Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld og restløbetid. Spørgsmål om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden.

Sagsnummer:31/2019
Dato:20-08-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Kristian Ingemann Petersen, Ida Marie Moesby, Søren Geckler
Klageemne:Udlån - øvrige spørgsmål
Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst:Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld og restløbetid. Spørgsmål om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld og restløbetid, herunder om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle/samlever, H, var kunder i Danske Bank. Den 24. maj 2004 blev det aftalt mellem banken samt klageren og H at lægge parrets boliglån, billån og privatlån i banken sammen til et lån -142 på 177.500 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.500 kr. Renten var variabel på for tiden 12,75 % om året.

I 2005 søgte klageren og H økonomirådgivning hos en ekstern rådgiver. Den eksterne rådgiver konstaterede, at parret ikke kunne honorere den månedlige ydelse på 4.500 kr. på lånet.

Banken har oplyst, at klageren og H herefter kontaktede banken for at drøfte mulighederne for at ændre lånet. Den eksterne økonomirådgiver var i den forbindelse involveret i dialogen med banken. På dette tidspunkt var parrets samlede negative formue opgjort til ca. 730.000 kr., og deres samlede gældsforpligtelser var fordelt på 15 forskellige pengeinstitutter.

Af et ”Tillæg til gældsbrev”, som klageren og H underskrev den 29. april 2005 fremgik, at lån -142 blev forhøjet med 5.000 kr. til 155.826,62 kr. Den månedlige ydelse blev nedsat til 2.000 kr. Renten var variabel på for tiden 12,75 % om året. Af tillægget til gældsbrev fremgik endvidere blandt andet:

”…

Tilbagebetaling af lånet og rente

Jeg betaler det lånte beløb, renter og eventuelle gebyrer tilbage med 167 ydelser på DKK 2.000,00 som forfalder den sidste bankdag hver måned, første gang den 31. maj 2005 og en sidste ydelse på DKK 1.964,73, som forfalder den 30. april 2019.

Det samlede antal ydelser er 168.

Lånet vil være betalt tilbage den 30. april 2019, hvis renten ikke ændres i lånets løbetid. Ændrer banken renten i lånets løbetid, kan det ændre tidspunktet for, hvornår lånet er betalt tilbage. Hvis renten på lånet ændres, kan banken ændre ydelserne på lånet med tre måneders varsel.

Rente

For lånet betaler jeg en variabel rente. At renten er variabel betyder, at banken kan ændre renten.

For tiden er renten 12,7500 procent pr. år.

Øvrige vilkår

Gældsbrevets bestemmelser gælder i øvrigt uændret …”

Af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser – forbrugere” af 1. oktober 2004, der var gældende på tidspunktet for indgåelsen af tillægget til gældsbrevet, fremgik blandt andet:

6 Rente …

II. Ændring af rentesatser

A. Uden varsel

… Banken kan uden varsel … sætte de variable rentesatser på udlån op, hvis

1. penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland påvirker det almindelige renteniveau på en måde, der har betydning for banken

2. der sker anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne, på en måde, der har be-tydning for banken.

Renteændringerne sker i disse tilfælde på grund af begivenheder, der kommer udefra, og som banken ikke har nogen indflydelse på, f.eks. når Nationalbanken ændrer sine rentesatser.

B. Med en måneds varsel

Banken kan med en måneds varsel sætte de variable rentesatser på … og udlån op, hvis

1. markedsmæssige forhold, herunder bl.a. konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, giver grund til ændring for en eller flere kontotyper

2. banken - uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau - ønsker at ændre sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde. Det kan f.eks. være af indtjeningsmæssige årsager eller for at udnytte sine ressourcer eller kapacitet på en mere hensigtsmæssig måde. …

8. Meddelelse om rente- og gebyrændringer

Banken annoncerer i dagspressen eller sender et brev, hvis vi ændrer vores rentesatser og gebyrer. Samtidig oplyser vi, hvad årsagen er - eventuelt ved at henvise til et af de ovenstående punkter i punkt 6. II. (Ændring af rentesatser) eller 7. III. (Ændring af gebyr).

Den nye rentesats vil også stå på den første kontoudskrift eller kontoopgørelse, du får efter ændringen. …

…”

Efterfølgende ændrede banken renten flere gange. Der var tale om generelle renteændringer for alle bankens kunder med tilsvarende lån. Banken har oplyst, at alle renteændringerne fandt sted med hjemmel i bankens almindelige forretningsbetingelser - forbrugere, og at banken i hvert enkelt tilfælde annoncerede rentestigningerne i dagspressen.

