Kontooplysninger. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:168/1991
Dato:19-12-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kontooplysninger. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:


Under denne klagesag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at oplyse klageren om, hvor en hende tilhørende bankbog befinder sig, samt hvordan kontoens indestående er blevet hævet, hvem der har givet ordre til overførsel mellem klagerens budgetkonto og andre konti, hvortil en nærmere angivet håndpantsætningserklæring skulle oprettes, og på hvis foranledning den blev oprettet samt meddele nærmere oplysninger om klagerens værdipapirer og obligationsbeholdning beroende i et depot hos indklagede.

Indklagede har under sagens forberedelse oplyst om baggrunden for den omhandlede håndpantsætningserklæring, som i øvrigt ikke længere eksisterer, ligesom indklagede har meddelt klageren en samlet oversigt over de i klagerens depot beroende værdipapirer. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at efter hendes mands død i 1985, fandt en datter under oprydningsarbejdet en bankbog, som datteren uden klagerens viden har hævet på, således at bankbogens oprindelige indestående på 54.000 kr. er blevet hævet. Datteren har endvidere uden klagerens viden disponeret og flyttet penge fra klagerens forskellige konti samt forestået køb af værdipapirer m.v. Datteren har imidlertid ikke haft fuldmagt til disse dispositioner, ligesom klageren heller ikke er bekendt med, hvor bankbogen nu befinder sig. Klageren bestrider, at hun nogen sinde har været i indklagedes Augustenborg afdeling, som har været kontoførende afdeling, og hun bestrider derfor at have indgået aftale med afdelingen om et overtræk af budgetkontoen. For så vidt angår klagerens værdipapirbeholdning har klageren gjort gældende, at hun ikke er bekendt med, hvorledes beholdningen er blevet mindre, eller hvem der har beordret køb af værdipapirer. Klageren har i denne forbindelse efterlyst købet af 6 stk. obligationer til en nominel værdi af 117.000 kr. Den nominelle værdi af obligationsbeholdningen er siden ægtefællens død forringet med over 100.000 kr.

Indklagede har anført, at klagerens nævnte datter aldrig har fået udbetalt beløb fra den omhandlede konto med tilhørende bankbog, idet kontoens indestående alene har været anvendt til overførsler til klagerens budgetkonto og checkkonto. Dog har klageren i enkelte tilfælde selv hævet beløb til betaling af B-skat. Indklagede har i øvrigt ikke noget kendskab til, hvor bankbogen befinder sig. For så vidt angår klagerens budgetkonto er der med klageren aftalt en overtræksret på 11.100 kr. Med hensyn til overførsel af beløb til budgetkontoen fra bankbogen har dette været nødvendiggjort af, at indbetalingerne til budgetkontoen i form af obligationsrenter ikke var tilstrækkelige til at dække de udgifter, der betaltes via budgetkontoen. Indklagede har i øvrigt anført, at klageren løbende har fået tilsendt kontoudtog, depotudskrifter m.v. og herigennem er blevet orienteret om sine kontoforhold.

An­ke­næv­nets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at måtte forudsætte en bevisførelse herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf





Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.