Opgørelse af krav, der ikke var anmeldt under gældssaneringssag.

Sagsnummer:379/1999
Dato:16-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Gældssanering - øvrige spørgsmål
Inkasso - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Opgørelse af krav, der ikke var anmeldt under gældssaneringssag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Klageren opnåede i 1992 gældssanering. Indklagede anmeldte ikke under gældssaneringssagen et krav i henhold til en dom fra 1988. Klagen angår spørgsmålet om, og i bekræftende fald i hvilket omfang indklagede herefter har et krav mod klageren.

Sagens omstændigheder.

Ved udeblivelsesdom af 15. august 1988 blev klageren dømt til at betale 202.219,48 kr. med tillæg af renter 14% p.a. fra den 1. april 1986 samt 7.400 kr. i sagsomkostninger. Sagsøgeren var et pengeinstitut, hvoraf indklagede efterfølgende har overtaget visse dele.

Den 3. juli 1992 opnåede klageren gældssanering, hvorefter klagerens gæld opstået før den 6. april 1992 blev nedsat til 8,1171%, som skulle afvikles over en periode på 5 år. Af gældssaneringssagen fremgår, at der i saneringen indgik fire fordringer på henholdsvis 131.000 kr., 232.000 kr., 3.500 kr. og 1.900 kr. Indklagede anmeldte ikke sit krav i forbindelse med gældssaneringssagens behandling ved skifteretten.

I januar 1999 modtog klageren fra indklagede årsudskrift, hvoraf fremgår, at indklagede havde registreret et tilgodehavende hos klageren på 176.942 kr. med tillæg af renter fra 1. april 1986.

Indklagede har oplyst, at forskellen mellem domsbeløbet på 202.219,48 kr. og beløbet på 176.942 kr. ikke fremgår præcist af sagen. Således fremgår det ikke, hvornår der har været indbetalinger på hovedstolen, og hvilken form indbetalingerne har haft. Den eneste indbetaling, der kan identificeres, er en indbetalt bonus på 16.668,00 kr. fra klagerens livsforsikring. Indbetalingen er omtalt i en skrivelse af 22. januar 1993 fra indklagede til klagerens advokat. Af en relationsoversigt fra 17. juni 1993 fremgår imidlertid, at der pr. 22. februar 1993 er registreret et tab på 176.942,00 kr. Dette må betyde, at hovedstolen er nedbragt fra 202.219,48 kr. til 176.942,00 kr. i perioden medio 1988 til primo 1993.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som i januar 1999 indledte en korrespondance om berettigelsen af indklagedes krav. Ved skrivelse af 7. maj 1999 meddelte indklagede klagerens advokat baggrunden for indklagedes krav. Samtidig oplystes, at klageren i juni 1989 og i april 1990 havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten. Klagerens advokats korrespondance foregik med "Kreditområdet" i indklagedes hovedsæde.

Den 26. maj 1999 skrev Kreditområdet direkte til klageren og opfordrede denne til at kontakte indklagede med henblik på at træffe aftale om gælden, som blev oplyst at udgøre 176.942 kr. med tillæg af renter fra 1. april 1986.

Ved skrivelse af 3. juni 1999 fra klagerens advokat til indklagede med attention til den person, der i indklagedes Kreditområde korresponderede med advokaten, gjorde advokaten indsigelse mod, at indklagede ved skrivelsen af 26. maj 1999 havde rettet direkte henvendelse til klageren, uanset at der foregik en korrespondance med indklagede gennem advokat. Samtidig fremsendte advokaten kopi af sin skrivelse til indklagedes direktion.

Ved skrivelse af 11. juni 1999 fra "Kreditområdet" til klageren blev denne rykket for svar på henvendelsen af 26. maj 1999.

