for order/trade [-099]

[-158]

[-321]

06-Aug-2024 22:29:27

Order activity

Client [klageren] requests Cancel Order [-099], CFD US30.I 10 Buy Limit @ 38848.0 G.T.C

[158-]

[-321]

06-Aug-2024 22:29:27

Orders

Order [-099] Cancelled CFD order to Buy 10 US30.I @38848 limit G.T.C. Dealer: 1 Reason: Normal

[158-]

[-321]

Klageren har fremlagt skærmbilleder af kursdiagrammer fra bankens handelsportal, hvoraf blandt andet fremgår, at prisen på US30.I var 38,8375 EUR, uden at ordren blev eksekveret. Banken har anført, at det af kursdiagrammerne fremgår, at priserne er vejledende.

Den 6. august 2024 gjorde klageren indsigelse mod den manglende eksekvering af limitordren og anmodede banken om at godtgøre ham 1.000 USD (US dollars).

Den 12. august 2024 svarede banken:

”…

We would like to inform you that we have received an update from our backend team, As the CFD ticker symbol US 30. tracks Dow Jones Index.

From your activity log we can see that placed limit buy at 38848 (at 14:56 GMT) after the index recovered from the low of the day. Hoping to get filled at that price. Dow jones index never went below 38900 in spot or futures after the limit order was placed. Hence no issue with execution at all  

…”

Banken medsendte også et skærmbillede fra Bloomberg over prisudviklingen på US30.I den 6. august 2024.

Klageren har anført, at der var en stor prisforskel mellem priserne på bankens egen handelsportal og på skærmbilledet fra Bloomberg. Klageren har anført, at han placerede en limitordre på bankens handelsplatform, hvorfor han måtte have tillid til, at bankens prisangivelser var korrekte.

Den 12. august 2024 fastholdt klageren sin indsigelse mod bankens manglende eksekvering af limitordren. Ved klageformular meddelte klageren banken blandt andet:

”…

Description of the issue

Allthough, the price of the index was clearly at 38.837,5 at 22:50 of the same day (yours platform time) according to your chart & your Ask/Bid given prices, my order never being triggered.

First of all, I would like to remind you that I am client of yours and I invest my savings through your platform (SaxoTraderGO). S, I play with your rules, your prices, your rates, your spreads, your margins, e.t.c. So, if your chart of US30I shows the price of 38.837.5, it means that the subject Index reaches this specific price and the opened orders should be fulfilled. There is no misunderstanding on that!

 

…”

Den 15. august 2024 svarede banken:

“…

We would like to inform you that we have received an update from our trading desk and they have mention that Saxo had externalize a corresponding Algo order into the market but it didn’t get filled. Then you cancelled the order.

If there was any issues with the execution and wanted Saxo to get your order filled, You should not have cancelled the order and reached out to Saxo asap.

As the market has already recovered and per the business terms and condition "Saxo Bank is not liable for potential gains/lost opportunities due to non-execution of orders/instructions from the Client or delays inexecution of orders/instructions" Unfortunately we cannot provide any compensation for the opportunities lost.

…”

Parternes påstande

Den 30. august 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale ham 1.000 USD i kompensation.

Saxo Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens svar til ham var en fornærmelse mod sund fornuft og hans intelligens.

Efter hans henvendelse til banken udførte banken en uprofessionel og dårlig undersøgelse af sagen. Bankens brug af prisdiagrammet fra Bloomberg var forkert. Der var en væsentlig prisdifference på prisdiagrammet fra Bloomberg sammenlignet med samtlige andre prisdiagrammer og bankens egen prisdiagram. Bankens anvendelse af prisdiagrammet fra Bloomberg bragte ham i tvivl om bankens evner, upartiskhed og professionalisme.

