Spørgsmål om gyldigheden af håndpantsætningserklæring om sekundær pantsætning for tredjemands gæld.

Sagsnummer:179/1997
Dato:19-11-1997
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om gyldigheden af håndpantsætningserklæring om sekundær pantsætning for tredjemands gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Ved endelig tvangsauktion afholdt den 15. januar 1993 blev en udlejningsejendom tilhørende klager A's mor solgt for 233.000 kr. til BRFkredit, der havde pant i ejendommen. Klager A's forældre havde på auktionstidspunktet en gæld til indklagede på ca. 800.000 kr. og beboede ejendommen. Det fremgår, at også klagerne bor i ejendommen.

Ejendommen har ifølge klagerne 7 lejemål - ifølge indklagede 10 lejemål. Ifølge klagerne var formålet med købet at bevare boligen for A's forældre. Ifølge indklagede var formålet ikke udelukkende at bevare klager A's forældres bolig.

I forbindelse med BRFkredits overtagelse af ejendommen blev der med klagerne A og B indgået aftale om disses køb af ejendommen. I denne forbindelse ydede indklagedes Randers afdeling klagerne en kassekredit på 150.000 kr., idet indklagede fik sikkerhed i et ejerpantebrev på 465.000 kr. i ejendommen.

Klagerne underskrev den 19. april 1993 transportauktionsskøde om ejendommen med en købesum på 700.000 kr. Den 27. oktober 1993 udstedte fogedretten auktionsskøde til klagerne.

Den 31. januar 1994 underskrev klagerne en "sekundær håndpantsætningserklæring", hvorefter de til sikkerhed for opfyldelse af klager A's forældres forpligtelser af enhver art over for indklagede håndpantsatte et ejerpantebrev på 965.000 kr. med pant i ejendommen, dog således at pantet primært var stillet for alt mellemværende med klagerne og sekundært for alt mellemværende med klager A's forældre.

Af skrivelse af 24. april 1997 fra klagernes advokat til indklagede fremgår, at der den 21. s.m. havde været et møde med indklagede, hvor klagernes engagement var blevet drøftet, herunder spørgsmålet om den sekundære pantsætning af ejerpantebrevet.

Klagerne har den 16. maj 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at det håndpantsatte ejerpantebrev ikke er stillet til sikkerhed for klager A's forældres gæld til indklagede.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, principalt efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, subsidiært efter § 7, stk. 1.

Klagerne bestrider, at sagen bør afvises som følge af, at den skulle anses for at vedrøre et erhvervsmæssigt mellemværende eller kræve bevisførelse. I forbindelse med købet af ejendommen blev det præciseret over for indklagede, at mellemværendet med forældrene ikke måtte sammenblandes med købet. Dette blev også præciseret over for indklagedes afdelingsbestyrer ved et møde forud for tvangsauktionen. Afdelingsbestyreren har bekræftet dette ved mødet i april 1997. Det var ikke på tale, at en eventuel værdiforøgelse af ejendommen skulle tilgå indklagede. De har ikke noget kendskab til, at de skulle have underskrevet den omstridte håndpantsætningserklæring. Indklagede anmodede om en forhøjelse af ejerpantebrevet på et tidspunkt, hvor deres kassekredit var overtrukket med 50.000 til 60.000 kr. Pantsætningen skete frivilligt, men den skete, uden at de forstod, hvad der foregik. Pantsætningen må anses for ugyldig, jf. aftalelovens § 36. Virkningen af håndpantsætningen er bl.a., at værdien af det arbejde, som de har udført på ejendommen, uden særlig begrundelse vil tilfalde indklagede. Det forekommer usandsynligt, at de skulle have indvilget i at bruge deres arbejdskraft på denne måde, hvis formålet alene var at nedbringe indklagedes tilgodehavende hos klager A's forældre.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden principalt anført, at klagen angår et erhvervsmæssigt mellemværende, idet ejendommen er en forretnings- og beboelsesejendom. Behandlingen af klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 3. Klagen bør subsidiært afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, idet en bedømmelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet. I forbindelse med tvangsauktionen over ejendommen i 1992/93 aftaltes det, at klagerne skulle erhverve ejendommen på vegne klager A's forældre, idet man herved bl.a. ønskede at sikre, at ejendommen kunne bevares som bolig for familien. Konstruktionen blev ikke gennemført for at tildele klagerne en eventuel gevinstchance i tilfælde af stigninger i ejendommens værdi, og klagerne skulle på den anden side ikke løbe nogen større risiko, end hvad den ved købet etablerede kassekredit kunne indebære. En eventuel værdiforøgelse konstateret ved et salg skulle tilgå indklagede til hel eller delvis udligning af klager A's forældres engagement. Der blev derfor etableret en sekundær håndpantsætning af ejerpantebrevet, således at ejerpantebrevets hovedstol nogenlunde ækvivalerede indklagedes tilgodehavende hos forældrene. Det aftales også, at et eventuelt driftsoverskud på ejendommen skulle nedbringe indklagedes tilgodehavende hos forældrene.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klagen, der angår den sekundære håndpantsætning af ejerpantebrevet på 965.000 kr. i klagernes udlejningsejendom til sikkerhed for klager A's forældres gæld, kan anses at vedrøre et erhvervsmæssigt kundeforhold.

Indklagede har anført, at det i forbindelse med klagernes køb af ejendommen og indklagedes långivning hertil blev aftalt, at en eventuel værdistigning konstateret ved et senere salg skulle tilgå indklagede til nedbringelse af klager A's forældres gæld til indklagede, og at den sekundære håndpantsætning af ejerpantebrevet på 965.000 kr. var et led i denne aftale. Dette er bestridt af klagerne, som gør gældende, at de ikke var klar over, at de underskrev en erklæring om pantsætning til sikkerhed for klager A's forældres gæld. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen under disse omstændigheder ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.