Krav om udbetaling af bogs udvisende med tillæg af renter.

Sagsnummer:379/2001
Dato:02-04-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Bog - saldoens størrelse
Forældelse - indlån
Ledetekst:Krav om udbetaling af bogs udvisende med tillæg af renter.
Indklagede:Alm. Brand Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren på grundlag af en bankbog har et krav mod indklagede.

Sagens omstændigheder.

I slutningen af 1970'erne oprettede klagerens mor, M, en indlånskonto (kontonummer -737) med 12 måneders opsigelse og tilknyttet bankbog i en afdeling af Bonusbanken, med klageren som kontohaver. Kontoen er senere overgået til indklagede. Klageren er født i 1971.

Af bankbogen, hvoraf der er fremlagt kopi under sagen, fremgår en saldo på 711,98 kr. Sidste postering skete den 8. januar 1982, hvor der blev indført renter pr. 28. november 1980 og 27. november 1981. Af bankbogen fremgår bl.a.:

"Bogens pålydende er ikke bevis for størrelsen af det på kontoen indestående beløb.

Udbetaling sker til ihændehaveren af bankbogen, når kontoens navn opgives. Er et mærke aftalt, skal dette også opgives."

Ifølge en udskrift fra indklagedes oversigt over kunder var klageren den 12. februar 1982 registreret som kontohaver på to konti, kontonummer -737 og -745. Indklagede har oplyst, at kontiene ikke fremgår af registreringerne for årene 1983,1984 og 1985.

I foråret 2001 rettede M på vegne klageren henvendelse til indklagede med bankbogen og anmodede om udbetaling af indeståendet med tillæg af renter fra den 8. januar 1982.

Indklagede tilbød at betale 800 kr., hvilket klageren afslog.

Parternes påstande.

Den 12. november 2001 har M på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 711,98 kr. med tillæg af renter fra 8. januar 1982.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter.

M har anført, at bankbogen siden 1982 har ligget i en bankboks i tilknytning til hendes arbejdsplads. Bogen dukkede op i forbindelse med, at hun tømte boksen i maj 2001, hvor hun blev pensioneret.

Bankbogen har ikke været ude af boksen siden 1982, og hverken hun eller klageren har henvendt sig til indklagede om kontoen.

Hun er sikker på, at indklagede har begået en fejl, således at kontoens indestående med renter for de sidste 19 år står i en anden kundes navn.

Samtidig med oprettelsen af kontoen til klageren oprettede hun en konto til klagerens tvillingebror. Hun formoder, at kontoen med kontonr. -745 er broderens konto. Da broderen var ca. 10-12 år blev hans konto opgjort, og den tilhørende bankbog blev gennemhullet. Klagerens konto forblev uberørt, og der har aldrig været hævet på denne.

Alene det forhold, at klageren på indklagedes udskrift står registreret for 2 konto tyder på, at der er sket fejl i registreringen, evt. i forbindelse med overgangen til edb.

Klagerens bankbog er ikke blevet mortificeret, og indklagede har ikke godtgjort, at indeståendet er blevet udbetalt og i givet fald til hvem og på hvilket tidspunkt udbetaling har fundet sted.

I forbindelse med hendes henvendelse til indklagede nævnte en medarbejder, at kontoens indestående kunne være blevet overført til en konto pro diverse, og at der for sådanne konti ikke udskrives kontoudtog.

Det er uacceptabelt, såfremt klageren på grund af fejl og mangler skal snydes for renter i de forløbne år.

Indklagede har anført, at det må lægges til grund, at klageren den 12. februar 1982 havde to konti hos indklagede, kontonr. -737 og -745, og at begge konti er blevet opsagt inden den 1. januar 1983. Det var mod en mindre dekort muligt at opsige konto -737 uden overholdelse af det aftalte opsigelsesvarsel.

Indeståendet på kontoen kunne hæves af klageren uden samtidig afskrivning på bankbogen. Besiddelsen af bankbogen er således ikke et bevis for indeståendets størrelse eller nuværende eksistens. Da man ikke opbevarer dokumenter, herunder bilag for konkrete konti, i en så lang årrække, som der er tale om, er det ikke muligt nu at dokumentere, at udbetaling har fundet sted.

Det bestrides, at der er begået registreringsfejl vedrørende klagerens konti.

Klageren har ikke reageret på, at der siden 1983 ikke er fremsendt kontoudtog, årsudskrift m.v. Klageren har således været bekendt med, at kontoen var ophævet. Subsidiært har klageren som følge af passivitet fortabt sin ret til at gøre et eventuelt krav gældende.

M blev ved henvendelsen om bankbogen efter omstændighederne, herunder de omfattende omkostninger, som en nærmere udredning koster, og uden præjudice for en efterfølgende retssag tilbudt et mindre beløb, hvilket ikke blev accepteret.

Renter, der har været forfaldne i mere end 5 år, er under alle omstændigheder forældede, jf. forældelsesloven af 1908.

I relation til det af M anførte om "en konto pro diverse" kan det oplyses, at konti, hvor indeståendet er af beskeden størrelse, og hvor der ikke har været bevægelser i tre år, overføres til en sådan "samlekonto". Kontonummeret fra den overførte konto figurerer på samlekontoen sammen med det overførte beløb, således at såvel kontonummeret, som det beløb, der er overført til samlekontoen, kan findes frem. Ved M's henvendelse om bankbogen blev det efter en grundig gennemgang konstateret, at den omhandlede konto ikke henstår på samlekontoen, hvilket understøtter antagelsen om, at kontoen er ophævet og indeståendet udbetalt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Selvom der til klagerens konto var knyttet en bog, kunne udbetaling fra kontoen ske uden afskrivning i bogen, og bogens udvisende er derfor - som også anført i bogen, jf. herved bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3 - ikke bevis for indeståendets størrelse.

På grundlag af indklagedes registreringer af klagerens konti pr. 12. februar 1982 sammenholdt med indklagedes oplysninger om, at klagerens konti, herunder den konto, som sagen angår, fra og med 1983 ikke har været registreret hos indklagede, ligesom der ikke er fremsendt kontoudskrifter m.v., finder Ankenævnet det tilstrækkelig sandsynliggjort, at klagerens kontoforhold med indklagede ophørte i perioden 12. februar 1982 - 1. januar 1983.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.