Banken har fremlagt kontoudskrifter for lånet sendt til klageren og H ved udgangen af hvert år fra 2004 til 2018. Banken har oplyst, at kontoudskrifterne indtil 2. august 2011 blev sendt til klageren og H med almindelig post og herefter blev sendt til H’s e-Boks. Af kontoudskrifterne fremgik, at renten på lånet i perioden fra marts 2006 indtil september 2009 blev forhøjet og nedsat flere gange, og at renten på lånet i september 2009 var på for tiden 14,70 % om året.

I perioden fra maj 2011 til august 2012 foretog banken seks generelle rentestigninger, som den annoncerede i dagspressen og ligeledes informerede klageren og H om pr. brev.

Banken har oplyst, at tre renteændringer henholdsvis pr. 9. maj 2011, 1. august 2011 og 20. oktober 2011 var foranlediget af udefra kommende begivenheder og blev annonceret i dagspressen med et kortere varsel end en måned, før ændringerne trådte i kraft. De tre øvrige renteændringer pr. henholdsvis 3. februar 2012, 4. april 2012 og 15. august 2012 skyldtes, at det det var blevet dyrere at drive bank som følge af høje omkostninger til finansiering og kapital på de internationale pengemarkeder og en svag dansk økonomi. Renteændringen pr. 3. februar 2012 blev både annonceret i dagspressen og individuelt varslet over for klageren og H mere end en måned, før ændringen trådte i kraft. Renteændringerne pr. 4. april 2012 og pr 15. august 2012 blev annonceret i dagspressen mere end en måned, før ændringerne trådte i kraft.

Banken har fremlagt seks individuelle renteændringsbreve til klageren og H, hvoraf  to breve af henholdsvis 15. april 2011 og 21. juli 2011 blev sendt med almindelig post, og de fire øvrige breve blev sendt til H’s e-Boks. Af brevene fremgik blandt andet følgende vedrørende klageren og H’s lån:

Dato for individuelt brev

Dato for renteændring

Renten ændret fra

Renten ændret med

Renten ændret til

15. april 2011

9. maj 2011

14,70 %

+ 0,25 %

14,95 %

21. juli 2011

1. august 2011

14,95 %

+ 0,50 %

15,45 %

3. oktober 2011

20. oktober 2011

15,45 %

+ 0,50 %

15,95 %

20. december 2011

3. februar 2012

15,95 %

+ 0,50 %

16,45 %

19. marts 2012

4. april 2012

16,45 %

+ 0,50 %

16,95 %

25. juli 2012

15. august 2012

16,95 %

+ 0,50 %

17,45 %

Renteændringsbrevene indeholdt endvidere oplysning om restgælden på lån -142, forventet tilbagebetalingstidspunkt og oplysning om antal ydelser, der var tilbage, jf. eksempelvis følgende afsnit i det sidste renteændringsbrev af 25. juli 2012 til klageren og H (de øvrige renteændringsbreve indeholdt tilsvarende afsnit med de samme oplysninger vedrørende den konkrete renteforhøjelse):

”Restgælden var 137.977,81 kr. den 25. juli 2012, og ydelsen er fortsat 2.000 kr. Med den nye rentesats forventes lånet at være betalt tilbage den 31. marts 2038, og den sidste ydelse, du skal betale, vil være på 1.319,12 kr. Der er i alt 309 ydelser tilbage.”

Herefter var renten på klagerens og H’s lån uændret, indtil klageren og H ved en mail af 14. januar 2019 rettede henvendelse til banken med et ønske om, at banken skulle kigge på afviklingen af deres lån. Af mailen fremgik blandt andet:

”Dette lån går meget langt tilbage, så langt at vi end ikke kan finde papirerne!

I april 2005 forhøjer vi lånet så det kommer til at lyde på 155.826,62.

Vi skal afdrage 2000,- om måneden, hvilket vi har gjort siden!

Lånet vil være betalt den 30.04.2019. Vi har til dato afdraget med kr. 360.000,- i samme periode har vi betalt kr. 324.983,14 i rente???? Vores spørgsmål går på, om du synes der her er rimeligt ? …”

Ved en mail af 15. januar 2019 fra banken til klageren og H fremgik blandt andet:

”… Jeg har været jeres sag igennem og kan se, at

I altid har overholdt aftalen. Med baggrund i dette har jeg nedsat renten – og helt ekstraordinært til 9 % fr[a] de nuværende 17,50.

