Kaution, gammel gæld, oplysningspligt.

Sagsnummer:401/1993
Dato:31-01-1994
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, gammel gæld, oplysningspligt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I forbindelse med en forhøjelse af klagerens søns lån i indklagedes Allingåbro afdeling underskrev sønnen et gældsbrev (-7), ifølge hvilket han erkendte at skylde indklagede 47.961,34 kr. Klageren havde, siden lånet blev ydet i 1987, kautioneret for dette, og ved selvskyldnerkautionserklæring af 21. juni 1991 afgav klageren i forbindelse med forhøjelsen af lånet fornyet selvskyldnerkautionserklæring. Lånet blev misligholdt fra september 1991.

Ved skrivelse af 9. marts 1992 fremsendte indklagede udkast til kautionsdokument samt skadesløsbrev på 250.000 kr. til klageren. Det oplystes, at kautionsforpligtelsen omfattede en ny kassekredit (-1) på 130.000 kr.; den resterende kaution på 120.000 kr. vedrørte en erhvervskredit (-0), hvorpå skylden androg 164.370,16 kr., og var således sikkerhed for gammel gæld. Det var endvidere anført, at denne konto p.t. ikke forrentedes. Af årsudskrift fra 1991 fremgår, at denne kredits maksimum udgjorde 75.000 kr., og at der var bevilget et overtræk 90.000 kr. Derudover udgjorde debitors engagement med indklagede en erhvervskredit med et maksimum på 57.062,87 kr. (-5) og et erhvervslån med restgæld pr. 31. december 1991 på 209.772,54 kr. (-3). Efter at klageren den 11. marts 1992 havde underskrevet selvskyldnerkautionserklæringen, ifølge hvilken han kautionerede begrænset til 250.000 kr. for ethvert mellemværende, som debitor havde eller senere måtte få overfor indklagede, ydede indklagede ved kreditkontrakt af 13. marts 1992 sønnen kreditten på 130.000 kr. (-1).

Det fremgår af kontoudskrifter over debitors engagement med indklagede, at debitor den 13. marts 1992 indbetalte 12.500 kr. på den nyoprettede kredit, hvorefter der hævedes et beløb på 33.540 kr. Heraf overførtes 24.400 kr. til erhvervslånet (-3) og 5.600 kr. til kautionslånet (-7), som herved blev bragt à jour, medens de resterende 3.540 kr. var omkostninger ved etablering af kreditten. Der blev herefter løbende fra kreditten (-1) overført ydelser til erhvervslånet (-3) og kautionslånet (-7).

Ved skrivelse af 5. februar 1993, hvor saldoen på den kautionssikrede kredit (-1) udgjorde 181.298,52 kr. (negativ), gjorde indklagede kautionsforpligtelsen på 250.000 kr. gældende overfor klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen af 11. marts 1992 helt eller delvist ikke kan gøres gældende overfor ham.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med, at han påtog sig kautionsforpligtelsen, undlod at oplyse, at det eksisterende kautionsengagement (konto -7) var misligholdt. Derudover anvendtes 30.000 kr. til inddækning af restancer på erhvervslån (-3) og kautionslån (-7), ligesom der herefter løbende overførtes ydelser fra den nye kredit (-1) til disse to lån. Indklagede oplyste i forbindelse med hans påtagelse af kautionsforpligtelsen, at rentetilskrivningen på et erhvervslån var nulstillet, men undlod at oplyse om det yderligere engagement i form af erhvervskreditten (-5) og erhvervslånet (-3). Han fik under en samtale med afdelingen det indtryk, at man ønskede at hjælpe sønnen over en midlertidig krise, og at dette kunne lade sig gøre, hvis indklagede nulstillede rentetilskrivningen på engagementet. Henset til, at kautionsløftet er afgivet efter en samtale med indklagede, hvor sønnens økonomi blev drøftet, og hvor indklagede fortiede oplysninger om væsentligt misligholdte lån, bør kautionslånet anses som ugyldigt i medfør af aftalelovens §§ 33 og 36.

Indklagede har anført, at klageren i begyndelsen af 1992 telefonisk kontaktede afdelingen og bekræftede, at han ville kautionere for den nye kredit samt yderligere 120.000 kr. vedrørende et usikret lån. Det fremgik af denne og tidligere samtaler, at klageren var bekendt med, at engagementet var misligholdt. Afdelingens medarbejder meddelte, at den nye kredit bl.a. skulle anvendes til afvikling af restancer. Klageren fik endvidere oplyst, at der ikke blev tilskrevet renter på det lån, der delvist skulle kautioneres for. Klageren accepterede uden forbehold tillige at kautionere for gammel gæld. Der har ikke været anden kontakt mellem klageren og indklagede, idet alle dokumenter er fremsendt til klagerens eget pengeinstitut, hvor klageren har underskrevet. Det fremgår af indklagedes skrivelse af 9. marts 1992 til klageren, at det usikrede lån p.t. ikke forrentedes, og det forhold, at klageren ikke nærmere undersøgte dette, viser, at han havde kendskab til forholdene. Indklagede var i øvrigt berettiget til at forudsætte, at kautionisten havde undersøgt sin søns økonomi, forinden beslutningen om at kautionere blev truffet. En eventuel nedsættelse af kautionsforpligtelsen bør under alle omstændigheder højst kun vedrøre den del af den nye kredit, der anvendtes til betaling af restancer på de misligholdte lån. Debitor indbetalte selv 12.500 kr., og af den nye kredit anvendtes 17.500 kr. til betaling af restancer. Heraf anvendtes 5.600 kr. til nedbringelse af et lån, klageren i forvejen kautionerede for, hvorfor en eventuel nedsættelse af kautionsforpligtelsen højst bør udgøre 11.900 kr. Såfremt nævnet ikke finder det godtgjort, at indklagede har oplyst klageren om sønnens økonomiske forhold, og såfremt dette tillægges betydning for hæftelsen, bør sagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger:

Den kautionsforpligtelse på 250.000 kr., som klageren påtog sig i marts 1992, omfattede en ældre erhvervskredit med en restgæld på ca. 164.000 kr., på hvilken rentetilskrivningen midlertidigt var indstillet, ligesom to andre lån, herunder et betydeligt erhvervslån, var misligholdt på tidspunktet for kautionens stiftelse. Der er ikke forelagt nærmere oplysninger om baggrunden for, at indklagede desuagtet fandt det forsvarligt at yde sønnen en ny erhvervskredit på 130.000 kr., eller om baggrunden for kravet om, at klageren ikke alene skulle kautionere for denne, men også for den ældre kredit på 164.000 kr. Det er omtvistet, i hvilket omfang indklagede orienterede klageren om sønnens økonomiske situation, herunder om de misligholdte lån, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, i hvilket omfang sønnen selv havde orienteret klageren. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.