| Sagsnummer: | 416/2022 |
| Dato: | 30-10-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Line Sofie Bytoft, Lars K. Madsen, Jacob Ruben Hansen og Kim Korup Eriksen |
| Klageemne: | Afvisning - klage tidligere behandlet Afvisning - anden myndighed § 4 |
| Ledetekst: | Erstatningskrav begrundet i omstændigheder i forbindelse med skilsmissebodeling i 2009. Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold. Krav om kundedatarapport vedrørende tred-jemand m.v. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i omstændigheder i forbindelse med skilsmissebodeling i 2009. Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold. Krav om kundedatarapport vedrørende tredjemand m.v.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans nu fraskilte ægtefælle, H, ejede to ejerlejligheder, der var finansieret af Danske Bank og Realkredit Danmark. Parret blev skilt i 2009/2010.
Klageren og H underskrev den 2. december 2009 et tillæg til en bodelingsaftale, som parret havde indgået den 11. september 2009.
Den 16. oktober 2020 indgav klageren en klage over Danske Bank og Realkredit Danmark til Ankenævnet (sag 406/2020). Klagen angik krav om erstatning begrundet i omstændigheder i forbindelse med skilsmissebodelingen i 2009. Tabet var opgjort som værdistigning på ejerlejligheder, der ved bodelingen blev overtaget af ægtefællen som eneejer. Af Ankenævnets afgørelse af 9. november 2021 fremgik:
”…
Af tillægget [til bodelingsaftalen] fremgik blandt andet:
”…
1.1 Bodelingsaftalens bulletpoints 1, 2 og 7 ændres således, at [H] overtager ejerlejlighederne beliggende […] på følgende vilkår:
(i) [H] overtager ejerlejlighederne med skæringsdato den 31. december 2009 mod at frigøre [klageren] for al gæld med pant i ejendommen, dvs. [H] overtager al gæld med pant i ejendommen. Dokumentation for frigørelsen skal foreligge senest den 16. december 2009.
…
1.5 … Skæringsdag og opgørelsesdag af parternes økonomiske mellemværende ved denne tillægsaftale fastsættes til 31. december 2009, uanset tidspunkt for forvaltningsakt vedrørende separation.
…”
Ved mail af 3. december 2009 blev banken informeret om tillægsaftalen.
H’s advokat sendte den 17. december 2009 en mail til klagerens advokat, hvor det blev bekræftet, at banken havde godkendt H som debitor ”på de i ejendommen indestående lån og accepteret, at [klageren] udtræder som debitor. Lånene var fem realkreditlån på i alt 6.749.000 kr. og et banklån på 759.806,54 kr. kr.
Den 6. januar 2010 underskrev en tredjemand kaution for lånene.
Den 19. november 2010 sendte Realkredit Danmark to breve til klageren om, at han med virkning fra den 1. januar 2010 var frigjort for sin hæftelse for realkreditlånene.
I juli 2019 afsagde byretten dom i en af klageren anlagt sag mod H og de to advokater, der medvirkede ved bodelingen. I juli 2020 blev byretsdommen, der ikke er fremlagt under klagesagen, stadfæstet af Østre Landsret. I august 2020 ansøgte klageren om tredjeinstansbevilling. Af ansøgningen fremgik, at landsretten under henvisning til byrettens præmisser havde fastslået, at klagerens krav var forældet. Efter klagerens opfattelse havde retten imidlertid ikke taget højde for, at der under sagen var fremkommet nye oplysninger, som var af betydning for suspension af forældelsesfristen.
…
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Bank og/eller Realkredit Danmark skal betale erstatning 4.472.000 kr.
…
Parternes argumenter
Klageren har anført, at …
Han underskrev tillægsaftalen i tillid til, at H allerede var godkendt til at overtage lejlighederne og godkendt som enedebitor på lånene. Efterfølgende viste det sig, at dette ikke var tilfældet. H blev først senere godkendt til at overtage gælden, og tredjemand underskrev først kautionsdokumenterne den 6. januar 2010. H’s advokat gav en falsk /fiktiv advokatindeståelse for overdragelsen, selvom banken ikke havde kreditgodkendt H.
Danske Bank og Realkredit Danmark gennemførte overdragelsen af ejerlejlighederne med kendskab til bodelingsoverenskomsten og uden den nødvendige sikkerhedsstillelse.
…
Ankenævnets bemærkninger
…
Klageren og hans nu fraskilte ægtefælle, H, ejede to ejerlejligheder, der var finansieret af Danske Bank og Realkredit Danmark. Parret blev skilt i 2009/2010.
Klageren og H underskrev den 2. december 2009 et tillæg til en bodelingsaftale, som parret havde indgået den 11. september 2009.
Vedrørende Realkredit Danmark:
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Realkredit Danmark har pådraget sig et ansvar over for ham i forbindelse med indgåelsen af tillægsaftalen til bodelingsaftalen.
