Krav om retablering af aktiebeholdning i opbevaringsdepot.

Sagsnummer:356/2019
Dato:06-02-2020
Ankenævn:Vibeke Rønne, Karin Sønderbæk, Mikkel Prehn, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler
Klageemne:Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Netbank - værdipapirer
Ledetekst:Krav om retablering af aktiebeholdning i opbevaringsdepot.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om retablering af aktiebeholdning i opbevaringsdepot.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde en konto -291, en kapitalpensionskonto -058 med et tilhørende kapitalpensionsdepot -153 og netbankadgang.

Af en årsoversigt pr. 31. december 2013 for kapitalpensionsdepot -153 fremgik, at klageren havde 27 stk. aktier i Novo Nordisk B til en kursværdi på 26.838 kr. og 3.530 stk. udenlandske aktier i New America Energy Corp. til en kursværdi på 13,37 danske kr.

Den 1. juli 2014 solgte klageren sine Novo Nordisk B aktier fra kapitalpensionsdepot -153 for 33.726,33 kr. efter fradrag af handelsomkostninger.

Den 4. august 2014 fik klageren oprettet et opbevaringsdepot -217 i banken.

Den 5. august 2014 solgte klageren sine 3.530 stk. aktier i New America Energy Corp. fra sin kapitalpensionsdepot -153 for 11,81 kr. og købte aktierne for det samme beløb til sit opbevaringsdepot -217.

Af årsoversigter pr. 31. december for depot -217 for 2014 til 2018 fremgik, at depotet alene indeholdt 3.530 stk. aktier i New America Energy Corp.

Den 26. september 2019 indgav klageren en klage til Ankenævnet.

I klagen anførte klageren følgende:

”Jeg var logget ind på Danske NetBank og havde kontakt med en Bank assistent Jeg ville hæve nogle penge ved at sælge en aktie i mit aktie Depot Jeg havde en aktie der hed 3 c Retail. Da aktien ikke var Børsnoteret Spurgte Bank assistenten om Jeg ejede det selskab det svarede jeg nej til hvorefter Bankassistenten fjernede aktien fra mit Bankdepot. Opbevaringsdepot [-217].Jeg har stadigt dette Opsparings depot fordi der ligger en aktie i Depotet den hedder New America Engy Den aktie hed før New America Energy Corp og Den har skiftet navn til det først nævnte. Jeg havde ikke kikket i mit depot i mange år Jeg vidste at jeg havde flere aktier og jeg havde ikke nogen ide om at lave noget om Jeg havde tidligere Novo Nordisk Danske Bank aktier og Bang og Olofson Jeg solgte to år før udbetalt 34000,00 KR og gav afkast på 20000,KR for at hæve før tid jeg havde også andre aktier husker ikke helt men noget Pharma Pseutic som vist gik konkurs lige som New America Energy corp. Som også gik konkurs. Jeg ville have min aktie igen. Jeg loggede ind I Netbanken gennem Browseren med en kode hvor jeg skrev give me back my 135000 det havde jeg fået det til fordi der stod kursværdi 7500 18 og 100 Jeg må havde båret mit krav gennem Nem ID. Der stod disse oplysninger og der var også et kort i Odense jeg kunne se Jeg kan huske at hus nummeret var 5. 3 c Retail er et Inkasso Firma Der ejes af LEASY aktien må have skiftet navn for jeg ville aldrig investere i noget med inkasso og det er vidst ikke kun 135000 men 1350000,KR hvis jeg har haft tegningsretten. Jeg har bedt dem om i Banken at få alle Årlige Digital udskrifter lige så længe jeg har haft Net Bank.”

Banken har oplyst, at den ikke har kunnet finde oplysninger om, at en aktie med navnet ”3 c Retail” skulle have været registreret i klagerens depot. Det fremgår af de fremlagte årsoversigter for klagerens opbevaringsdepot -217, at der ikke har været registreret andre aktier i depotet end New America Energy Corp.

Banken har i øvrigt oplyst, at klagerens eventuelle ejerskab af en unoteret aktie ikke afhænger af, om aktien er registreret i et værdipapirdepot i en bank, men derimod af notering i selskabets ejerfortegnelse og/eller eventuel besiddelse af et fysisk aktiebrev.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal indlægge et ikke nærmere angivet antal aktier med navnet ”3 c Retail” i hans opbevaringsdepot -217.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget har fjernet hans aktier i ”3 c Retail” fra hans opbevaringsdepot.

Banken skal retablere hans depot og indlægge aktierne i ”3 c Retail” i opbevaringsdepotet igen.

Han blev opkrævet 20.000 kr. i afgift for at hæve en stor del af sin pensionsopsparing før tid. Han fik udbetalt ca. 34.000 kr. Han begyndte at spare op i 2007. Han havde forpligtet sig til at spare 500 kr. op om måneden.

Det var ikke ualmindeligt, at han vandt lidt her og der ved spil. Han vandt 42.000 kr. og indløste 36.000 kr. og fik på daværende tidspunkt også investeret lidt. Han havde for ca. 8.000 kr. Bang og Olufsen aktier, som han ikke solgte. Han solgte nogle andre medicinal aktier, der vist hed Pharma A/S, og så havde han en aktie, som hed New America Energy Corp. Den gik konkurs, men den nåede at skifte navn til New America Engy, og han er sikker på, at han ikke solgte den aktie.

Han har ikke noget at skjule, og han er ikke kriminel.

Danske Bank har anført, at banken ikke har haft nogen registrering af en aktie med navnet ”3 c Retail” i klagerens depot, og at banken derfor ikke kan have fjernet aktien.

Banken har ikke siden 2014 haft nogen registrering af, at klagerens opbevaringsdepot her haft et andet indhold, end det har i dag.

Klageren har ikke dokumenteret, at de omtalte aktier nogensinde har været registreret i klagerens depot i banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han blandt andet havde et opbevaringsdepot -217, der blev oprettet i august 2014.

Af årsoversigter for 2014 til 2018 for depot -217 fra banken fremgår, at depotet alene indeholdt 3.530 stk. udenlandske aktier i New America Energy Corp.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at han har haft et ikke nærmere angivet antal aktier med navnet ”3 c Retail” registreret i sit opbevaringsdepot i banken, og at banken har fjernet hans aktier fra depotet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.