Erstatningskrav begrundet i mangelfuld rådgivning om skat i forbindelse med låneomlægning

Sagsnummer:206/2018
Dato:25-01-2019
Ankenævn:Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Rådgivning - skatteforhold
Realkreditbelåning - rådgivning
Ledetekst:Erstatningskrav begrundet i mangelfuld rådgivning om skat i forbindelse med låneomlægning
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører et erstatningskrav fra klagerne begrundet i mangelfuld rådgivning om skat i forbindelse med låneomlægning

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H er kunder i Jyske Banks afdeling i Sønderjylland. Klagerne har bopæl i Flensborg i Tyskland, hvor M siden 1992 har haft arbejde.

I 2003 købte H et sommerhus i Danmark, hvor hun på daværende tidspunkt havde arbejde. Banken ydede klagerne en ”Prioritetskredit”, som var en kredit med sikkerhed i fast ejendom. Der var ikke knyttet en indlånskonto til kreditten. Til sikkerhed for kreditten fik banken pant i et ejerpantebrev på 750.000 kr. i sommerhuset. I 2005 blev kreditten forhøjet med 550.000 kr. til 600.000 kr. H kunne skattemæssigt fradrage renteudgifterne på kreditten i sin lønindkomst i Danmark og i indkomst ved udlejning af sommerhuset.

I august 2009 blev kreditten via banken omlagt til et rentetilpasningslån i sommerhuset hos Totalkredit. Lånet var med 9-årig rentetilpasning (F9) og en hovedstol på 750.000 kr.

I 2012 skiftede H til et arbejde i Tyskland.

I maj 2013 udsendte Totalkredit et varsel om forhøjede bidragssatser med virkning fra den 1. oktober 2013.

I juli 2013 henvendte klagerne sig til Jyske Bank med henblik på at indfri Totalkreditlånet.

Den 5. august 2013 underskrev H en aftale med banken om ”Prioritetslån – BRF Funding med tilhørende Opsparingskonto”. Lånets hovedstol udgjorde 690.000 kr. Der blev oprettet en Prioritetslån konto nr. -316 med H som kontohaver og en Opsparingskonto nr. -154 med både M og H som kontohavere. Rentesatsen på begge konti var variabel, for tiden 2,1% om året. Af aftalen fremgik i øvrigt blandt andet:

”…

 

For Opsparingskontoen gælder følgende betingelser:

Generelt

Opsparingskontoen kan benyttes som løn- eller budgetkonto med mulighed for at få tilknyttet Dankort, Visa/Dan­kort, MasterCard Debit og Netbank til kontoen.

 

Rentevilkår

Indestående op til et beløb, der altid svarer til restgælden på prioritetslånet, forrentes med ovennævnte sats.
Indestående over det beløb, forrentes med indlånsrentesatsen for højeste interval på en Privatkonto i Jyske Bank.

 …”

Af bankens interne bevilling af lånet fremgik blandt andet:

”…

P.g.a. bidragsforhøjelser ønsker kunden at indfri Totalkreditlån F9 med midler fra Tyskland (forventes at overføre 750tkr. den 31.8.)
SDO pantebrevet ønskes udnyttet til etablering af prioritetslån på 60%’s belåning=690tkr.
Prioritetslånet vil primært blive anvendt som buffer til evt. bilkøb m.m.

…”

Klagerne underskrev endvidere den 5. august 2013 et skema vedrørende ”Rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom”. Heraf fremgik blandt andet:

 

”…

Mine økono-
miske forhold

Formue og rådighedsbeløb ændres ikke væsentligt ved låneoptagelsen. Vi har derfor ikke drøftet min/vores økonomiske situation.
Forventninger til fremtiden (pension, orlov, nedsparing mv.):
Vi kender ikke til kundens økonomi i tyskland.

 

Begrundelse for valget af lånet på
baggrund af min økonomiske situation

Vi anbefaler normalt ikke indfrielse af F9. Men kunden har p.g.a. skattemæssige fordele valgt at indfrie lånet.

…”

Banken har fremlagt et ikke-underskrevet eksemplar af ”Aftale om ekspedition af omlægning/tillægslån” af 6. august 2013 vedrørende etablering af prioritetslånet på 690.000 kr. og indfrielse af Totalkreditlånet på 750.000 kr. ”restgæld 850.000 kr.”