Ankenævnet finder i øvrigt, at der under alle omstændigheder er indtrådt forældelse, idet der er gået mere end ti år fra tidspunktet for instituttets mulige misligholdelse, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jævnfør § 2, stk. 4.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen over Realkredit Danmark.
Vedrørende Danske Bank:
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Danske Bank har pådraget sig et ansvar over for ham i forbindelse med indgåelsen af tillægsaftalen til bodelingsaftalen.
Ankenævnet finder i øvrigt, at der under alle omstændigheder er indtrådt forældelse, idet der er gået mere end ti år fra tidspunktet for bankens mulige misligholdelse, jævnfør forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, jævnfør § 2, stk. 4.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen over Danske Bank.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen over Realkredit Danmark.
Klageren får ikke medhold i klagen over Danske Bank.”
Den 18. november og 15. december 2020 klagede klageren til Datatilsynet over Danske Banks og Realkredit Danmarks håndtering af hans anmodning om indsigt. Den 17. marts 2022 traf Datatilsynet afgørelse i sagen og anførte, at ”der er ikke grundlag for at udtale kritik af Danske Banks og Realkredit Danmarks håndtering af din indsigtsanmodning”. Datatilsynet bemærkede endvidere, at banken over for Datatilsynet havde oplyst, at ”banken ikke umiddelbart kan konstatere, at det omtalte tilsagn findes på skrift i bankens kundemappe vedrørende B [en advokat, P].”
Ved et brev til klageren af 18. oktober 2022 opsagde banken klagerens kundeforhold med tre måneders varsel til ophør den 19. januar 2023. I brevet anførte banken:
”Vi skriver til dig, fordi du gennem en længerne periode har haft en meget grov og intimiderende tone i såvel e-mails som ved telefoniske henvendelser til banken. Et eksempel er, at du for nylig har anført overfor en navngiven medarbejder, at vedkommende ”tydeligvis var uden mandat, og klart uforsvarligt, inkompetent/faglighed mangler, og udviser dårlig dømmekraft, eller alle tre forhold i forening.”
Det er vores oplevelse, at du ved mange lejligheder har søgt at skabe konflikt ved at fremsætte grundløse anklager og trusler mod de medarbejdere, som har besvaret dine mange henvendelser. Eksempelvis har du indklaget to af vores medarbejdere for Advokatnævnet, som ikke fandt grundlag for at udtale kritik. Desuden har du senest den 30. september fremsendt e-mail, hvori du truer med at politianmelde en navngiven medarbejder.
Vi finder disse personlige angreb og din adfærd i øvrigt meget ubehagelig og helt utilbørlig.
Vi er af den opfattelse, at adfærden går langt ud over, hvad vi som pengeinstitut skal og vil acceptere og derfor ønsker vi ikke længere at have dig som kunde i banken.
…”
Banken har som eksempel på klagerens adfærd fremlagt en e-mail af 29. september 2022 fra klageren til en medarbejder i banken.
Den 21. oktober 2022 meddelte klageren, at han ikke kunne anerkende opsigelsen, og at opsigelsen var ulovlig. Klageren anmodede endvidere banken om at få en kundedatarapport vedrørende P. Den 27. oktober 2022 svarede banken, at den fastholdt opsigelsen, og at den ikke havde hjemmel til at efterkomme klagerens anmodning om at få en kundedatarapport vedrørende P.
Den 4. november 2022 indgav klageren en klage over Danske Bank og Realkredit Danmark til Ankenævnet. I et supplerende klageskrift angav klageren yderligere en person/advokat, P, som indklaget. Den 31. januar 2023 afviste Ankenævnets sekretariat klagen mod den pågældende person og anførte:
”… Ifølge Det finansielle ankenævns vedtægter § 2, stk. 1, behandler Ankenævnet klager over penge- og realkreditinstitutter samt investeringsfonde.
Der er efter sekretariatets opfattelse ingen tvivl om, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen over den pågældende person. …”
Den 15. marts 2023 sendte banken efter klagerens anmodning en fornyet kundedatarapport til klageren.
Parternes påstande
Klageren, der er repræsenteret af en advokat i klagesagen, har, jf. klageskema, navnlig nedlagt følgende påstande overfor Danske Bank og Realkredit Danmark:
”1) Datatilsynets afgørelse af 16.03.2022 skal anerkendes.
2) Ny kundedatarapport vedr skyldneren/kautionisten [P] skal udarbejdes for 2009-2010, jf lov fin virk 117a
3) opsigelsen af kundens engagement per 23. jan-2023 er uberettiget
4) Erstatningskravet imod Danske Bank
…
Anerkendelses-afgørelse vedr Datatilsynets afgørelse af 17.03.2022, og fundament vedr erstatningskravet”
Danske Bank har vedrørende klagerens påstande 1), 2) og 4) nedlagt påstand om afvisning. Danske Bank har vedrørende klagerens påstand 3) nedlagt påstand om frifindelse.
