Indsigelse om forældelse af gæld optaget i 1995. Spørgs-mål om klageren havde erkendt gælden i 2009.

Sagsnummer:399/2018
Dato:04-04-2019
Ankenævn:Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Forældelse - udlån
Ledetekst:Indsigelse om forældelse af gæld optaget i 1995. Spørgs-mål om klageren havde erkendt gælden i 2009.
Indklagede:Faster Andelskasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse om forældelse af gæld optaget i 1995. Spørgsmål om klageren havde erkendt gælden i 2009.

Sagens omstændigheder

Ved et gældsbrev af 30. maj 1995 optog klageren et billån på 32.000 kr. i Faster Andelskasse. Lånet skulle afvikles med 1.500 kr. om måneden, første gang den 30. juni 1995. Renten var variabel og udgjorde for tiden 10 % om året.

Ved en allonge til gældsbrevet af 30. juni 1995 blev lånet forhøjet med 17.000 kr. til 49.000 kr. Andelskassen fik samtidig sikkerhed i et løsøreejerpantebrev i klagerens bil.

Lånet blev efterfølgende misligholdt og opsagt til fuld indfrielse.

Den 15. april 1996 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorved han erkendte at skylde andelskassen en hovedstol på 61.928,25 kr. med tillæg af renter på 7 % om året fra den 23. marts 1996 på 5.850,22 kr., takstmæssige inkassoomkostninger på 2.234 kr. samt stempel på 186 kr., i alt 70.198,47 kr. Beløbet skulle afdrages med 2.500 kr. om måneden, første gang den 1. maj 1996.

Klageren betalte herefter 17.000 kr., hvorefter han stoppede med at betale.

Sagen blev efterfølgende sendt i fogedretten, og det fremgik af fogedrettens påtegning af 11. august 1997, at fordringen blev opgjort til 55.388,48 kr.

I henholdsvis juni 2002, november 2002, september 2004 og januar 2006 var der en korrespondance mellem andelskassen og klageren om gælden. Andelskassen opgjorde gælden til 53.441,27 kr. pr. 9. september 1997 med tillæg af renter på 7 % om året. Det fremgik af korrespondancen, at klageren på grund af sine økonomiske forhold ikke så sig i stand til at afvikle på gælden, og han oplyste, at han havde planer om at søge gældssanering.

Andelskassen har fremlagt et brev af 11. april 2007 til klageren, hvoraf følgende fremgik:

Vedr. dit mellemværende med Faster Andelskasse

Under henvisning til tidligere korrespondance skyldte du os pr. 9/9 1997                 kr. 53.441,27

Der med tillæg af 9,35 % i rente i perioden 9/9 1997 – 11.04.2007

                                                                                            kr. 47.384,24

Pr. 11/4 2007 i alt udgør                                                     kr. 94.635,59

idet der desværre endnu ikke er afdraget på gælden.

Vi håber dit helbred og din arbejdssituation er blevet bedre siden sidst og opfordrer dig til at kontakte os for en afviklingsaftale.

Vi er indstillet på en fornuftig og lempelig løsning til gavn for både dig og os.

Kontakt os snarest muligt.”

Ved et brev af 6. januar 2009 til klageren anførte andelskassen blandt andet: ”Vi henviser til vort brev af 11. april 2007 – kopi vedlægges.” Andelskassen opfordrede klageren til at kontakte andelskassen for at aftale nærmere og anførte, at hvis den ikke hørte fra klageren, ville sagen igen blive overgivet til retlig inkasso.

Ved en mail af 8. januar 2009 til andelskassen svarede klageren blandt andet:

”Jeg skriver fordi jeg har fået et brev om at kontakte jer ang min gæld.

Jeg er ikke kommet meget videre siden sidst. Jeg arbejder kun 20 timer om ugen.

Jeg har så meget gæld at jeg har spurgt en advokat til råd. for at søge gæld sunering skal man være i fast arbejde.

Jeg skylder ….

Mit forslag er som det ser ud nu. er at i trækker alle renter fra gælden. og lader mig betale 100 kr hver måned. og se om det ikke ser bedre ud om et år.

Det var hvad min advokat mente jeg kunne tilbyde lige nu. og så får jeg også startet på at afdrage.

Jeg håber meget på at i kan sige ja til mit tilbud. så jeg kan få ro i mit hoved igen. jeg lover at overholde det med de 100 kr. hver måned.”

