Opgørelse af krav i henhold til kaution. Gebyr for returnering af betaling i betalingsservice.

Sagsnummer:372/1999
Dato:16-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Kaution - omfang
Inkasso - rentens størrelse
Gebyr - PBS-aftale
Inkasso - forbehold for ikke automatisk tilskrevne renter
Ledetekst:Opgørelse af krav i henhold til kaution. Gebyr for returnering af betaling i betalingsservice.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse, herunder opgørelsen af kravet samt indklagedes opkrævning af et gebyr på 125 kr. for returnering af en betaling i betalingsservice.

Sagens omstændigheder.

Til brug for driften af en virksomhed ydede indklagede en kassekredit på 175.000 kr. til et af klageren ejet anpartsselskab.

Ved kautionsdokument af 21. august 1992 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for, hvad anpartsselskabet måtte blive indklagede skyldig "i medfør af følgende forpligtelse over for banken, herunder renter og omkostninger i anledning af en eventuel misligholdelse", herunder kassekreditten.

Den 9. september 1997 tiltrådte klageren en forlængelse af kassekreditten.

Den 16. marts 1998 gik selskabet konkurs.

Den 20. marts 1998 anmeldte indklagede et krav på 169.898 kr. i boet, svarende til kredittens saldo på 164.899 kr. med tillæg af rente for perioden 1. januar til 20. marts 1998. Saldoen blev samtidig overført til en inkassokonto, og den automatiske renteberegning blev standset. Kontoudskrifterne vedrørende inkassokontoen blev fremsendt til boets kurator.

Den 1. juli 1998 gennemførte indklagede en intern overførsel og en betaling i betalingsservice ved træk på klagerens lønkonto, som herved kom i overtræk. Som følge af overtrækket blev overførslen og betalingen tilbageført den 2. juli 1998. Samtidig blev kontoen debiteret et gebyr til indklagede på 125 kr. for returnering af BS-betalingen. Gebyret fremgår af indklagedes gebyroversigt. Samme dag indgik klagerens løn på kontoen, og der indestod herefter tilstrækkelige midler til både overførslen og betalingen.

I april 1999 blev det aftalt, at afviklingen af kautionsforpligtelsen skulle afvente opgørelsen af boet.

Den 5. juli 1999 blev inkassokontoen krediteret 75.157 kr., som indklagede modtog i dividende fra boet.

Ved skrivelse af 3. august 1999 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionen.

Kontoen udviste nu en negativ saldo på 128.200 kr., idet der var debiteret nogle mindre gebyrer til dataløn i henhold til aftale med kurator, og idet indklagede havde tilskrevet rente med i alt 38.079 kr. Rentebeløbet var beregnet på grundlag af inkassorentesatser i intervallet 13,75-15% p.a. Produktrenten var 12% p.a.

På baggrund af en indsigelse fra klageren vedrørende renterne tilbød indklagede ved skrivelse af 25. august 1999 at nedsætte kravet til 126.931 kr., hvorved klageren blev stillet, som om der alene var blevet beregnet rente frem til den 5. juli 1999.

Den 15. september 1999 indbetalte klageren med forbehold 126.931 kr. til indklagede.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde, subsidiært nedsætte kautionskravet og at tilbageføre gebyret på 125 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han flere gange forgæves forsøgte at formå indklagede til at fremkomme med et udspil vedrørende kautionen, men at indklagede først reagerede i april 1999. Indklagede burde allerede den 20. marts 1998 have iværksat en forhandling og søgt gælden indfriet.

Han er først nu blevet bekendt med korrespondancen mellem boet og indklagede, hvorfor han ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser. Det var etisk og moralsk forkert af indklagede at sætte ham uden for indflydelse og i stedet læne sig tilbage og sende sagen til inkasso for herefter at inkassere 36.000 kr. i overtræksrente.

Kautionsforpligtelsen er ugyldig på grund af indklagedes egen skyld. Indklagede bør i hvert fald frafalde kravet om renter.

Da det i april 1999 blev aftalt at vente til boet var gjort op, vedrørte sagen alene en forhandling om hovedstolen.

Det var urimeligt, at indklagede i juli 1998 uden varsel returnerede betalingen via betalingsservice. Da indklagede opdagede, at der var gået løn ind, kunne betalingen ikke gennemføres på ny, og han måtte derfor selv skaffe et nyt indbetalingskort og betale dette. Alligevel mente indklagede sig berettiget til et gebyr.

Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsen er gyldigt stiftet, og at den ikke efterfølgende er bortfaldet.

Kautionsforpligtelsen omfattede alle selskabets forpligtelser over for indklagede, herunder renter.

Den endelige opgørelse af kravet blev i henhold til aftale med klageren i april 1999 udskudt til udlodningstidspunktet.

Det bestrides, at der fra indklagedes side er handlet på en måde, som kan begrunde bortfald af kautionsforpligtelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens kaution for selvskabets kassekredit omfattede tillige renterne på selskabets kassekredit og omkostningerne i anledning af en eventuel misligholdelse.

Klageren måtte således påregne, at indklagedes tilgodehavende i henhold til kassekreditten fortsat ville blive krævet forrentet også efter selskabets konkurs, og Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at indklagede over for klageren har givet afkald på renter.

Under hensyn til at indklagede først den 3. august 1999 forlangte kautionen indfriet, finder Ankenævnet imidlertid, at indklagede i forhold til klageren bør frafalde sit krav om misligholdelsesrente. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør stille klageren, som om gælden i henhold til kassekreditten alene var blevet forrentet med produktrenten på 12% p.a.

For så vidt angår returneringen af betalingen i betalingsservice i juli 1998 må det lægges til grund, at klagerens lønkonto kom i overtræk som følge af betalingen, hvorfor indklagede var berettiget til at tilbageføre denne. Gebyret herfor fremgår af indklagedes prisliste, og Ankenævnet finder ikke, at gebyret er urimeligt stort.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger ved at refundere en del af klagerens betaling på 126.931 kr. stille klageren, som om der ved opgørelsen af kautionen alene var beregnet rente svarende til produktrenten på kassekreditten. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.