Den 8. august 2013 gennemførte banken klagernes køb af obligationerne bag Totalkreditlånet. Klagerne fik tilsendt fem fondsafregninger på i alt 861.893,40 kr. vedrørende obligationskøbene. Heraf fremgik blandt andet handelsrenter i 224 dage på i alt 18.511,93 kr.

Ifølge en indfrielsesopgørelse udarbejdet af Totalkredit den 15. august 2013 refunderede Totalkredit 14.244,69 kr., der fremkom således:

”…

Ydelse for perioden 01.07.2013 - 12.08.2013………………………..

kr.

4.080,67

 

 

Obligationsafdrag for perioden 01.01.2013 - 12.08.2013……………

kr.

-563,43

Obligationsrente for perioden 01.01.2013 - 12.08.2013……………..

kr.

-18.511,94

Gebyr for indfrielse………………………………………………………

kr.

750,00

I alt…………………………………………………………………………

kr.

-14.244,69

…”

Klagerne fik hvert år tilsendt årsudskrifter fra banken.

Af en depotårsudskrift for 2013 fremgik, at handelsrenterne var blevet indberettet til de danske skattemyndigheder.

Af yderligere to årsudskrifter pr. 31. december 2013 fremgik blandt andet en renteindtægt på prioritetsindlånskontoen (-154) på 5.539,41 kr. og en renteudgift på prioritetsudlånskontoen (-316) på 1.905,53 kr. Beløbene var indberettet til de danske skattemyndigheder.

Ifølge årsudskrifterne for pr. 31. december 2014 - 2017 udgjorde saldoen på prioritetsudlånskontoen (-316) til stadighed -690.000 kr., mens saldoen på prioritetsindlånskontoen (-154) udgjorde henholdsvis 427.529,98 kr., 674.935,82 kr., 722.616,31 kr. og 755.489,45 kr. Renteudgifterne på prioritetsudlånskontoen (-316) udgjorde i alt 49.617,38 kr., og renteindtægterne på prioritetsindlånskontoen (-154) udgjorde i alt 43.549,64 kr.

Ved en e-mail af 23. februar 2018 til banken oplyste klagerne, at de har fået en grænseoverskridende skattesag, og at de ønskede at opsige prioritetslånet. Klagerne oplyste endvidere blandt andet, at de skulle beskattes af rentebeløbet på 18.511,93 kr. i forbindelse med indfrielsen af Totalkreditlånet.

Banken afviste et eventuelt rådgivningsansvar i den forbindelse.

Parternes påstande

Den 17. juni 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal dække de udgifter, som de er blevet pålagt af de tyske skattemyndigheder på baggrund af låneomlægningen.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de har kun har haft økonomisk ulempe af den ordning, som banken tilbød i 2013.

I marts i 2018 betalte de 872 EUR, svarende til cirka 6.500 kr., i skat af handelsrenterne ved indfrielsen af Totalkreditlånet i 2013. De har ikke skattemæssigt fradrag for renteudgifterne på prioritetsudlånskontoen, og de vil blive pålagt at betale skat af renteindtægterne på prioritetsindlånskontoen i perioden 2013-2017. Banken bør yde en kompensation herfor.

Baggrunden for deres ønske om at indfri Totalkreditlånet var, at H havde fået arbejde i Tyskland og derfor ikke længere kunne trække renterne fra i Danmark. Endvidere var de trætte af Totalkreditlånet på grund af gentagne bidragsforhøjelser.

Indfrielsen skete med midler, som de havde opsparet i Tyskland. Banken advarede dem korrekt om kurstabet ved indfrielsen, men banken undlod at informere om, at indfrielsen udløste en renteindtægt, som skulle beskattes.

De betalte 861.893 kr. for indfrielsen. Et par dage senere fik de 14.244 kr. retur. De vidste ikke, at beløbet var skattepligtige renteindtægter.

Banken tilbød et prioritetslån på 690.000 kr., da de nu ikke længere havde noget at bruge pantebrevet til. Fidusen var, at de kunne disponere over en kredit på 690.000 kr. og at de kun skulle betale renter, hvis de trak på kreditten. Ellers gik renteudgifter- og indtægter lige op - altså uden udgifter for dem. En nem måde at have en kredit i baghånden på. De blev ikke informeret om, og de tænkte heller ikke selv på, at renteindtægten var skattepligtig i Tyskland, mens renteudgiften ikke kunne trækkes fra.