Det betyder en halvering af renteudgiften i forhold til i dag og at lånet er færdigt allerede i 2026.

Renten er ændret med virkning fra i dag.”

Klageren og H var imidlertid ikke tilfredse med denne løsning, idet de henholdt sig til, at lånet, såfremt forudsætningerne ikke havde ændret sig, skulle have været indfriet den 30. april 2019.

Parternes påstande

Den 15. januar 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at den oprindelige løbetid på lånet til den 30. april 2019 fastholdes og genberegne renten på lånet, således at han og H frigøres for deres forpligtelser i henhold til lånet, inkl. rentetilskrivninger, på dette tidspunkt.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har handlet ansvarspådragende, idet den ikke har udvist god bankskik og kunderådgivning i forhold til ændring af rentesatserne. Banken har adskillige gange hævet renten uden at informere ham og H om konsekvenserne heraf.

Han og H har ikke haft kontakt med banken siden april 2005, men banken har heller ikke kontaktet dem og gjort opmærksom på konsekvenserne af rentestigningerne. Banken har hermed ikke overholdt almindelige moralske og etiske regler i forhold til almindelige mennesker med helt almindelige indkomster.

I 2005 skyldte han og H banken ca. 155.000 kr., og ifølge gældsbrevet skulle lånet afdrages med 168 ydelser og være betalt 30. april 2019. De 168 ydelser er betalt, men han og H skylder stadig ca. 131.000 kr. på lånet.

Banken burde have holdt øje med bevægelserne på lånet og have kontaktet ham og H vedrørende renten. Hver gang han og H havde indbetalt 6.000 kr., påløb der ca. 5.800 kr. i renter. Det betød, at aftalen om de 168 ydelser ikke kunne overholdes.

Banken har ikke været i stand til at dokumentere, hvilke konsekvenser den stadigt stigende rente har haft for lånets løbetid.

Han undrer sig over, at renten var steget til 17,45 %, når banken havde mulighed for at differentiere renteniveauet, som han ved, at den gør.

Banken har efter 13 år og efter henvendelse fra ham og H vist forståelse for deres argumentation, da de gav udtryk for deres forundring over, at gælden ikke var faldet mere. Banken erkendte, at han og H havde overholdt alle aftaler og satte renten ned til 9 %. Dette er uacceptabelt, da han og H anser lånet for tilbagebetalt. Han ser dette som en indrømmelse af, at banken ikke har overholdt god bankskik og kunderådgivning.

Banken mener, at det er rimeligt, at de skal betale i yderligere syv år, selv om de har et gældsbrev, hvori der står, at de er færdige med at betale på lånet i april 2019.

Danske Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Klageren og H indgik i april 2005 en aftale med banken om et variabelt forrentet lån. Det var anført heri, at tidspunktet for, hvornår lånet ville være tilbagebetalt, således kunne ændre sig.

Klageren og H blev i forbindelse med indgåelsen af aftalen om tillægget til gældsbrevet rådgivet af en ekstern økonomirådgiver, og indgåelsen af aftalen skete således i samspil med klageren og H (og deres økonomirådgiver) og ud fra deres ønsker og behov.

Rentestigningerne blev behørigt varslet i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser i form af annoncering i dagspressen og/eller ved direkte breve.

Banken har endvidere løbende sendt kontoudskrifter til klageren og H, hvor de har kunnet følge renteændringerne, hvornår de trådte i kraft, det skyldige beløb og afviklingen af lånet.

Rentesatsen har på intet tidspunkt været urimelig.

Banken nedsatte den 15. januar 2019 på baggrund af kundeforholdet ekstraordinært den variable rente på lånet til 9 % om året.

Klageren og H gjorde først indsigelse mod renten på lånet i januar 2019, det vil sige næsten 14 år efter indgåelsen af tillægget til gældsbrevet.

Klageren og H kendte eller burde i hvert fald have været bekendt med konsekvensen af, at renten var variabel, og at tidspunktet for, hvornår lånet ville være tilbagebetalt, kunne ændre sig, på tidspunktet for udsendelse af kontoudskriften pr. 31. december 2006, eller senest på tidspunktet for udsendelse af det første individuelle renteændringsbrev den 15. april 2011.