Ved skrivelse af 21. juni 1999 fra juridisk afdeling hos indklagede til klagerens advokat anførtes, at det var indklagedes opfattelse, at der ikke var forhold, der kunne bevirke, at kravet mod klageren var bortfaldet. Indklagedes krav blev samtidig opgjort til en dividende på 28.925,60 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 27. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagedes krav mod ham er bortfaldet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede er en professionel kreditor og må antages dagligt at gøres sig bekendt med indholdet af Statstidende, herunder Statstidendes oplysninger om proklamaer i gældssaneringssager.

Indklagede burde derfor have anmeldt sit krav under gældssaneringssagen. Ved at undlade dette stilles han urimeligt, idet en eventuel dividende til indklagede vil svare til det beløb, som han i henhold til gældssaneringskendelsen i alt skulle betale til de øvrige kreditorer.

Han finder derfor, at indklagede ikke har noget krav.

Subsidiært gør han gældende, at kravet må være mindre, idet dommen fra 1988 alene tilkender 14% i rente.

Indklagede har anført, at proklama udstedt i forbindelse med en gældssaneringssag ikke er præklusivt, hvorfor der ikke sker bortfald af ikke-anmeldte fordringer.

Det følger af konkurslovens § 226, stk. 2, at ikke-anmeldte fordringer omfattes af en kendelse om gældssanering. Indklagede har derfor fortsat et krav mod klageren, hvoraf man har krav på dividende på lige fod med anmeldte fordringer.

Som følge af, at indklagedes tilgodehavende stammer fra et andet pengeinstitut fra midten af 80'erne, er det ikke muligt ud fra det foreliggende materiale præcist at rekonstruere sagens forløb, herunder på hvilket grundlag nedskrivningen af domsbeløbet på 202.219,48 kr. til 176.942 kr. er sket. Nedskrivningen må være sket i perioden fra medio 1988 til primo 1993.

Indklagedes tilgodehavende - når der ikke tages hensyn til gældssaneringen - opgøres med udgangspunkt til den nedskrevne hovedstol på 176.942 kr. med tillæg af 5 års renter 14% samt tilkendte sagsomkostninger. Dette beløb udgør 308.201,40 kr. Da man imidlertid på et tidligere tidspunkt under sagens forberedelse har opgjort sit krav til 305.895,64 kr., vedstår indklagede dette lavere beløb.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved dommen af 15. august 1988 blev klageren dømt til at betale 202.219,48 kr. med tillæg af renter 14% samt sagsomkostninger 7.400 kr. Dette krav er undergivet 20-årig forældelse i henhold til Danske Lov 5-14-4, idet dog renter forældes på 5 år efter 1908-loven.

Indklagede har under sagens forberedelse anført, at domsbeløbet kan anses for nedbragt til 176.942 kr. på et ikke nærmere angivet tidspunkt i perioden frem til primo 1993. Da det ikke er godtgjort, at nedbringelsen af indklagedes krav er sket efter afsigelsen af kendelse om gældssanering for klageren, lægges det til grund, at indklagedes krav, såfremt dette havde været anmeldt under gældssaneringssagen, ville være anmeldt med 176.942 kr. med tillæg af renter.

Efter det oplyste blev der indledt gældssaneringssag for klageren den 6. april 1992. Da det må antages, at indklagede i overensstemmelse med sædvanlig praksis havde stillet renteberegningen af sit krav mod klageren i bero, lægges det til grund, at der ikke i beløbet 176.942 kr. er indeholdt renter for perioden efter 15. august 1988. Indklagede var derfor berettiget til at anmelde 176.942 kr. med tillæg af renter 14% p.a. for perioden 15. august 1988 til 6. april 1992, jf. konkurslovens § 200, stk. 1.

Indklagedes krav opgjort på denne måde var omfattet af gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 226, stk. 2, uanset at indklagede ikke havde anmeldt sit krav. Det er i denne forbindelse uden betydning, om indklagede som professionel långiver må antages at have en vis pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af Statstidende.

Som følge af det anførte

Indklagede skal anerkende, at indklagedes krav mod klageren alene kan opgøres som foran anført. Klagegebyret tilbagebetales klageren.