Indsigelse mod kaution for gæld stiftet af virksomhed, begrundet i manglende medejerskab af virksomheden

Sagsnummer:44/2013
Dato:03-07-2013
Ankenævn:Kari Sørensen, Christian Bremer, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, George Wenning
Klageemne:Kaution - stiftelse
Kaution - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod kaution for gæld stiftet af virksomhed, begrundet i manglende medejerskab af virksomheden
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod kaution for gæld stiftet af erhvervsvirksomhed, begrundet i manglende medejerskab af virksomheden.

Sagens omstændigheder

Klageren var ansat i en virksomhed, der blev drevet via et anpartsselskab med fire anpartshavere. Klageren har anført, at hun blev lovet medejerskab af virksomheden.

På et ikke nærmere anført tidspunkt i 2011 underskrev klageren og de fire anpartshavere en anpartshaveroverenskomst.

Den 29. december 2011 blev der afholdt et møde mellem Nordea Bank, klageren og de fire anpartshavere med henblik på overførsel af virksomhedens engagement til banken. På mødet underskrev klageren og de fire andelshavere en kontrakt med banken om en erhvervskredit på 300.000 kr. med kaution af Vækstfonden. Klageren og de fire andelshavere underskrev kreditkontrakten dels for selskabet som låntager, dels som selvskyldnerkautionister. Underskrifterne er anført i felter, hvor navnene er anført med maskinskrift, bortset fra klagerens underskrift for selskabet, hvor underskriftsfeltet er anført med håndskrift.

Klageren underskrev endvidere en særskilt erklæring om kaution for kreditten, et anlægslån på 200.000 kr. og i tilknytning til et betalingskort en yderligere kredit på 130.000 kr., som banken ydede selskabet.

Nordea Bank har oplyst, at anlægslånet på 200.000 kr. blev anvendt til indfrielse af selskabets gæld i et andet pengeinstitut.

Den 30. januar 2012 underskrev klageren en erklæring om selvskyldnerkaution, for en factoring kredit på 500.000 kr., som bankens datterselskab, Nordea Finans Danmark A/S, ydede selskabet.

Banken har oplyst, at klageren den 25. april 2012 indskød 25.000 kr. til nedbringelse af kreditten. To af de øvrige medunderskrivere på kreditkontrakten foretog tilsvarende indskud.

Den 25. juli 2012 blev der afsagt konkursdekret over selskabet.

På et møde den 7. september 2012 gjorde klageren indsigelse mod kautionen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal frafalde hendes kaution for selskabet.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun trods løfte herom aldrig blev medejer af virksomheden, hverken på kautionstidspunktet eller efterfølgende.

Hun drøftede med banken om hun skulle underskrive papirerne, når hun endnu ikke var medejer. Banken begik en ansvarspådragende fejl ved at råde hende til at påtage sig kaution for et selskab, som hun ikke var medejer af, og uden sikkerhed for, at hun blev det.

Banken var bekendt med, at medejerskabet var en væsentlig forudsætning for kautionen, og at hun alene påtog sig kautionsforpligtelsen på baggrund heraf.

Tilføjelsen med håndskrift af rubrikken til hendes underskrift for selskabet på kreditkontrakten understøtter, at hun ikke var medejer, og at banken vidste dette.

Ved kautionen opnåede banken sikkerhed for gammel gæld, der oversteg hendes økonomiske formåen.

Banken har ikke opfyldt sin almindelige oplysningspligt over for hende.

Banken vidste, at selskabet og flere af dets medejere var økonomisk nødlidende og savnede betalingsevne men undlod at oplyse hende herom.

Sagen bør ikke afvises som erhvervsmæssig, da den vedrører hendes personlige kautionsforpligtelse for et selskab, som hun hverken var eller blev medejer af, og dermed heller ikke fik medindflydelse på.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører kaution for et helt eller delvist ejet selskab, hvorfor sagen bør afvises som erhvervsmæssig.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at selskabet var ny kunde i banken den 29. december 2011, hvor aftalerne om anlægslånet og kreditfaciliteterne blev underskrevet. Baggrunden var, at selskabets tidligere pengeinstitut ikke havde ønsket at medvirke til en kreditudvidelse.

Forud for mødet havde banken fået oplyst, at klageren skulle være medejer af selskabet, og på mødet blev det oplyst, at klageren var blevet medejer. Der var ikke oplysninger, som tydede på, at klageren ikke skulle være medejer. Tværtimod fik banken udleveret en kopi af anpartshaveroverenskomsten med klageren som part og medunderskriver. Der er ikke faste regler for, hvilke oplysninger et pengeinstitut skal indhente som dokumentation for ejerforhold i selskaber.

Klageren har på intet tidspunkt før den 7. september 2012 givet udtryk for forbehold og forudsætninger for kautionen.

Banken har ikke udøvet et utilbørligt pres for at opnå kautionen. Det var i den konkrete situation, hvor selskabet var ny kunde i banken, naturlig at der blev afgivet kaution fra alle dem, som banken fik oplyst var medejer i selskabet.

Banken var ikke bekendt med, at selskabet skulle være nødlidende.

Klagerens hæftelse for selskabet understøttes af hendes efterfølgende kaution over for finansieringsselskabet og hendes indskud på kreditten.

Klageren vil opnå en ugrundet berigelse på bankens bekostning, hvis hun frigøres for kautionen.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger som anført af klageren til grund, at hun hverken var eller blev medejer af anpartsselskabet, som hun kautionerede for, og at hun heller ikke på anden måde havde en bestemmende indflydelse på selskabet. Ankenævnet finder herefter, at klagen ikke skal afvises som erhvervsmæssig.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren på mødet den 29. december 2011, hvor der mellem Nordea Bank og anpartsselskabet blev indgået aftale om et nyt kundeforhold bestående af et anlægslån og to kreditfaciliteter, fremstod som ny medejer af selskabet. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren deltog i mødet sammen de fire oprindelige anpartshavere, at banken fik forevist en anpartshaveroverenskomst, hvor klageren fremgik som anpartshaver, og at klageren uden forbehold underskrev kreditkontrakten både for selskabet og personligt som kautionist.

Ankenævnet finder endvidere, at banken på baggrund af ovenstående berettiget kunne opfatte klagerens kaution som erhvervskaution.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren er nærmest til at bære risikoen for, at hun ikke som forudsat opnåede medejerskab af selskabet. Da selskabet imidlertid efterfølgende gik konkurs, er det uvist, om et eventuelt ejerskab ville have medført en reduktion i klagerens forpligtelser.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Således som sagen er forelagt har Ankenævnet ikke grundlag for eller anledning til at tage stilling til opgørelsen af klagerens kautionsforpligtelse.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.