"Pantsatte" andelsbeviser. Ung alder.

Sagsnummer:616/1991
Dato:09-07-1992
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne:Kaution - omfang
Kaution - stiftelse
Ledetekst:"Pantsatte" andelsbeviser. Ung alder.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved slutseddel af 21. maj 1988 købte klageren for 200.000 kr. en bagerforretning. Forretningen var beliggende i en ejendom tilhørende en andelsboligforening og udgjorde 3 andele, hvoraf den ene andel var en beboelseslejlighed. Det blev efterfølgende aftalt, at klagerens far skulle stå for købet af bageriet, hvorfor andelsbeviserne blev udstedt til faderen. Ved gældsbrev af 6. juli 1988 ydede indklagedes Amagerbrogade afdeling faderen et lån på 210.000 kr. til finansiering af købet. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.875 kr., første gang den 31. juli 1988. Det var i gældsbrevet anført, at de 3 andelsbeviser, samt et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. (senere forhøjet til 200.000 kr.) med pant i bageriets inventar var håndpantsat til sikkerhed for lånet. Derudover afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring.

På et senere tidspunkt erhverevede klagerens far endnu en andel vedrørende en beboelseslejlighed.

Ved skrivelse af 6. juni 1989 til klagerens far opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse inden 14 dage på grund af misligholdelse. Ved skrivelse af 19. juni 1989 til klageren gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende, idet restgælden var anført til 186.516,97 kr., "hvortil kommer renter til indfrielsesdagen". Den 3. juli 1989 meddelte indklagedes advokat, at restgælden i henhold til låneaftalen var overgivet ham til retslig inkasso og anmodede klageren om inden 8 dage at indbetale beløbet.

Efter at indklagedes og klagerens advokat havde brevvekslet om gyldigheden af kautionsforpligtelsen, fremsendte indklagedes advokat den af 19. september 1991 97.651,25 kr. til indklagede; beløbet udgjorde nettoprovenuet ved salg af de 4 andele. Ved skrivelse af 22. november 1991 til klagerens advokat fremsendte indklagedes advokat en opgørelse fra indklagede, hvoraf fremgik, at restgælden pr. 3. oktiber 1991 udgjorde 200.918,60 kr. Advokaten oplyste, at det ved opgørelsen var lagt til grund, at provenuet af alle 4 andele var afskrevet på lånet, uanset at kun 3 andele var pantsat. De to boligandele var imidlertid solgt sammen for i alt 120.530,68 kr. Da lejlighederne fysisk udgjorde en enhed, var opdeling ikke mulig, hvorfor advokaten foreslog, at købesummen på 120.530,68 kr. ligedeltes, således at lånet blev debiteret med 60.265,34 kr. Restgælden ville herefter være 261.183,94 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende mod hende, subsidiært at kautionsforpligtelsen alene udgør 80.865,72 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun på tidspunktet for afgivelsen af kautionserklæringen kun var tyve år og var studerende og uformuende. En medarbejder i afdelingen oplyste hende om, at der ikke var nogen risiko forbundet med kautionen, eftersom indklagede havde pant i andelsbeviserne, der havde en værdi af 200.000 kr., samt at grunden til, at indklagede ønskede en kautionist, var af ren formel art, idet indklagede altid krævede en kautionist. Klageren advarede i efteråret 1988 indklagede om, at hendes far efter hendes opfattelse havde for stort et privatforbrug, og at indklagede derfor nøje skulle følge engagementet. Uanset dette ydede indklagede efterfølgende faderen lån på ca. 150.000 kr., hvoraf de 50.000 kr. var et blancolån. Klageren modtog ikke underretning om, at engagementet var misligholdt, før hun den 3. juli 1989 modtog indklagedes advokats skrivelse. Kautionsløftet er afgivet under udøvelse af svig fra indklagedes side, jf. aftalelovens § 30, idet indklagede ikke kunne få pant i andelsbeviserne, hvilket indklagede var bekendt med, da det fremgik af vedtægterne for andelsboligforeningen. Det udstedte løsøreejerpantebrev på 200.000 kr. indbragte kun 60.000 kr. Opretholdelsen af kautionsforpligtelsen er endvidere i strid med god bankskik, da klageren kun var 20 år og uformuende, da hun skrev under. Kautionsløftet kan ikke opretholdes overfor klageren grundet bristede forudsætninger, idet det fra klagerens side var en forudsætning, at kautionen alene var af formel karakter. Indklagede har endvidere ikke iagttaget § 41 i bank- og sparekasseloven, idet indklagede ikke efter den 19. juni 1989 har opfyldt forskriften om medelelse hver 6. måned.