Klageren og H har som følge af passivitet fortabt muligheden for at gøre indsigelse mod renteændringerne og løbetiden.

Klagerens og H’s eventuelle krav er endvidere forældet, da der er forløbet mere end tre år fra tidspunktet for tillægget til gældsbrevet og /eller fra det tidspunkt, hvor klageren og H kendte eller burde være bekendt med konsekvenserne af, at renten var variabel, og dermed at tidspunktet for, hvornår lånet ville være tilbagebetalt, kunne ændre sig, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2.

Der er under alle omstændigheder indtrådt forældelse, da der er forløbet mere end 10 år fra rådgivningstidspunktet/tidspunktet for indgåelsen af tillægget til gældsbrevet af 29. april 2005, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og H, der blev rådgivet af en ekstern økonomirådgiver, indgik i april 2005 en aftale om et tillæg til gældsbrev til deres bestående lån -142 i Danske Bank i forbindelse med en forhøjelse af lånet med 5.000 kr. til 155.826,62 kr. Den månedlige ydelse på lånet blev ved tillægget til gældsbrev nedsat fra 4.500 kr. til 2.000 kr., og renten var variabel på for tiden 12,75 % om året. Under forudsætning af at renten ikke blev ændret i lånets løbetid, udgjorde det samlede antal ydelser 168, og lånet skulle være tilbagebetalt den 30. april 2019.

Klageren og H betalte de aftalte ydelser, men lånet blev ikke nedbragt som forudsat, hvilket skyldtes, at banken efterfølgende ændrede banken renten flere gange. Der var tale om generelle renteændringer for alle bankens kunder med tilsvarende lån. Af kontoudskrifter for lån -142 fremgik, at renten i perioden fra marts 2006 indtil september 2009 blev forhøjet og nedsat flere gange, og at renten på lånet i september 2009 var på for tiden 14,70 % om året.

I perioden fra maj 2011 til august 2012 foretog banken seks generelle renteforhøjelser for lån af samme type som lån -142 beroende på udefra kommende forhold, og renten udgjorde pr. den 15. august 2012 17,45 % om året. Fra august 2012 til januar 2019 var renten uændret. Efter at klageren og H rettede henvendelse til banken, nedsatte banken den 15. januar 2019 ekstraordinært den variable rente til 9 % om året på grund af kundeforholdet.

Klageren har oplyst, at han og H i april 2019 stadig skyldte ca. 131.000 kr. på lånet.

Da renten på lånet blev tilskrevet og betalt løbende, finder Ankenævnet, at et eventuelt tilbagebetalingskrav tidligere end tre år fra indgivelsen af klagen til Ankenævnet, det vil sige forud for den 15. januar 2016, er forældet.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes og Karin Duerlund - udtaler:

Vi finder det på det foreliggende grundlag godtgjort, at banken havde hjemmel i låneaftalen og bankens almindelige forretningsbetingelser – forbrugere, til at foretage de i sagen omhandlede renteforhøjelser. Vi lægger herved til grund, at rentestigningerne var generelle for lån af samme type som lån -142.

Vi lægger endvidere til grund, at renteforhøjelserne er sket med de varsler, der følger af bankens almindelige forretningsbetingelser – forbrugere, og at klageren og H blev informeret om rentestigningerne på fyldestgørende måde, jf. nu kreditaftalelovens § 9, og at klageren og H løbende har fået tilsendt kontoudskrifter og årsopgørelser, hvoraf renter, rentesats og restgæld er fremgået.

Vi finder ikke, at rentestigningerne op til en rentesats på 17,45 % om året i august 2012 kan tilsidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c.

Vi finder heller ikke, at det ud fra rimelighedsbetragtninger kan pålægges banken at frafalde eller nedsætte restgælden, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c. Dette gælder uanset om det må lægges til grund, at klageren og H siden underskriften på tillægget til gældsbrevet i april 2005 har afdraget lånet med en månedlig ydelse på 2.000 kr., det vil sige med 24.000 kr. om året, i over 14 år, i alt 336.000 kr., sammenholdt med, at lånet i samme periode kun blev nedbragt med ca. 24.000 kr.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.

To medlemmer – Ida Marie Moesby og Søren Geckler - udtaler:

Vi finder, at der er kritisabelt, at banken ikke på et tidligere tidspunkt har taget initiativ til en nedsættelse af renten. Vi finder ud fra en samlet betragtning, at aftalen er urimelig.

Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i klageren.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.