Bevis for indbetaling.

Sagsnummer:111/1997
Dato:18-09-1997
Ankenævn:Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne:Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Bevis for indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Denne sag vedrører tilbageførsel af en bogført indbetaling på 2.000 kr. på klagerens konto hos indklagede den 30. april 1996.

Under sagen er fremlagt en kvittering for indbetaling af 2.000 kr. ved check på klagerens konto den 30. april 1996, hvorefter kontoens saldo var 18.176,87 kr. Af kvitteringen fremgår bl.a.:

"Ved indbetaling, der ikke foretages kontant, kvitteres med forbehold for, at banken modtager beløbet. Det gælder også for check, dankortnota mv. trukket på konto i banken.

Kvitteringen gives i øvrigt med forbehold for eventuelle fejl i indbetalers oplysninger."

Af et udbetalingsbilag med samme dato fremgår en tilbageførsel på 2.000 kr. fra kontoen. Udbetalingsbilaget bærer ikke klagerens underskrift.

Af en indbetalingskvittering med samme dato fremgår en indbetaling på 20.000 kr. på klagerens konto. Beløbet vedrører en check udstedt af klageren til indklagede trukket på klagerens konto i et andet pengeinstitut. På indbetalingskvitteringen er med håndskrift påført beløbet 36.176,87 kr.

Indklagede har oplyst, at de tre transaktioner fandt sted den 30. april 1996 henholdsvis kl. 15.20.15, 15.21.25 og 15.21.42.

Af kontoudskriften for klagerens konto pr. 31. december 1996 fremgår transaktionerne således:

"Bogført

Tekst

Rente-dato

Hævet

Indsat

Saldo

30.04

Indb. check

01.05

2.000,00

30.04

Indbetalt kontant

01.05

20.000,00

30.04

Tilbageført rettelse

30.04

2.000,00

36.176,87"



Ved klageskema af 11. marts 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ophæve tilbageførslen på 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han først ved modtagelsen af kontoudskriften pr. 31. december 1996 blev bekendt med indklagedes tilbageførsel af indbetalingen på 2.000 kr. Da transaktionerne fandt sted ca. 8 måneder tidligere, erindrer han ikke, hvad indbetalingen på 2.000 kr. vedrørte. I kraft af sin stilling modtager han ofte checks på mindre beløb fra fonde etc. til forskningsformål, især rejser. Beløbene er ubeskattede, og han indløser normalt checkene, efterhånden som de kommer, uden at notere den enkelte check. Han foretager i øvrigt løbende ind- og udbetalinger i forbindelse med handel med værdipapirer. Netop fordi han ikke i detaljer kan huske de enkelte ekspeditioner, sørger han for at opbevare de kvitteringer, han modtager. Kvitteringen for indbetalingen på 2.000 kr. dækker over en indbetaling, som han den pågældende dag har foretaget ved check eller kontant. Indklagede har ikke dokumenteret, at der er tale om en fejlpostering og er derfor ikke berettiget til at tilbageføre beløbet uden hans samtykke. Indklagedes forbehold i forbindelse med indbetalingen vedrører kun indklagedes mulighed for at kontrollere, om der er dækning for en indleveret check, hvilket kan ske inden for få dage.

Indklagede har anført, at klageren den 30. april 1996 alene foretog en checkindbetaling på 20.000 kr. på sin konto. Ved kasseekspeditionen indtastede kassereren fejlagtigt 2.000 kr. i stedet for 20.000 kr. Kassereren udleverede en kvittering på det fejlagtige beløb til klageren men opdagede samtidig fejlen og foretog straks en korrektion. Korrektionen bestod dels af tilbageførsel af det forkerte beløb, dels af en ny indtastning på 20.000 kr., idet den check, klageren ønskede at indsætte, lød på 20.000 kr. Kassereren udleverede den korrekte kvittering på 20.000 kr. og angav på klagerens anmodning den nye saldo på 36.176,87 kr. på kvitteringen. Den omhandlede kasse blev afstemt samme dag uden difference i bogføringen. Af indbetalingsbilaget fremgår bl.a., at der tages forbehold for fejl i indbetalers oplysninger.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at han den 30. april 1996 indbetalte 2.000 kr. og 20.000 kr., medens indklagede har anført, at indbetalingen alene vedrørte 20.000 kr.

Da en stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.