Krav om tilbagebetaling af del af et salgsprovenu fra ejendomshandel som var udbetalt til samlevers selskab

Sagsnummer:154/2016
Dato:17-11-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Inge Kramer, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om tilbagebetaling af del af et salgsprovenu fra ejendomshandel som var udbetalt til samlevers selskab
Indklagede:BankNordik
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører et krav om tilbagebetaling af del af et salgsprovenu fra en ejendomshandel, som var udbetalt fra en mellemfinansieringskredit til en samlevers selskab.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans daværende samlever H var kunder i BankNordik. I forbindelse med deres salg af en ejerlejlighed blev der oprettet en skødedeponeringskonto -989.

Samtidig indgik parret den 16. oktober 2014 en mellemfinansieringskreditaftale med banken, udlægskonto -100, på 1.360.000 kr., som de kunne trække på i forbindelse med køb af en ny ejendom. Kreditaftalen blev oprettet med både klageren og samleveren som debitorer og med sikkerhed i salgsprovenuet fra ejerlejligheden. Kreditten forfaldt til fuld indfrielse ved frigivelse af deponeringen fra salget af ejerlejligheden, dog senest den 1. marts 2015.

Af kontoudtog for udlægskonto -100 fremgår bl.a., at der den 30. oktober 2014 blev hævet 1.357.500 kr. til deponering i forbindelse med købet af den ny ejendom. Den 4. november 2014 blev der indsat 1.089.283,21 kr. fra Totalkredit i forbindelse med salget af ejerlejligheden. Den 11. november 2014 blev der hævet 700.000 kr. vedrørende ”Café”. Den 2. januar 2015 blev der overført 1.010.334,18 kr. fra deponeringskonto -989, og udlægskontoen blev herved indfriet.

Banken har oplyst at klageren på et ”underskriftsmøde” den 27. oktober 2014 i banken, hvor også H deltog, bad bankens kunderådgiver om hurtigst muligt at få adgang til provenuet fra salget, idet H skulle åbne en café, hvorfor hun skulle have overført 700.000 kr. Nogle dage senere ringede klageren til bankens filialdirektør og rykkede for overførslen af de 700.000 kr. Banken overførte herefter 700.000 kr. til et selskab, der tilhørte H. Klageren har bestridt hændelsesforløbet.

Parternes påstande

Den 26. april 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at BankNordik skal tilbageføre de 700.000 kr., der blev udbetalt til H’s selskab. Subsidiært skal banken betale et mindre beløb fastsat efter Ankenævnets skøn. Mere subsidiært skal banken tilbagebetale 183.335 kr.

BankNordik har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at overføre beløbet på 700.000 kr. til H’s selskab.

Han og H drøftede på et møde med banken muligheden for at overføre en del af provenuet fra ejendomssalget som indskud til opstart af café. Han har imidlertid ikke godkendt en overførsel på 700.000 kr. til H’s selskab. Overførslen skete på opfordring af H.

Beløbet udgjorde mere end 2/3 af salgsprovenuet og er i øvrigt et uforholdsmæssigt stort indskud til opstart af en café, hvor al inventaret allerede var indkøbt og medfulgte.

Der var tale om en fælles udlægskonto med begrænset dispositionsadgang. Banken burde derfor have sikret sig skriftligt samtykke fra begge parter til overførsel af et beløb af denne størrelse.

Det forhold, at han og H senere hen gik fra hinanden er uden betydning for sagen. De var på tidspunktet for overførslen af beløbet ugifte samlevende og derfor økonomisk uafhængige af hinanden.

Hvis det lægges til grund, at han og H skulle dele salgsprovenuet ligeligt, og at hele H’s andel er overført til hendes selskab, skal banken betale ham 183.335 kr., hvilket udgør hans andel af provenuet.

BankNordikhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens anmodninger om overførsel af det omhandlede beløb er afgivet mundtligt. En mundtlig aftale er juridisk bindende. For at indklagede kan løfte bevisbyrden for, at aftalen er indgået, må der ske vidneafhøring af kunderådgiveren og den tidligere filialdirektør, som modtog overførselsanmodningerne. Da der ikke foreligger skriftlig dokumentation, vil der uden vidneafhøring være så stor usikkerhed om bedømmelsen af sagens faktiske omstændigheder, at klagen må afvises under henvisning til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at såfremt Ankenævnet beslutter at behandle klagen, må der ske vidneafhøring af kunderådgiveren og den tidligere filialdirektør, eller også må indklagerede få lejlighed til at fremlægge skriftlige udtalelser fra de nævnte personer.

Klageren har selv bedt om overførslen og førte selv ordet ved den første anmodning om overførslen. Det var også klageren, der nogle dage senere rykkede for overførslen.

Overførslens størrelse eller forholdsmæssighed har ingen betydning for sagens afgørelse.

Banken blev først omkring midten af december 2014 opmærksom på, at klageren og H havde ophævet samlivet. Det forhold, at klageren og H efter overførselsanmodningen gik fra hinanden, kan ikke have den betydning, at indklagede skal tilbagebetale beløbet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og H solgte en ejendom og købte en anden. Der blev den 16. oktober 2014 oprettet en midlertidig udlægskredit på 1.360.000 kr., til finansiering af ejendomskøbet med sikkerhed i salgsprovenuet fra den solgte ejendom. Både klageren og H var indehavere af udlægskonto -100.

Den 11. november 2014 udbetalte banken 700.000 kr. fra konto -100 til H’s selskab. Klageren har erkendt, at overførslen af beløbet blev drøftet på et møde i banken den 27. oktober 2014, hvori han også deltog, men har bestridt, at han gav samtykke til, at beløbet blev overført.

Banken har anført, at der på mødet i banken blev indgået en mundtlig aftale med klageren om at overføre beløbet til H’s selskab.

Ankenævnet finder, at afgørelsen af sagen beror på, om klageren, herunder på mødet med banken, mundtligt har givet samtykke til, at banken overførte 700.000 kr. til H’s selskab. Hvis dette er tilfældet, er bankens udbetaling til H sket med frigørende virkning for banken.

Ankenævnet finder, at der ikke kan træffes afgørelse om dette spørgsmål uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaring, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet derfor må afvise at afgøre sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle sagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.