Afgørelse i fogedsag ikke tillagt retskraft.

Sagsnummer:276/1998
Dato:20-11-1998
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Afgørelse i fogedsag ikke tillagt retskraft.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes deltagelse i et investeringsprojekt udbudt af en investeringsgruppe, hvor indklagede på forhånd havde tilkendegivet at ville finansiere deltagelse i projektet for aktionærer, som ønskede at låne til investeringen. Indklagede ydede klagerne et lån, som senere misligholdtes. Ved kendelse afsagt af fogedretten i Nyborg og senere stadfæstet af Østre Landsret, blev en af indklagede anmodet fogedforretning mod klagerne fremmet.

Sagens omstændigheder.

Klagerne indgik i november 1990 i et investeringsprojekt udbudt af investeringsgruppen M. Klagerne havde forinden haft personlig besøg af en konsulent fra M. Investeringsprojektets formål var bl.a. investering i valuta. Indklagede havde på forhånd tilkendegivet at ville finansiere deltagelse i projektet for de aktionærer, der ønskede at låne til investeringen.

Indklagede ydede i denne forbindelse klagerne et lån på 130.391 kr., som var afdragsfrit indtil 1. marts 1996. Af lånets provenu blev 32.000 kr. anvendt til køb af aktier i indklagede, 45.000 kr. anvendtes til tegning af ansvarlig lånekapital i investeringsselskabet PM, og 45.000 kr. anvendtes til køb af aktier i PM.

Investeringen i PM forløb utilfredsstillende, og selskabet tabte betydelige beløb. PM er senere taget under konkursbehandling. PM var kunde hos indklagede, og indklagede administrerede investeringsprojektet.

I 1993 indgav klagerne klage til Finanstilsynet over indklagede. Tilsynet udtalte, at sagen alene var et mellemværende mellem klagerne og et selskab, og at sagen faldt uden for Finanstilsynets arbejdsområde. Klagerne indbragte sagen for Erhvervsankenævnet, som i kendelse af 3. oktober 1994 udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt klagerne havde et retligt krav på erstatning eller anden godtgørelse i forhold til indklagede, henhørte under domstolene.

I september 1997 anmodede indklagede om foretagelse af udlæg hos klagerne for 67.890,79 kr. på grundlag af gældsbrevet vedrørende lånet på oprindelig 130.391 kr. Klagerne påstod sagen afvist fra fogedretten og henvist til de ordinære domstole i medfør af retsplejelovens § 501, stk. 1, idet klagerne navnlig gjorde gældende, at der var et sådant forhold mellem PM, M og indklagede, at der var tale om et trepartsforhold, hvor indsigelser i forholdet mellem klagerne og PM kunne gøres gældende over for indklagede. Klagerne anførte, at de havde et erstatningskrav over for indklagede på ca. 85.000 kr. Af fogedrettens kendelse af 21. januar 1998 fremgår:

"Det findes godtgjort, at [indklagede] har en forfalden fordring i henhold til et gældsbrev der kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5. [Klagerne] findes ikke for fogedretten at have sandsynliggjort, at [klagerne] har et erstatningskrav overfor [indklagede] i forbindelse med en foretagen investering i [PM], hvorfor fogedretten må afvise en nærmere bevisførelse vedrørende dette spørgsmål. Fogedretten finder ikke, at de fremsatte indsigelser gør det betænkeligt at fremme fogedforretningen på det grundlag [indklagede] har fremlagt."

Klagerne påkærede afgørelsen til Østre Landsret, som den 17. marts 1998 stadfæstede fogedrettens kendelse i henhold til de af fogedretten anførte grunde.

Den 6. april 1998 indfriede klagerne lånet.

Parternes påstande.

Klagerne har den 1. september 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning svarende til deres tab ved deltagelsen i investeringsprojektet.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har bl.a. anført, at de i tillid til indklagedes deltagelse i projektet besluttede sig for at deltage. De finder, at der var en sådan særlig tilknytning mellem indklagede og udbyderne af projektet, at der foreligger et trepartsforhold, jf. herved kreditaftalelovens § 5, nr. 2. Tegningen af projektet var desuden i strid med dørsalgsloven. Indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for dem i forbindelse med indklagedes administration af investeringerne. De bestrider at have udvist passivitet.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises jf. Ankenævnets vedtægters § 5, stk. 1, hvorefter Ankenævnet ikke kan behandle sager, der er afgjort ved endelig dom. De indsigelser, som klagerne nu gør gældende, svarer til de indsigelser, som klagerne fremsatte under fogedsagen. Hertil kommer, at klagerne har fortabt deres mulige rettigheder over for indklagede som følge af forældelse/passivitet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Under fogedrettens behandling fremkom klagerne med samme indsigelser, som klagerne nu gør gældende.

Det fremgår af fogedrettens afgørelse, der er stadfæstet i henhold til grundene af Østre Landsret, at fogedretten ikke fandt, at klagerne havde sandsynliggjort at have et erstatningskrav over for indklagede i forbindelse med den foretagne investering, hvorfor fogedretten afviste en nærmere bevisførelse vedrørende dette spørgsmål og foretog udlæg på grundlag af gældsbrevet til indklagede.

Da en bevisførelse til afklaring af, om klagerne måtte have et erstatningskrav over for indklagede, heller ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.