Ved en mail af 9. januar 2009 til klageren takkede andelskassen klageren for hans hurtige tilbagemelding og bad ham besvare 22 spørgsmål om hans økonomiske situation for, at den kunne tage stilling til hans forslag.

Ved en mail af 9. januar 2009 til andelskassen besvarede klageren en del af spørgsmålene og oplyste, at der ville gå noget tid, inden han kunne skaffe alle papirerne. Til sidst i mailen anførte han følgende:

”Hvad kan du tilbyde mig ?

Kan du skære renterne fra som har været i tidens løb.

Jeg har ikke meget at afdrage med nu. men om et år er jeg færdig med de 400 kr. til kommunen. og når jeg kommer til at bo alene. får jeg flere tilskud igen da min datter bor hos mig. så det vil gøre jeg har flere penge til den tid.

Hvis vi ikke kan finde ud af noget. må det jo bare gå til rki.”

Den 8. november 2018 anlagde andelskassen sag mod klageren, hvor den nedlagde påstand om, at klageren skulle betale 55.388,48 kr. med tillæg af 7 % i rente pr. år fra den 6. november 2015 til betaling skete.       

Klageren påstod frifindelse og anførte, at gælden til andelskassen var forældet.

Ved et retsmøde den 29. november 2018 blev sagen, efter anmodning fra klageren, hævet og henvist til Pengeinstitutankenævnet.

Den 6. december 2018 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Andelskassen har under sagens forberedelse i Ankenævnet præciseret, at gælden kan opgøres til en hovedstol på 55.388,48 kr. med tillæg af tre års renter. Alternativt må hovedstolen nedsættes til 53.441,27 kr., jf. andelskassens brev af 11. april 2007 til klageren.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Faster Andelskasse skal frafalde eller nedsætte gælden.

Faster Andelskasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at gælden er forældet.

Selv om andelskassens brev af 11. april 2007 var en påmindelse og afbrød forældelsen efter de dagældende regler og satte en ny 20 års frist efter den dagældende retsstilling og en 10 års frist efter forældelsesloven, var kravet forældet senest i april 2017.

Andelskassens brev af 6. januar 2009 og den efterfølgende mailkorrespondance afbrød ikke forældelsen. Brevet fra andelskassen henviste til et brev af 11. april 2007, der indeholdt en urigtig opgørelse over gældens størrelse, idet kravet var opgjort inkl. 10 års renter på trods af, at renterne var omfattet af den fem årige forældelsesfrist, der var gældende på daværende tidspunkt.

Henvendelsen af 6. januar 2009 fra andelskassen skete under de nugældende regler i forældelsesloven, hvor en simpel påmindelse ikke længere er tilstrækkelig, men hvor gældens størrelse og eksistens skal anses for at være anerkendt af skyldneren enten udtrykkeligt eller ved dennes handlemåde.

Han har hverken udtrykkeligt eller ved sin adfærd i forbindelse med mailkorrespondancen i 2009 givet andelskassen det indtryk, at gældens størrelse og eksistens var erkendt. Det forhold at han tilbød et mindre beløb som afdrag, indebærer ikke i sig selv en udtrykkelig accept af gældens størrelse og eksistens.

Hertil kommer, at der var tale om en ukorrekt opgørelse over hans mellemværende med andelskassen. Et samtykke med henblik på at afbryde forældelsen må forudsætte en korrekt opgørelse. Det må have stået andelskassen klart, at opgørelsen i brevet af 11. april 2007 var urigtig, og at andelskassen som den stærke kontraktpart ikke kunne støtte ret på hans bemærkninger til brevet. I modsat fald ville andelskassen kunne opnå en retsstilling, der ville være potentielt bedre end den retsstilling, som kunne være opnået ved en domstolsprøvelse i 2009.

Andelskassen har udvist retsfortabende forhold ved, dels at have meddelt urigtige oplysninger om gældens størrelse, dels at have holdt sig passiv i perioden fra 2009 og frem til anlæg af sagen ved retten.

Andelskassens breve af 11. april 2007 og 6. januar 2009 må anses for nulliteter i relation til afbrydelsesproblematikken på samme måde som aftaler i strid med lov og ærbarhed ikke kan få domstolenes bistand, selv om der i parternes forhold i øvrigt er reelle problemstillinger, som kunne gøres gældende.

Faster Andelskasse har anført, at forældelsen blev afbrudt, idet klageren i sine mails af 8. januar 2009 og 9. januar 2009 til andelskassen erkendte at skylde det udestående beløb, jf. forældelseslovens § 15.