Banken gennemførte ikke hans limitordre i henhold til deres aftale. Efter fire dages undersøgelser svarede banken ham på baggrund af et forkert prisdiagram fra Bloomberg, at limitprisen aldrig var nået. Han var nødsaget til at dobbelttjekke dens fejlagtige reference. Efter otte dages undersøgelser konkluderede banken, at han havde handlet forkert ved at annullere sin limitordre, selvom bankens algoritmiske ordre ikke blev eksekveret, og at banken ikke kunne gøre yderligere.

Banken har oplyst, at årsagen til problemet var mangel på likviditet. Han har som mangeårig kunde i banken mødt lignende problem. Alligevel var alle hans ordrer blevet udført efter millisekunder, når prisen ramte limitordren, både når markederne var lukkede og åbne. Banken har både oplyst, at ordrer først bliver gennemført, når de rammer priserne i bankens handelsplatform, men også at priserne på bankens handelsplatform er vejledende. Han ved ikke, hvordan han skal reagere, næste gang en ordre ikke bliver eksekveret.

Selvom han anmodede banken om en kompensation, fik han hverken en kompensation eller en undskyldning. Han har været kunde i banken i mange år, og hans tillid til banken er nu ødelagt. Banken skal genvinde hans tillid og bevise, at dens kunders mening betyder noget. Banken skal rette op på dens fejl i stedet for at negligere det. Banken har ikke anerkendt sin fejl.

Banken skal betale ham en godtgørelse på 1.000 USD som et tegn på dens goodwill efter den uhøflige, arrogante og krænkende adfærd, den har budt ham.

Saxo Bank har anført, at det af prisdiagrammerne fremgår, at markedet ramte grænsen for klagerens limitordre. Da banken ikke var i stand til at ekspedere afdækningsordren, var banken ikke i stand til at ekspedere klagerens limitordre.

Ordrer man afgiver og placerer på bankens handelsplatform udføres baseret på prisen og mængden tilgængelig i det respektive marked. Ordreudførelse sker ikke baseret på et kursdiagram, der er tilgængeligt på handelsplatformen.

Banken er ikke ansvarlig for potentielle gevinster eller tabte muligheder på grund af manglende udførelse af ordrer eller forsinkelser i udførelse af ordrer.  

Limitordren blev håndteret i henhold til bankens ordreeksekveringspolitik og børsens regler. Banken var ikke i stand til at eksekvere ordren, da den ikke blev ekspederet på børsen. Banken har ingen indflydelse på, hvorvidt en ordre bliver ekspederet på børsen.

 Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde en konto 158- og adgang til bankens handelsplatform.

Den 6. august 2024 placerede klageren en limitordre om køb af 10 stk. US30.I CFD til en pris på 38,848 EUR.

Banken har oplyst, at ordren samme dag fik ”hit-tid”, og kl. 20:50 blev sendt ekstern, hvilket indikerede, at US30.I CFD blev handlet i markedet til limitprisen. Banken har endvidere oplyst, at den derfor sendte en afdækningsordre til børsen om at købe YMU4 til 38,992 EUR, hvilket var en sammenligningspris, når man justerede for ”Fu-ture Contract Basis”, dvs. forskellen mellem “futures pris” af futureskontrakten og spotprisen på CFD index tracker (US30.I). Afdækningsordren skulle ekspederes, for at banken ville være i stand til at ekspedere klagerens CFD-ordre. Banken har anført, at afdækningsordren ikke blev ekspederet og forblev passiv indtil kl. 20:53, hvorfor banken ikke var i stand til at ekspedere ordren.

Samme dag kl. 22:29 GMT annullerede klageren sin limitordre.

På baggrund af det af banken anførte finder Ankenævnet, at der ikke er grundlag for at fastslå, at banken kunne have gennemført klagerens limitordre om køb af 10 stk. US30.I CFD til en pris på 38,848 EUR.

Ankenævnet finder derfor, at banken i forbindelse med den manglende eksekvering af klagerens limitordre ikke kan anses for at have handlet ansvarspådragende. Allerede som følge heraf er klageren ikke berettiget til erstatning fra banken.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.