Spørgsmål om klageren var bundet af håndpantsætning af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for sin nu tidligere ægtefælles virksomhed.

Sagsnummer:365/2010
Dato:07-10-2011
Ankenævn:Henrik Bitsch, Søren Geckler, Kjeld Gosvig Jensen, Niels Bolt Jørgensen og Karin Ladegaard
Klageemne:Tredjemandspant - realisation
Tredjemandspant - stiftelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om klageren var bundet af håndpantsætning af ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for sin nu tidligere ægtefælles virksomhed.
Indklagede:Sparekassen Farsø
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om klageren var bundet af en håndpantsætningserklæring, hvorved hun og hendes nu tidligere ægtefælle havde pantsat et ejerpantebrev med pant i deres fælles ejendom til sikkerhed for ægtefællens virksomhed.

Sagens omstændigheder.

Klagerens tidligere ægtefælle, Æ, startede i 2005 et murerfirma. Klageren og Æ samlede i den forbindelse deres engagement i pengeinstituttet P og håndpantsatte et ejerpantebrev til banken på 150.000 kr. med pant i deres fælles ejendom til sikkerhed for firmaets engagement hos P.

Ifølge det oplyste skiftede klageren og Æ sammen med Æ’s firma pengeinstitut til Sparekassen Farsø i sommeren 2008.

Den 30. oktober 2008 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring til erstatning for en håndpantsætningserklæring af 1. juni 2008. Af erklæringen fremgik blandt andet:

"…

Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som ovennævnte debitor(er) nu har eller senere måtte få over for Sparekassen Farsø håndpantsætter undertegnede:

[Æ og klageren]

Herved efterfølgende effekter:

Ejerpantebrev stort kr. 2.000.000,00,- med pant i [parrets fælles ejendom].

Jeg er bekendt med og har modtaget kopi af låneaftale/kreditaftale, kopi af kreditoplysninger (såfremt disse kræves i henhold til kreditaftaleloven), samt genpart af dette dokument, hvis beskrivelse jeg accepterer. Endvidere er jeg bekendt med og har modtaget "Sparekassen Farsøs almindelige forretningsbetingelser", og "Sparekassen Farsøs almindelige bestemmelser for lån og kreditter", som jeg accepterer som en del af dokumentets vilkår.

…"

Klageren har oplyst, at hun og Æ den 6. februar 2009 blev separeret, men at de begge boede på ejendommen frem til den 20. juni 2009.

I sommeren 2009 gik Æ’s firma konkurs, og klagerens og Æ’s fælles ejendom blev solgt.

Ved e-mail af 2. september 2009 kontaktede klagerens advokat sparekassen og gjorde gældende, at klageren ikke blev rådgivet i forbindelse med håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 2.000.000 kr., hvorfor sparekassen måtte være erstatningsansvarlig for klagerens tab i forbindelse med hussalget.

Ved e-mail af 7. september 2009 afviste sparekassen kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Farsø skal betale 1.000.000 kr.

Sparekassen Farsø har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun gik med til, at P fik pant for 150.000 kr. i huset, da dette ikke var mere end, at de, i tilfælde af firmaets konkurs, stadig kunne beholde huset.

Æ startede lånefinansierede projekter i firmaet, hvilket hun var imod. Hun fik lavet særeje, så firmaets kreditorer ikke skulle kunne tage hendes del af huset, hvis det skulle gå galt for Æ.

Da P ikke længere ville støtte Æ’s projekter i firmaet, aftalte Æ et møde med en bekendt, der er ansat i sparekassen. Æ fortalte ikke, hvorfor han pludselig var utilfreds med P.

Hun ønskede ikke at skifte pengeinstitut, da hun var tilfreds med P. Hun har altid ordnet deres privatøkonomi, og har altid haft orden i tingene.

Æ pressede hende til at skifte pengeinstitut, da de altid har haft hele deres engagement ståede i samme pengeinstitut.

Hun ved ikke, hvad Æ aftalte med sparekassens medarbejder. En dag da hun kom hjem fra arbejde, blev hun blot informeret om, at sparekassens medarbejder ville komme samme aften, så de kunne underskrive papirerne vedrørende overførslen af deres engagement. Hun blev meget overrasket, da hun slet ikke vidste, at planerne var så fremskredne, og da hun ikke havde planlagt at skulle have "bankmøde" samme aften.

