Indsigelse mod H’s hæftelse for lån. Falsk.

Sagsnummer:226/2015
Dato:07-09-2016
Ankenævn:Kari Sørensen, Michael Reved, George Wenning, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod H’s hæftelse for lån. Falsk.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagernes indsigelse mod H’s hæftelse for lån i Sydbank.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Sydbank.

M fik den 31. august 2009 registreret sin NemKonto -175 i banken. Den 13. september 2010 ændrede banken M’s NemKonto til konto -008.

Den 13. august 2012 underskrev klagerne et gældsbrev til banken, hvor hovedstolen udgjorde 105.500 kr.

H mailkorresponderede den 24. oktober 2012 med banken omkring en låneforhøjelse. I en mail afsendt kl. 13:37 fra H til banken, anførte H:

”… Du kan scanne det [gældsbrevet] og maile det til [M], så skriver vi begge under her og mailer tilbage. Der er helligdag her i hvert fald på fredag, måske også i morgen, det ved jeg ikke helt. Men jeg tror at [arbejdspladsen] arbejder i morgen, så kan vi nå at sende det der. Hvor hurtigt kan du have papirerne færdig?

…”

M skrev i en mail af 29. oktober 2012 til banken:

”…

Hermed dokumentet underskrevet. Hvis du har brug for en original, kan [H] tage den med hjem og sende den til dig.

…”

H var indsat som cc-modtager på M’s mail af 29. oktober 2012 til banken.

Ifølge gældsbrevet af 29. oktober 2012, der fremtræder som underskrevet af både M og H, blev klagernes lån forhøjet til 126.071 kr. Klagerne har oplyst, at gældsbrevet ikke blev underskrevet af H.

På grund af misligholdelse af klagernes fælles engagement til banken opsagde banken den 6. december 2013 klagernes fælles konto -247 til fuld indfrielse. Skylden blev den 6. december 2013 opgjort til 140.779,62 kr., hvortil ville komme renter fra den pågældende dato til betaling ville finde sted.

Den 23. juni 2015 ændrede banken M’s NemKonto til konto -175.

Den 24. juni 2015 ændrede M sin NemKonto, der herefter blev registreret i et andet pengeinstitut.

Den 25. juni 2015 indgik et beløb på 156.638,52 kr. til M’s konto -175 fra Skat for overskydende skat.

Den 25. juni 2015 opgjorde banken klagernes samlede gæld inklusive renter i perioden 18. december 2013 til 25. juni 2015 til 177.672,87 kr. Banken meddelte samtidig klagerne, at banken havde foretaget modregning i det af Skat den 25. juni 2015 på konto -175 indgåede beløb på 156.638,52 kr. for overskydende skat. Klagernes gæld til banken udgjorde herefter 21.034,35 kr.

M rettede i mailkorrespondance den 29. juni 2015 henvendelse til bankens klageansvarlige med anmodning om, at udbetalingen af den overskydende skat blev tilbageført til M. Banken tilbød M i mail af 8. juli 2015 at forlige sagen ved at tilbagebetale et beløb på 38.000 kr., som skulle svare til skyldig husleje og vand/varme/el.

Den 10. juli 2015 indbragte klagerne sagen for Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at banken skulle tilbageføre udbetalingen fra Skat samt ophøre med sin adgang til klagernes eBoks/skattemappen. Derudover skulle banken anerkende, at klagernes børns konti ikke kunne anvendes til modregning, ligesom banken skulle anerkende, at banken ikke kunne ændre klagernes NemKonto uden skriftlig accept fra klagerne. Endelig skulle banken medvirke til en for klagerne acceptabel afdragsordning for afvikling af lånet.

Den 25. september 2015 nedlagde klagerne tillige påstand om, at banken skulle frafalde ethvert krav mod H i henhold til lånet.

Den 17. november 2015 meddelte banken Ankenævnet, at banken den 11. november 2015 havde meddelt klagerne, at det modregnede beløb på 156.638,52 kr. ville blive returneret til klagerne.

Sagen for Ankenævnet vedrører herefter alene H’s hæftelse for lånet.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at Sydbank skal frafalde ethvert krav mod H i henhold til lånet.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at H var vidende om lånet i 2012, og at H havde været med til at forhandle forhøjelsen af lånet, da H i daværende periode styrede klagernes fælles økonomi.

H har imidlertid aldrig skrevet under på lånet og hæfter derfor heller ikke for dette.

Underskriften på gældsbrevet af 29. oktober 2012 er således forfalsket.

Sydbankhar anført, at klagerne underskrev en forhøjelse af gældsbrevet dateret den 13. august 2012, hvor skylden blev forhøjet til 105.500 kr. Forhøjelsen skete efter mailkorrespondance med H den 3. og 6. august 2012, hvorefter banken til sidst besluttede at acceptere, at lånet blev forhøjet.

I mailkorrespondance af 24. oktober 2012 mellem H og banken angående låneforhøjelsen den 29. oktober 2012 fremgik, at H var bekendt med og indforstået med, at lånet blev forhøjet. I den forbindelse anmodede H selv rådgiveren om at fremsende dokumentet til M, hvorefter de begge kunne underskrive dokumentet og sende det retur til banken.

Selve det af klagerne underskrevne gældsbrev af 29. oktober 2012 blev fremsendt i mail af samme dato fra M til banken. H var indsat som cc-modtager på M’s mail til banken, og H modtog dermed kopi af mailen fra M til banken, hvor gældsbrevet blev returneret i underskrevet stand, uden at H straks reagerede overfor banken. Det er først ved indgivelse af klagen til Pengeinstitutankenævnet, at H’s underskrift på gældsbrevet bestrides.

H hæfter solidarisk med M for den fælles gæld optaget ved gældsbrev dateret den 29. oktober 2012.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet kan ikke på det foreliggende grundlag afgøre, om H’s underskrift på gældsbrevet af 29. oktober 2012 hos Sydbank som meddebitor sammen med M er falsk.

Ankenævnet finder, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen efter mundtlige forklaringer fra parterne og relevante vidner under strafansvar samt efter, at den underskrift, som klagerne gør indsigelse mod, eventuelt er forelagt en grafolog. En afgørelse af sagen vil således kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet herefter må afvise sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.