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede ikke har været berettiget til at opdele købesummen for de to beboelseslejligheder. Disse udgjorde en fysisk enhed, således at der ikke kunne foretages en opdeling. Det samlede provenu på 97.651,25 kr. bør derfor afskrives på låneforholdet. Da det ikke fremgår af lånedokumentet, at klageren vil blive debiteret renter for hele perioden, kan kautionen alene fastholdes for så vidt angår 186.519,17 kr. med fradrag af summen for de pantsatte lejligheder på 97.651,25 kr. eller i alt 80.865,72 kr. (skal rettelig være 88.868,72 kr.).

Indklagede har anført, at afdelingens medarbejder nøje redegjorde for kautionens betydning overfor klageren, der var jurastuderende, og at indklagede ikke har udtalt sig om værdien af andelsbeviserne og løsøreejerpantebrevet. Uagtet andelsbeviserne i henhold til vedtægterne ikke kan pantsættes, har indklagede i overensstemmelse med fast praksis ønsket disse deponeret, således at meddelelse om salg ville tilgå indklagede. Klageren skulle stå for det administrative arbejde, medens klagerens far, der var bager, skulle stå for det bagermæssige, og det var oprindeligt aftalt, at lånet skulle ydes til klageren. Dette var baggrunden for kautionen. Klageren var bekendt med vedtægterne for andelsboligforeningen og med værdien af løsøret. Det bestrides, at kautionen ikke kan gøres gældende på grund af bristede forudsætninger, og at indklagedes krav om kautionsforpligtelsens opfyldelse er i strid med god bankskik. Det bestrides endvidere, at klageren har givet indklagede meddelelse om faderens for høje privatforbrug. Indklagede har været berettiget til at ligedele provenuet ved salget af beboelseslejlighederne, ligesom indklagede har været berettiget til at debitere renter efter den 19. juni 1989, jf. gældsbrevets pkt. C. 1. d, hvorefter kaution bl.a. tjener til sikkerhed for: "Løbende rente efter de for denne låneaftale gældende regler fra det tidspunkt, kravet ........ rettes mod den pågældende kautionist". Det bestrides endvidere, at indklagede ikke har givet meddelelse i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 41, jf. indklagedes skrivelse af 19. juni 1989.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder intet grundlag for at antage, at indklagede har udøvet svig ved i gældsbrevet at angive, at de 3 oprindelige andele (andelslejligheder) var pantsat til sikkerhed for lånet, selv om en egentlig pantsætning af andelene ikke kunne finde sted. Klageren findes herefter ikke at kunne påberåbe sig dette forhold når henses til, at nettoprovenuet ved det senere salg af andelene faktisk blev afskrevet på lånet.

Det findes heller ikke godtgjort, at der i øvrigt foreligger sådanne særlige omstændigheder i forbindelse med klagerens påtagelse af kautionsforpligtelsen, at denne er uforbindende for klageren.

Indklagede gjorde ved skrivelse af 19. juni 1989 kautionsforpligtelsen gældende mod klageren, idet kravet pr. denne dato blev opgjort til 186.516,97 kr. Det følger af gældsbrevets pkt. C. 1. d, at indklagede over for klageren kan forlange beløbet forrentet til betalingsdagen med den for lånet gældende rente.

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 pålægger ikke pengeinstituttet at give yderligere oplysninger til kautionisten, efter at kautionsforpligtelsen er gjort gældende over for denne.

Efter det foreliggende findes det samlede provenu ved salget af andelene vedrørende de to beboelseslejligheder at burde afskrives på det kautionssikrede lån. Det bemærkes herved, at det må tilkomme debitor at afgøre, på hvilken gæld provenuet ved salget af den ikke pantsatte andel skal afskrives. Indklagede bør herefter anerkende, at restgælden på det kautionssikrede lån pr. 3. oktober 1991 udgør 200.918,60 kr.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at restgælden på det kautionssikrede lån pr. 3. oktober 1991 udgør 200.918,60 kr. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.