Deres renteindtægter beskattes i Tyskland, hvor de er skattepligtige. Renteudgifter kan ikke fratrækkes i Danmark, fordi de ikke har indtægter i Danmark. De landede i et hul i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsaftale. Danmark har overladt beskatningsretten af renteindtægter til Tyskland, og i Tyskland kan man ikke trække renter fra skattemæssigt.

De havde i forbindelse med sommerhuskøbet i 2003 haft et prioritetslån, som på daværende tidspunkt ikke gav anledning til problemer. De så derfor ikke faresignalerne, da de i 2013 fik et nyt prioritetslån.

De blev først klar over problemet i foråret 2018, hvor de tyske skattemyndigheder beskattede renteindtægten ved låneindfrielsen. Myndighederne meddelte endvidere, at renteindtægter i alle årene fra 2013-2017 ville blive beskattet. De vil således blive beskattet af cirka 50.000 kr., som de ikke har set en eneste krone af.

Banken opfyldte ikke sin rådgivningsforpligtelse. De er gennem alle årene som kunder i banken blevet behandlet som såkaldte grænsependlere. Banken var således fuldt opmærksom på, at de havde deres hovedbank og det meste af deres økonomi i Tyskland. De har flere gange sendt oplysninger om deres skatte- og indtægtsforhold til banken.

Bankens tilbud om en prioritetskredit, som de slet ikke havde brug for, men som bare var »nice to have«, vil komme til at koste dem op imod 5.000 euro eller godt 37.000 kr. inklusive seks procent i rente, som de tyske skattemyndigheder opkræver.

De har i alle årene været i god tro og ikke anet, hvad der ventede dem.

Et firma, som er specialister i dansk-tysk skattelovgivning, har på deres forespørgsel oplyst, at reglerne er helt klare, og at de ikke får noget som helst ud af at klage over skatten.

Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke er erstatningsansvarlig over for klagerne i forhold til rådgivningen i august 2013 og de udgifter, som klagerne er blevet påført ved yderligere skattebetalinger i Tyskland og manglende udnyttelse af fradragsretten for renteudgifter.

Banken har opfyldt sine forpligtelser over for klagerne i henhold til god skik reglerne ved rådgivning om de skattemæssige konsekvenser efter danske skatteregler. Klagerne blev henvist til selv at undersøge de skattemæssige forhold i Tyskland. Banken har ikke været forpligtet til at rådgive om tyske skatteregler og dobbeltbeskatningsregler.

Samspillet mellem de danske regler omkring begrænset skattepligt for personer, som ikke har bopæl i Danmark, samt de tyske skatteregler og reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Danmark er et komplekst regelsæt. Banken påtager sig derfor ikke at rådgive herom. Rådgiverne oplyser derfor klart, at de ikke har kendskab tysk skatteret og dobbeltbeskatning. Kunderne må følgelig selv undersøge disse forhold og eventuelt beslutte at søge ekstern skatterådgivning. Klagerne har oplyst, at de undervejs har søgt rådgivning hos tyske skatterådgivere.

Baggrunden for optagelsen af prioritetslånet var, at klagerne efter deres beslutning om at indfri Totalkreditlånet tilkendegav, at de havde behov for frie midler – en såkaldt økonomisk buffer. En af mulighederne var prioritetslånet. I forbindelse med gennemgangen af dette orienterede banken om de skattemæssige konsekvenser efter danske skatteregler. Den pågældende rådgiver erindrer tydeligt gennemgangen, og der er hos hende ingen tvivl om, at hun klart tilkendegav, at hun ikke kendte de tyske skatteregler og derfor heller ikke kunne drøfte eventuel beskatning i Tyskland.

Bevægelserne på prioritetsindlånskontoen i 2014-2016 bekræfter, at lånet faktisk blev anvendt af klagerne som en økonomisk buffer.

Klagerne blev informeret om renteindtægter fra vedhængende renter i forbindelse med obligationskøbene ved fondsafregningerne samt ved årsudskriften fra banken, hvor det samtidig blev oplyst, at renteindtægten var indberettet til SKAT.