Sparekassens medarbejder præsenterede hende for en stor stak papirer og fortalte hende, hvor hun skulle skrive under. Hun havde indtrykket af, at det var en almindelig overførsel af det engagement, de i forvejen havde hos P. Hun fik ingen rådgivning og har ikke været til nogen møder i sparekassen, hverken før eller efter.

Hun havde ingen indsigt i firmaet og gav op, da ægteskabet ikke fungerede. Hun troede, at hun i forbindelse med en skilsmisse kun stod til at miste halvdelen af pantet på 150.000 kr.

I juni 2009 blev hun kontaktet af Æ’s ansatte, da de ikke havde fået løn, og da de ikke kunne få fat i ham. Selv fik hun heller ikke fat i ham før sent den efterfølgende dag. I mellemtiden havde hun travlt med at finde ud af, hvad der reelt var foregået.

Først da fandt hun ud af, hvorfor det var så vigtigt for Æ, at hun også skiftede pengeinstitut. Sparekassen ville have langt mere pant i huset, hvis Æ og hans firma overhovedet skulle være kunde hos dem.

I samme forbindelse fandt hun ud af, at Æ i januar 2009 havde anskaffet sig en lejlighed, hvorfra han ordnede alt vedrørende firmaet, og hvorfra han også fik adgang til deres netbank. Når hun ikke var hjemme, hentede han posten, så hun ikke skulle finde ud af noget. Hun kunne ikke få adgang til netbank hjemme, tjekke saldo og betale regninger, som hun plejede. Da hun henvendte sig til sparekassen, modtog hun blot et skærmprint med hendes seneste posteringer, men fik ikke svar på, hvorfor hun ikke kunne få netbank op at køre hjemme.

Først i forbindelse med sagens indbringelse for Ankenævnet har hun fundet ud af, at banken også havde pant i Æ’s biler og byggegrunde.

Som følge af sparekassens manglende rådgivning i forbindelse med overførelsen af engagement og forhøjelsen af pantet i huset til 2.000.000 kr. er banken erstatningsansvarlig for det tab, hun er blevet påført som følge af manglende udbetaling af provenu ved salg af huset.

I øvrigt er der tale om forhøjelse af en pantsætning til sikkerhed for gammel gæld på et tidspunkt, hvor sparekassen burde vide, at der var en nærliggende risiko for, at hun ville miste sine værdier på grund af Æ’s skrantende firma.

Sparekassen Farsø har for så vidt angår afvisningspåstanden anført, at sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet henset til den bevisførelse, der er påkrævet for at belyse sagens fakta.

For så vidt angår frifindelsespåstanden har Sparekassen Farsø anført, at klageren og Æ blev kunder i sparekassen i sommeren 2008. Til sikkerhed for deres engagement fik sparekassen samtidig pant i biler, to grunde og parrets private bolig.

Rådgivningen fandt sted i parrets hjem. På mødet gennemgik sparekassens medarbejder alle dokumenter herunder pantsætningsdokumenterne. Det oprindelige pantsætningsdokument på 150.000 kr. blev underskrevet på dette møde. Forhøjelsesdokumentet blev derimod sendt til parret til underskrift.

Det er almindelig praksis kun at aftale rådgivningsmøde med den ene part.

Klageren var bevidst om konsekvenserne af at pantsætte sin bolig, idet hun også i sit tidligere pengeinstitut havde pantsat samme bolig.

Det er irrelevant at diskutere rådgivningsaftaler i forbindelse med tredjemandspant, da kun låntager skal underskrive rådgivningsskemaet, jf. god skik-bekendtgørelsen § 14.

Der er ikke tale om sikkerhed for gammel gæld, idet pantet i første omgang blev givet i forbindelse med klagerens og Æ’s flytning til sparekassen og i anden omgang blev forhøjet i forbindelse med en forhøjelse af engagementet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren var korrekt informeret om konsekvenserne ved oprettelse af ejerpant på maksimalt 150.000 kr. med pant i hendes faste ejendom.

Spørgsmålet om hvorvidt klageren ved forhøjelse af ejerpantet til 2.000.000 kr. var tilstrækkeligt informeret om følgerne heraf, findes, også henset til at underskrift, trods flere bankmedarbejderes vitterlighedspåtegning, efter det oplyste fandt sted i klagerens hjem, at kræve bevisførelse af et omfang, der ikke kan finde sted ved Ankenævnet. Det er således bl.a. nødvendigt, at parterne afgiver forklaring. Som følge heraf afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.