Spørgsmål om opsigelse af to private pantebreve.

Sagsnummer:303/1994
Dato:30-12-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Realkreditbelåning - differencerente
Ledetekst:Spørgsmål om opsigelse af to private pantebreve.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1993 henvendte klageren sig i indklagedes Værløse afdeling med henblik på en vurdering og drøftelse af omprioritering af lånene i klagerens faste ejendom.

I ejendommen var der 6 private lån, heraf 2 lån á oprindeligt 200.000 kr., og 2 mindre lån til Realkredit Danmark.

Den 17. oktober 1993 tilbød Realkredit Danmark et kontantlån på 660.000 kr. til indfrielse af de bestående lån i ejendommen.

Indklagedes afdeling udarbejdede konsekvensberegninger for klageren, bl.a. ud fra en forudsætning om indfrielse af de to største lån til terminen 1. april 1994, hvilket forudsatte opsigelse af lånene senest 31. december 1993.

I december 1993 blev det drøftet, om man skulle anmode om rykningstilsagn for så vidt angik et af de mindre private pantebreve, hvorfor indklagede den 31. december 1993 fremsendte rykningsanmodning til den pågældende panthaver.

Den 9. februar 1994 underskrev klageren omprioriteringsaftale. Ifølge aftalen skulle indklagede forestå indfrielse af 7 lån, herunder de to lån á oprindelig 200.000 kr., samt indhentelse af rykningspåtegning fra en af de mindre private panthavere.

Den 6. april 1994 blev provenuet af det nye lån indsat på klagerens omprioriteringskonto.

Ved skrivelse af 22. april 1994 anmodede indklagede klageren om at anerkende, at han var indforstået med, at de to lån på oprindelig 200.000 kr. blev indfriet straks, og at han var informeret om, at differencerente til disse to panthavere, som skulle betales fra indfrielsen frem til 1. oktober 1994, ikke var fradragsberettiget. Klageren tiltrådte, at de to lån skulle straksindfries, men rejste samtidig et erstatningskrav overfor indklagede for så vidt angik differencerentebeløbet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 8.657,15 kr., svarende til differencerenten i forbindelse med straksindfrielsen af to lån á opr. 200.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det ved lånesagens start var forudsat, at omprioriteringen var afsluttet den 1. april 1994, og at han som maksimum ville komme til at betale differencerente på de to store lån indtil samme dato. Uanset at der i december 1993 var nogen usikkerhed med hensyn til, om nogen af de små lån skulle indfries eller anmodes om at rykke, var det klart, at omprioriteringen skulle finde sted, og at de to store lån á oprindelig 200.000 kr. skulle indfries. Indklagede burde derfor i forbindelse med drøftelserne i december 1993 have gjort ham opmærksom på, at lånene ikke på klagedes foranledning ville blive opsagt, således at han havde haft mulighed for at foretage det fornødne dertil.

Indklagede har anført, at man først ved underskrivelsen af omprioriteringsaftalen den 9. februar 1994 blev anmodet om at gennemføre omlægningen af lånene, og at man ikke før dette tidspunkt kunne påbegynde opsigelsen af de lån, der skulle indfries. I december 1993 anmodede klageren om nye beregninger og om forespørgsel vedrørende rykning. Klagerens stillingtagen til omprioriteringen var derfor pr. 31. december 1993 ikke tilstrækkelig klar til, at man ville påtage sig at opsige de to pantebreve á oprindelig 200.000 kr. Klageren er inden sagens indbringelse for Ankenævnet blevet tilbudt rentegodtgørelse for perioden 5. april, hvor det nye lån blev udbetalt, til 27. april 1994, hvor de to pantebreve blev indfriet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet lægger til grund, at klageren var bekendt med opsigelsesvilkårene i pantebrevene. Klageren har således vidst, at opsigelsen af lånene skulle ske inden 31. december 1993, såfremt differencerenter for tiden efter 1. april 1994 skulle undgås. Klageren findes endvidere at burde have indset, at indklagede ikke uden bemyndigelse hertil kunne opsige de pågældende lån. Det ses herefter ikke at kunne bebrejdes indklagede, at opsigelse ikke skete inden 31. december 1993.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.