Berettigelsen af overtræksrente og restancerente på misligholdt kassekredit.

Sagsnummer:456/1998
Dato:06-05-1999
Ankenævn:Niels Waage, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Kassekredit - overtræksrente
Inkasso - rentens størrelse
Rente - overtræk
Ledetekst:Berettigelsen af overtræksrente og restancerente på misligholdt kassekredit.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes beregning af rente på en misligholdt kassekredit.

Sagens omstændigheder.

I august 1994 underskrev klageren og dennes broder en kassekreditkontrakt med indklagede om en driftskredit på 300.000 kr. til en virksomhed, klageren og broderen drev i interessentskabsform. Rente og provisionssatsen var for tiden henholdsvis 11% p.a. og 2,5% p.a. Af kreditkontrakten fremgår bl.a.:

"Rente og provision trækkes på kreditten ved tilskrivning. Rente- og provisionssatser og øvrige kreditomkostninger er variable. Se nærmere herom i de almindelige bestemmelser for lån og kreditter.

.....

For kreditten gælder i øvrigt [indklagedes] almindelige forretningsbetingelser og de almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Disse har jeg modtaget et eksemplar af og gjort mig bekendt med."

Af indklagedes almindelige bestemmelser for lån og kreditter til erhvervsmæssigt formål fremgår bl.a.:

"2. Rente- og provisionsvilkår.

.....

Hvis lånet/kreditten kommer i restance eller en konto overtrækkes, opkræver banken uden varsel forhøjet rente/provision af restancen eller overtrækket."

Virksomheden ophørte i foråret 1998. Virksomhedens ejendom, som indklagede havde pant i, blev solgt på tvangsauktion uden dækning til indklagede.

Ved skrivelse af 26. maj 1998 anmodede indklagede under henvisning til tvangsauktionen klageren om at indbetale saldoen på driftskreditten, som var på 376.756,67 kr. med tillæg af renter og provision fra 1. april 1998.

Ved skrivelse af 26. juni 1998 meddelte indklagede klageren, at sagen var overdraget til indklagedes inkassoservice, og at engagementet var at anse som opsagt, medmindre klageren senest den 6. juli 1998 havde indbetalt overtrækket på kreditten.

Den 26. august 1998 overgav indklagede sagen til inkasso ved advokat. Af indklagedes korrespondance med advokaten fremgår, at gælden indtil den 22. september 1998 forrentedes med 16,5% p.a. og fra 23. september 1998 med 17% p.a., svarende til produktrenten på henholdsvis 10,5% p.a. og 11% p.a. med tillæg af en overrente på 6%-point. Indklagede afstod fra at beregne sig provision.

Parternes påstande.

Den 18. december 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte renten.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at rentesatsen er urimelig høj og bør tilpasses det til enhver tid værende renteniveau i samfundet. Diskontoen har på det seneste ikke oversteget 4%, og det generelle renteniveau ligger på 5-6% for korte kreditter og 6-7% for langvarige kreditter, driftskreditter dog omkring 10%. Der er ikke grundlag for at beregning af overrenten på 6%-point. Overrenten er ikke aftalt, og indklagede er derfor alene berettiget til at beregne sig almindelig misligholdelsesrente svarende til diskontoen plus 5%. Indklagede er ikke pålagt merarbejde som følge af misligholdelsen.

Indklagede har anført, at man i henhold til punkt 2 i de almindelige bestemmelser, der er en del af kreditkontrakten, har været berettiget til at beregne sig forhøjet rente af overtrækket og efter opsigelsen ved skrivelsen af 26. juni 1998 af hele kreditten. Det er tilstrækkeligt, at retten til renteforhøjelse fremgår af de almindelige lånebestemmelser, som blev udleveret til klageren, og ikke af selve dokumentet. Rentesatsen på nu 17% p.a. er ikke urimelig. Det bemærkes, at man har undladt at opkræve provision, selv om man var berettiget hertil. Såfremt der indgås en afviklingsordning, er man indstillet på at nedsætte renten til produktrenten på almindelige udlån, hvor rentesatsen p.t. er 14,25%.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved den citerede bestemmelse i de almindelige bestemmelser for lån og kreditter, hvortil der henvises i kreditkontrakten, findes indklagede på gyldig måde at have betinget sig ret til i tilfælde af restance eller overtræk at kræve en forhøjet rente af restancen eller overtrækket.

Herefter, og da der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den af indklagede fastsatte forhøjede rente som urimelig, tages klagen ikke til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.