I henhold til kildeskattelovens § 2 er renteindtægter som udgangspunkt ikke omfattet af begrænset skattepligt i Danmark. Selvangivelsen for begrænset skattepligtige indeholder derfor heller ikke felter med teksten ”renteindtægter”. Endvidere indeholdt den danske skatteårsopgørelse for H ikke renteindtægter. Derfor burde klagerne allerede ved gennemgangen af årsopgørelsen fra SKAT for 2013 have konstateret, at der ikke var foretaget beskatning af de renteindtægter fra indestående og obligationer, som var oplyst på de tilsendte årsudskrifter 2013 fra banken. Dette forhold burde have fået klagerne til at reagere, da det må anses for almindelig kendt, at renteindtægter vil blive beskattet enten i kildelandet (Danmark) eller bopælslandet (Tyskland). Klagerne må således have været bekendt med, at de pågældende renteindtægter var ubeskattede.

Klagerne kunne ved rettidig henvendelse til skattemyndighederne eller rådgivere efter modtagelse af skatteårsopgørelsen for indkomståret 2013 i foråret 2014 have reduceret den økonomiske virkning af den tyske beskatning af renteindtægter og renter af skat i Tyskland. Når klagerne var fuldt bekendt med forholdet fra årsopgørelsen fra SKAT allerede i foråret 2014, har de udvist en bevidst passivitet og dermed ikke opfyldt deres tabsbegrænsningsforpligtelse i forbindelse med et eventuelt erstatningskrav mod banken.

Endvidere vil et eventuelt erstatningskrav begrundet i manglende rådgivning fra bankens side, og hvor klagerne allerede har været bekendt med de ubeskattede renteindtægter ved årsopgørelse i foråret 2014, formodentlig være omfattet af forældelse efter forældelseslovens § 3 med en forældelsesfrist på 3 år.

Retten til efter danske skatteregler til at fremføre underskud tilkommer både fuldt og begrænset skattepligtige personer. Der er således mulighed for fradrag i klagernes fremtidige begrænsede skattepligtige indtægter for eksempel løn, indtægter fra sommerhus eller andre begrænset skattepligtige indkomster. Rentefradraget vedrørende prioritetslånet har således ikke mistet sin skattemæssige værdi.

Til støtte for afvisningspåstanden har Jyske Bank anført, at klagerne ikke inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet har fremsendt klagen til bankens klageansvarlige, og at sagen derfor bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5 stk. 3 pkt. 1, da klagemuligheden til den klageansvarlige ikke er udnyttet.

Der er endvidere væsentlige modstridende opfattelser af de faktiske forhold. En afgørelse vil kræve vidneafhøringer af bankens tidligere medarbejder og klagerne til afklaring af de faktiske forhold, hvilket ikke er muligt i Ankenævnet, og klagen bør derfor afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5 stk. 3 pkt. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises på baggrund af det af banken anførte om, at klagerne ikke inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet har fremsendt klagen til bankens klageansvarlige.

Klagerne M og H er kunder i Jyske Bank. Klagerne har bopæl i Tyskland, hvor M siden 1992 har haft arbejde. I 2003 købte H et sommerhus i Danmark, hvor hun på daværende tidspunkt havde arbejde. I 2012 skiftede H til et arbejde i Tyskland.

I juli 2013 henvendte klagerne sig til Jyske Bank med henblik på at indfri et realkreditlån på 750.000 kr. i sommerhuset. I den forbindelse optog klagerne et prioritetslån på 690.000 kr. i banken. Prioritetslånet bestod af en udlåns- og indlånskonto med samme rentesats.

I 2018 blev klagerne mødt med et skattekrav fra de tyske myndigheder for 2013-2017. Baggrunden var, at klagerne skulle betale skat i Tyskland af handelsrenter i forbindelse med deres køb af obligationer til indfrielse af realkreditlånet, at deres renteindtægter på prioritetsindlånskontoen var skattepligtige i Tyskland, og at de ikke havde skattemæssigt fradrag for renteudgifterne på prioritetsindlånskontoen.

Ankenævnet finder ikke, at der er indtrådt passivitet eller forældelse i sagen.

Jyske Bank har anført, at rådgiverne har oplyst klagerne om, at de ikke havde kendskab til tysk skatteret og dobbeltbeskatning, og at klagerne selv måtte undersøge dette. Klagerne har anført, at de først i 2018 blev bekendt med deres skattemæssige forhold.

Ankenævnet finder, at det ikke er ansvarspådragende at henvise en kunde til at søge ekstern skatterådgivning i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om udenlandske skatteforhold. Afgørelse af spørgsmålet om Jyske Banks ansvar beror herefter på, om banken har henvist klagerne til at søge ekstern rådgivning vedrørende deres skattemæssige forhold i relation til indfrielse og låneoptagelse.

Ankenævnet finder på den baggrund, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.