Klageren oplyste, at han kun i begrænset omfang kunne afdrage på det skyldige beløb, hvorefter han foreslog en aftale om afdrag og forespurgte om muligheden for at renterne bortfaldt.

Endvidere gjorde klageren ikke indsigelse mod det skyldige beløb, herunder hovedstolen. Tværtimod anførte han, at han blev bistået af en advokat, og at advokaten var enig med ham i, at han kunne afdrage med 100 kr. pr. måned. Hverken klageren eller advokaten ville have foreslået en afdragsordning, såfremt gældsforholdet ikke kunne erkendes.

Klageren var endvidere bekendt med, hvilken gæld han erkendte, jf. klagerens henvisning til, at han havde fået et brev om at kontakte andelskassen angående hans gæld og bankens brev af 6. januar 2009, hvormed fulgte en kopi af brev af 11. april 2007, hvori klagerens gæld til andelskassen var opgjort.

Det forhold at rentebeløbet var opgjort med et for højt beløb i opgørelsen af 11. april 2007, medfører ikke, at klageren er blevet påført en ringere retsstilling eller et tab.  Andelskassen har efterfølgende nedsat rentekravet til tre års renter.  

Klageren har således i sine ord og gerninger givet andelskassen føje til at antage, at der ikke bestod nogen tvist om kravet, således at andelskassen af den grund kunne gå ud fra, det ikke ville være nødvendigt at iværksætte retsforfølgning.

Retsvirkningen af en erkendelse af skyldforholdet er, at forældelsesfristen afbrydes, og at der løber en ny frist fra afbrydelsestidspunktet. Den nye forældelsesfrist er 10 år, hvorfor der først indtræder forældelse den 9. januar 2019, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2.

Forældelsesfristen er igen afbrudt ved klagerens indbringelse af sagen for Pengeinstitutankenævnet inden den 9. januar 2019.

Ankenævnets bemærkninger

I 1995 optog klageren et billån i Faster Andelskasse på 32.000 kr., der blev forhøjet til 49.000 kr. Den 15. april 1996 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvori han erkendte at skylde andelskassen en hovedstol på 61.928,25 kr. med tillæg af renter på 7 % om året samt omkostninger, i alt 70.198,47 kr.

Den 8. november 2018 anlagde andelskassen retssag mod klageren, hvor den nedlagde påstand om, at klageren skulle betale 55.388,48 kr. med tillæg af 7 % i rente pr. år fra den 6. november 2018 til betaling skete. Efter anmodning fra klageren blev sagen efterfølgende hævet og henvist til Ankenævnet.

Andelskassen havde løbende rykket klageren for betaling og således også i 2007 og 2009, hvor andelskassen havde stillet krav om betaling af hovedstolen pr. 9. september 1997 på 53.441,27 kr. med tillæg af 10 års renter, selv om krav på renter, der var ældre end 5 år, var forældet efter den daværende lovgivning.

Ankenævnet finder, at det forhold, at andelskassens opgørelse af kravet på renter var forkert, ikke har haft betydning for spørgsmålet om forældelse af hovedstolen. Vedrørende kravet på renter bemærker Ankenævnet, at det er til gunst for klageren, at der nu kun rejses krav om tre års renter, hvorfor denne fejl heller ikke har haft betydning for spørgsmålet om rentekravet er forældet.

Ankenævnet finder, at andelskassens krav mod klageren og størrelsen heraf fremgik tydeligt af bankens brev af 6. januar 2009 til klageren, der var vedlagt en kopi af bankens brev af 11. april 2007. Ankenævnet finder endvidere, at klageren i sine svar til andelskassen af henholdsvis 8. januar 2009 og 9. januar 2009, hvori han direkte henviste til brevet til andelskassen angående gælden, og hvori han redegjorde for sin økonomiske situation og tilbød at afdrage på gælden, erkendte sin gæld til andelskassen på en sådan måde, at forældelsesfristen dermed blev afbrudt i henhold til forældelseslovens § 15. Den nye forældelsesfrist var 10 år, hvorefter der først indtrådte forældelse den 9. januar 2019, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1, jf. stk. 2.

Kravet var således ikke forældet, da sagen blev anlagt den 8. november 2018.

Andelskassen har under sagens forberedelse i Ankenævnet erklæret sig indforstået med, at hovedstolen nedsættes til 53.441,27 kr. i overensstemmelse med andelskassens opgørelse i brev af 11. april 2007 til klageren, og at rentekravet begrænses til tre års renter i overensstemmelse med den nugældende tre-årige forældelsesfrist.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.