Udlån, rådgivning.

Sagsnummer:348/1992
Dato:06-11-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Udlån, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 14. februar 1989 ydede indklagede klagerne en kassekredit på 62.200 kr. Klagerne underskrev samtidig en håndpantsætningserklæring, hvorefter klagerne håndpantsatte et ejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i klagernes ejendom samt ædelstene angivet til en værdi af 60.000 kr.

Klagerne har oplyst, at bevillingen af kreditten skete i forbindelse med henvendelse fra en repræsentant for et ædelstensfirma. Pågældende stillede klagerne en betydelig gevinst i udsigt ved investering i ædelstene og kunne sørge for, at investeringen finansieredes igennem indklagede. Ifølge klagerne fandt der ikke nogen personlig kontakt eller rådgivning sted, og klagerne var ikke allerede kunder hos indklagede. Indklagede har henvist til en under sagen fremlagt låneanmodning underskrevet af den ene af klagerne den 5. februar 1989, men har bekræftet, at der ikke var nogen personlig kontakt med klagerne ved kredittens etablering. Låneansøgningen er formentlig indleveret af ædelstensfirmaet til indklagede.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at modtage de pantsatte ædelstene til fuld afgørelse af mellemværendet med kassekreditten.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at det er klagernes indtryk, at der via den pågældende repræsentant for ædelstensfirmaet var et tæt samarbejde mellem indklagede og ædelstensfirmaet. Klagerne finder, at indklagede burde have taget en personlig drøftelse med klagerne og rådgivet dem forinden etableringen af kassekreditten. Indklagede har haft et indgående kendskab til ædelstenshandlen og burde derfor være særlig opmærksom på rådgivning af nye kunder herom og påpege den betydelige risiko ved en sådan investering.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at investeringen i ædelstene må anses for erhvervsvirksomhed, hvorfor Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Hertil kommer, at der mellem parterne er uenighed om det faktiske hændelsesforløb, hvorfor sagens afgørelse kræver en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerne skriftligt har anmodet om kredittens etablering. Indklagede har ved etableringen af kassekreditten sikret sig, at der var fornøden sikkerhed i form af det håndpantsatte ejerpantebrev. Ved indklagedes behandling af låneansøgningen er tilkendegivet, at indklagede ikke havde mulighed eller forudsætninger for at vurdere klagernes investering. Indklagede bestrider, at der var et tæt samarbejde mellem indklagede og ædelstensfirmaet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise den indgivne klage under henvisning til, at denne angår et erhvervsmæssigt formål og således ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence jfr. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2.

Ankenævnet finder, at klagernes påstand må forståes således, at det gøres gældende, at der bestod en sådan forbindelse mellem købet af diamanterne og bevillingen af kassekreditten, at der foreligger et kreditkøb, som omhandlet i kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2. En stillingtagen hertil findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, som efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.