Realkredit Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken/realkreditinstituttet og P har handlet som en enhed. Banken/realkreditinstituttet/P har kontinuerligt fejloplyst sagen i landsretten og den tidligere sag i Ankenævnet og i retssagen fejlagtigt bevidnet realiteten af et ”kautionstilsagn”.
Datatilsynets afgørelse af 17. marts 2022 går imod det faktum, som Ankenævnet har lagt til grund i den tidligere afgørelse, hvor banken/realkreditinstituttet usandfærdigt har bevidnet realiteten af kautionstilsagnet. Datatilsynets afgørelse fastslår, at det påståede ”tilsagn” ikke eksisterer, og at ”kautionstilsagnet” var et falsum. Banken/realkreditinstituttet skal anerkende Datatilsynets afgørelse.
Banken/realkreditinstituttet og P har handlet mod bedre vidende og uden et forudgående kautionstilsagn. Banken/realkreditinstituttet vidste eller burde vide, at P ikke havde afklaret betingelserne i gældsovertagelsesaftalen. Debitorskifte spørgsmålet blev således ikke prøvet af Østre landsret eller af Ankenævnet i sag 406/2020. Banken havde ikke forudgående samtykke og ikke noget hjemmelsgrundlag for en selvskyldnerkaution, gældsovertagelse og debitorskifte. Selvskyldnerkautionen eksisterede ikke på aftaletidspunktet for gældsoverdragelsen. Vilkårene i tillæg til bodelings-aftalen af 2. december 2009 blev ikke leveret eller opfyldt.
Aftalen om H’s overtagelse af ejendommen, debitorskiftet, selvskyldnerkaution og frigørelseserklæringerne er ugyldige. Der er tale om en nullitet. Han har krav på at få tilbageført ejendommen. Ugyldighed er ikke omfattet af forældelsesloven. Forældelse af endvidere suspenderet.
Banken/realkreditinstituttet er erstatningsansvarlige for hans tab, idet banken/realkreditinstituttet var i ond tro om P’s selvskyldnerkaution, som ikke eksisterede på aftaletidspunktet.
Hans rettigheder efter en række regler, herunder den europæiske menneskerettighedskonvention og tinglysnings-, ægtefælleskifte-, retspleje-, forsikringsaftale- og straffeloven samt lov om finansiel virksomhed blev krænket.
Banken har uberettiget afslået hans anmodning om en kundedatarapport om P.
Tavshedspligten og bankhemmeligheden i henhold til lov om finansiel virksomhed § 117 ophæves i forbindelse med retsforfølgning, herunder i ankenævnssag 416/2022.
Opsigelsen af hans kundeforhold var uberettiget. Opsigelsesbrevet var ikke underskrevet. Efter almindelige prokura- og tegningsregler er det almindelig bankpraksis, at et sådant brev er underskrevet af to bemyndigede medarbejdere, én overordnet eller af en af bankens interne advokater.
Danske Bank har ad klagerens påstand 1) anført, at Ankenævnet ikke bør behandle indsigelser over en afgørelse fra Datatilsynet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1. Eftersom Datatilsynets afgørelse ikke udtaler kritik af banken, er klagerens påstand under alle omstændigheder ikke meningsfuld, hvorfor denne del af klagen heller ikke af denne grund bør realitetsbehandles, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 3. Denne del af klagen vedrører endvidere ikke et konkret økonomisk mellemværende.
Danske Bank har ad klagerens påstand 2) anført, at denne del af klagen vedrører, om banken med rette har afvist at imødekomme en anmodning fra klageren om indsigt i oplysninger om tredjemand. Retten til indsigt følger af databeskyttelsesforordningen. Datatilsynet fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. Ankenævnet kan derfor ikke behandle sagen, da en klage over afvisning af indsigtsret hører under Datatilsynets kompetence.
Klagerens bemærkninger til den persondatarapport, som han har modtaget fra banken, er et forhold, som falder indenfor Datatilsynets kompetence.
Danske Bank har ad klagerens påstand 3) anført, at klageren gennem længere tid har haft en meget grov og intimiderende tone i såvel mails som telefoniske henvendelser. Klageren har ligeledes fremsat grundløse anklager og trusler mod navngivne medarbejdere i banken, herunder indklaget to medarbejdere for Advokatnævnet, som ikke fandt grundlag for at udtale kritik, samt truet med at politianmelde en anden medarbejder. Denne adfærd går langt ud over, havde banken skal og vil acceptere. Banken havde derfor en saglig begrundelse for at afslutte kundeforholdet og opsige det med tre måneders varsel.
