Indsigelse mod kautionsforpligtelse for ægtefælles erhvervskredit.

Sagsnummer:233/2006
Dato:29-03-2007
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod kautionsforpligtelse for ægtefælles erhvervskredit.
Indklagede:Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for en kautionsforpligtelse for sin ægtefælles erhvervskredit hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerens ægtefælle drev en erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab sammen med en tredjemand, T.

Ved kreditkontrakt af 29. januar 2004 ydede indklagede selskabet en erhvervskredit på 500.000 kr. Klageren underskrev kreditaftalen som selvskyldnerkautionist sammen med ægtefællen, T og dennes ægtefælle. Klageren underskrev endvidere en separat erklæring om kautionsforpligtelsen, som højst kunne andrage 500.000 kr. Af erklæringen fremgår endvidere bl.a., at klageren havde virksomhedens seneste regnskab, at indklagede havde oplyst om debitors øvrige kreditaftaler med indklagede, herunder den aktuelle størrelse af debitors gæld, og at pjece om kaution var udleveret og gennemgået med klageren.

Ved håndpantsætningserklæring af 21. april 2005 blev et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagerens og ægtefællens faste ejendom håndpantsat til indklagede til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som selskabet "nu har eller senere måtte få" over for indklagede i henhold til " ethvert mellemværende". Pantsætningen skete i forbindelse med, at indklagede ydede selskabet et lån på 400.000 kr.

Pr. den 1. september 2005 udtrådte ægtefællen af virksomheden.

Ved skrivelse af 23. august 2005 til indklagede meddelte ægtefællen og T, at de i forbindelse med ægtefællens udtræden havde aftalt, at kreditten fra og med den 1. september 2005 kun måtte benyttes til afvikling af indbetalinger og udbetalinger, som vedrørte tiden før denne dato. Det var deres opfattelse, at hovedparten af gælden på kreditten kunne indfries med indbetalingerne fra selskabets debitorer.

På en ekstraordinær generalforsamling i selskabet den 1. september 2005 fratrådte ægtefællen som direktør i selskabet, og T blev valgt til ny direktør. Endvidere skiftede selskabet navn.

Ved skrivelse af 25. november 2005 anmodede indklagede klageren om at indfri lånet og kreditten, som var misligholdt.

Restgælden på lånet var på ca. 350.000 kr., og gælden på kreditten var på ca. 1.070.000 kr.

Det blev efterfølgende mellem indklagede, ægtefællen og T forsøgt at opnå en afklaring af mellemværendet, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Ægtefællen mente at have et tilgodehavende på ca. 500.000 kr. hos T, som efter ægtefællens opfattelse også hæftede for gælden til indklagede.

Ved skrivelse af 3. juni 2006 anmodede ægtefællen indklagede om at frafalde hans og klagerens kautioner og pantesikkerhed, hvilket indklagede afslog ved skrivelse af 22. juni 2006.

Ved skrivelse af 14. september 2006 opsagde indklagede engagementet, som blev opgjort til 1.441.779,57 kr. fordelt med 287.114,60 kr. på lånet og 1.154.664,97 kr. på kreditten.

Ved skrivelse af samme dato blev klageren informeret om, at indklagede ville gøre kautionen gældende, hvis gælden ikke blev betalt den 1. oktober 2006. Indklagede opsagde endvidere sikkerheden ved ejerpantebrevet.

Den 26. september 2006 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet.

Ved e-mail af 29. november 2006 anmodede klageren indklagede om at sende kontoudskrifter for lånet og kreditten. Indklagede sendte kontoudskrifterne pr. e-mail den 12. december 2006.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal frafalde kautionen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun tvunget af omstændighederne blev nødsaget til at kautionere, idet lånet ellers ikke ville blive godkendt.

I sommeren 2005 blev det konstateret, at T ulovligt havde overført ca. 200.000 kr. til et ejendomsselskab, som er et søsterselskab, og derfra videreoverført beløbet til sig selv, idet han tidligere havde lagt penge ud for ejendomsselskabet. Indklagede forholdt sig passivt til denne overførsel og ydede T en ny kassekredit pr. den 1. september 2005.

Fra den 1. september 2005 skulle T drive selskabet og herunder betale de løbende ydelser på selskabets lån.

Indklagede fulgte ikke op på skrivelsen af 25. november 2005. Hvis indklagede havde overholdt normal rykkerprocedure i henhold til lov om finansiel virksomhed § 48 kunne T være blevet forhindret i som sket at sælge dele af selskabet til sig selv med virkning fra den 1. januar 2006. Hun og ægtefællen blev herved bedraget af T, idet T overtog alle aktiver, men kun gældsposter, der havde relation til ham selv. Gælden på den kassekredit, som hun kautionerede for, skulle have været overført til T's nye selskab. Indklagede accepterede, at gælden forblev i det gamle selskab og oprettede en ny kassekredit til T. Indklagede medvirkede således til kreditbedrageri, hvilket indklagedes medarbejder bekræftede på det møde, der blev afholdt den 2. marts 2006.

På mødet den 2. marts 2006 blev T pålagt at fremkomme med et delingsforslag, hvilket imidlertid ikke skete. Ægtefællen udarbejdede herefter et delingsforslag, som hverken indklagede eller T reagerede på. Delingsforslaget viste et tilgodehavende i ægtefællens favør på ca. 500.000 kr., og at gælden påhvilede T.

Hun har ikke modtaget årsopgørelser vedrørende gælden, og hun har haft svært ved at få udleveret kontoudskrifter.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren frivilligt påtog sig kautionsforpligtelsen for kassekreditten og sammen med sin ægtefælle stillede sikkerhed ved ejerpantebrevet på 200.000 kr.

I efteråret 2005 blev man opmærksom på, at der var problemer mellem ægtefællen og T, og at ægtefællen fratrådte som direktør. Man skønnede, at der ikke var vilje til at finde en løsning på, hvorledes engagementet skulle afvikles, hvorfor kautionsforpligtelserne, herunder klagerens kautionsforpligtelse, blev gjort gældende. Engagementet var misligholdt, men blev ikke opsagt.

Efterfølgende blev der indledt en dialog, som imidlertid ikke førte til en løsning, hvorfor engagementet blev opsagt den 14. september 2006. Samme dag blev klagerens kautionsforpligtelse gjort gældende.

Det bestrides, at man på mødet den 2. marts 2006 pålagde T at lave et delingsforslag. Ægtefællen og T blev opfordret til indbyrdes at finde frem til et løsningsforslag.

Klageren har ikke modtaget årsopgørelser, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 7, idet indklagede ved en fejl havde registreret kautionen som en erhvervskaution.

Det bestrides, at klageren ikke har kunnet få udleveret et kontoudskrift, når hun ønskede det.

Ydelserne på lånet er blevet hævet på kassekreditten, også efter den 1. september 2005, idet låneaftalen vedrører tiden før den 1. september 2005, jf. ægtefællens og T's skrivelse af 23. august 2005.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en stillingtagen til klagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, hvorfor sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.