Det er ikke noget usædvanligt i, at banken ikke fysisk underskriver kundebreve. Denne fremgangsmåde er i øvrigt særligt valgt i relation til klagerens kundeforhold, da banken har erfaring for, at klageren forfølger de medarbejdere, som besvarer klagerens henvendelser. Det ændrer under alle omstændigheder ikke opsigelsens gyldighed, at den ikke er underskrevet.
Danske Bank har ad klagerens påstand 4) (krav om erstatning på 3.374.000 kr.) anført, at Ankenævnet allerede har taget stilling til det af klageren rejste erstatningskrav samt grundlaget for kravet under ankenævnssag 406/2020, som endte med en frifindelse af banken. Der er ikke fremkommet nye oplysninger i sagen, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle dette klagepunkt på ny.
Realkredit Danmark har anført, at de nedlagte påstande i sag 416/2022 alene angår Danske Bank.
Klageren har fået afgjort sin sag nr. 406/2020, hvor klageren ikke fik medhold i forhold til Realkredit Danmark. Der ikke ses at være fremkommet yderligere oplysninger i forhold til Realkredit Danmark
Ankenævnets bemærkninger
Den 16. oktober 2020 indgav klageren en klage over Danske Bank og Realkredit Danmark til Ankenævnet i sag nr. 406/2020 (herefter den tidligere klagesag). Klagen angik krav om erstatning begrundet i omstændigheder i forbindelse med skilsmissebodelingen i 2009. Den 9. november 2021 traf Ankenævnet afgørelse i den tidligere klagesag om, at klageren ikke fik medhold i klagen.
Den 18. november og 15. december 2020 indgav klageren en klage til Datatilsynet over Danske Banks og Realkredit Danmarks håndtering af hans anmodning om indsigt. Den 17. marts 2022 traf Datatilsynet afgørelse i sagen og anførte, at ”der er ikke grundlag for at udtale kritik af Danske Banks og Realkredit Danmarks håndtering af din indsigtsanmodning”.
Ved et brev til klageren af 18. oktober 2022 opsagde banken klagerens kundeforhold med tre måneders varsel til ophør den 19. januar 2023.
Den 4. november 2022 indgav klageren en klage over Danske Bank og Realkredit Danmark til Ankenævnet.
I et supplerende klageskrift angav klageren yderligere en person/advokat, P, som indklaget. Den 31. januar 2023 afviste Ankenævnets sekretariat klagen mod P. Ankenævnet tiltræder sekretariatets afvisning af klagen mod P.
Vedrørende Realkredit Danmark:
Efter Ankenævnets vedtægter, § 4, kan Ankenævnet ikke behandle klager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder. Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstande 1) og 2), angår spørgsmål om overholdelse af databeskyttelsesloven, persondataforordningen og lov om finansiel virksomhed § 117 a, og at disse spørgsmål hører under Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby. Ankenævnet kan således ikke behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4. Ankenævnet finder endvidere, at det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, at Ankenævnet ikke kan behandle en klage vedrørende Datatilsynets afgørelse.
Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstand 4), vedrører forhold, som blev behandlet og afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 9. november 2021 i den tidligere klagesag. Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage den tidligere klagesag. Klageren får herefter ikke medhold i sin påstand 4).
Vedrørende Danske Bank:
Efter Ankenævnets vedtægter, § 4, kan Ankenævnet ikke behandle klager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder. Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstande 1) og 2), angår spørgsmål om overholdelse af databeskyttelsesloven, persondataforordningen og lov om finansiel virksomhed § 117 a, og at disse spørgsmål hører under Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby. Ankenævnet kan således ikke behandle denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4. Ankenævnet finder endvidere, at det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1, at Ankenævnet ikke kan behandle en klage vedrørende Datatilsynets afgørelse.
Vedrørende klagerens påstand 3) har banken blandt andet anført, at klageren gennem en længere periode havde haft en meget grov og intimiderende tone i skriftlige og telefoniske henvendelser til banken, havde fremsat grundløse anklager og trusler mod medarbejdere, som havde besvaret hans mange henvendelser, og truet med at politianmelde en navngiven medarbejder. Ankenævnet finder ikke anledning til at tilsidesætte bankens vurdering af, at klageren har optrådt anstødeligt i forhold til bankens ansatte, og at den på den baggrund ikke ønsker, at klageren forbliver kunde i banken. Klageren får herefter ikke medhold i sin påstand 3).
Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstand 4), vedrører forhold, som blev behandlet og afgjort ved Ankenævnets afgørelse af 9. november 2021 i den tidligere klagesag. Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage den tidligere klagesag. Klageren får herefter ikke medhold i sin påstand 4).
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen mod P.
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen over Realkredit Danmark, der vedrører klagerens påstande 1) og 2).
Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen over Realkredit Danmark.
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen over Danske Bank, der vedrører klagerens påstande 1) og 2).
Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen over Danske Bank.