Spørgsmål om hævninger på lønkonto skete i strid med rådighedsbegrænsning.

Sagsnummer:312/1998
Dato:07-09-1999
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne:Rådgivning - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Indlån - rådighedsbegrænsning
Ledetekst:Spørgsmål om hævninger på lønkonto skete i strid med rådighedsbegrænsning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Under denne sag har klageren gjort gældende, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at have muliggjort, at klagerens datter har kunnet hæve på sin konto hos indklagede, selv om der var aftalt en rådighedsbegrænsning.

Sagens omstændigheder.

Klagen vedrører en løbende konto i indklagedes Hjørring afdeling. Til kontoen er udstedt dankort og checks. Kontohaveren er klagerens datter, der er født i 1957. Klageren har oplyst, at datteren på grund af sygdom har været førtidspensionist siden 1984.

Ifølge klageren blev datterens engagement i marts 1993 overført til Hjørring afdeling fra indklagedes Kolding afdeling. Hun og datteren gjorde det klart for den navngivne medarbejder, der blev tilknyttet engagementet i Hjørring afdeling, at datteren er pensionist og i perioder bruger løs af sine penge til ligegyldige ting, som hun ikke kan finde anvendelse for, hvorfor hun administrativt skulle køres i kort snor. Da engagementet blev ført i Kolding afdeling, var det aftalt, at der ved hævning af større beløb skulle foreligge to underskrifter. Datteren ønskede selv et månedligt maksimumsbeløb, som hun kunne bruge, og det blev aftalt, at overtræk ikke måtte forekomme. Medarbejderen gav klart udtryk for, at hun ville sørge for, at der var styr på datterens økonomi. Da medarbejderen senere forlod afdelingen, lovede hun at sætte en anden medarbejder ind i datterens problemer.

Indklagede har bestridt, at Hjørring afdeling har påtaget sig en kontrolforpligtelse over for datterens konti, herunder at overtræk ikke måtte forekomme. Indklagede har fremlagt en engagementsoversigt af 22. januar 1998, som er påført en notits i forbindelse med skiftet af sagsbehandler på engagementet. Af notitsen fremgår bl.a.:

"Vi skal styre kontiene dvs ovf. til ops når der står for meget på BG Privat"

På stamkortet vedrørende datterens engagement er der under bemærkninger bl.a. anført:

"SKRIV SÅ VIDT MULIGT IKKE TIL KUNDEN, MEN GÅ GENNEM MOR, [KLAGEREN]"

Ifølge klageren rettede hun den 12. august 1998 henvendelse til indklagede, idet hun via et familiemedlem i København, hvor datteren var på ferie, havde fået oplyst, at datteren købte ukontrolleret ind. Hun anmodede medarbejderen, der var tilknyttet datterens engagement, om at spærre kontoen og orienterede om baggrunden herfor. Medarbejderen oplyste, at saldoen på kontoen var ca. 11.000 kr., og at kontoen blev spærret.

Indklagede har anført, at klageren rettede henvendelse den 11. august 1998 og fik oplyst saldoen til 17.330,19 kr. Klageren ønskede datterens dankort spærret, idet hun "brugte for mange penge i København". Medarbejderen nævnte, at det kunne give datteren nogle ubehagelige oplevelser, når hun ønskede at benytte kortet i København, men klageren nævnte, at familiemedlemmer kunne hjælpe hende i påkommende tilfælde. Dankortet blev spærret den 11. august 1998, kl. 10.19.

Af kontoudskriften for datterens konto fremgår en hævning ved check på 6.200 kr. bogført den 12. august 1998. Den 17. august 1998 fremgår en udbetaling på 2.000 kr. Om baggrunden for denne udbetaling er det oplyst, at datteren henvendte sig i indklagedes Holte afdeling og anmodede om at få udbetalt 2.000 kr. Afdelingen konstaterede, at kontoen var spærret, idet dankortet var meldt savnet. Da datteren imidlertid kunne fremvise kortet, blev spærringen ophævet og udbetalingen gennemført.

Efter hævningen på de 2.000 kr. var kontoens saldo 9.130,19 kr. Ifølge indklagede blev denne saldo oplyst til klageren ved en telefonisk henvendelse samme dag.

Af kontoudskriften fremgår, at der i perioden 18. - 24. august 1998 blev foretaget 19 hævninger på i alt 19.701,03 kr. hovedsagelig ved check og anvendelse af dankort. Den 24. august 1998 udviste kontoen en negativ saldo på 11.070,84 kr.

Under sagen er fremlagt en original fuldmagtserklæring dateret 5. januar 1998, hvorefter datteren giver klageren fuldmagt til "at handle på mine vegne i alle forhold".

Parternes påstande.

Den 21. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre hævningerne på i alt ca. 22.000 kr. til datterens konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede på grundlag af drøftelser med både hende og datteren havde et indgående kendskab til datterens særlige problemer, herunder datterens periodevise uhæmmede og unyttige forbrug. Det var aftalt, at datteren administrativt skulle køres i kort snor, og at kontiene ikke måtte kunne overtrækkes. Under datterens ophold i København fik indklagedes medarbejder instruks om at spærre kontoen og fik forklaret baggrunden herfor. Det var derfor utilstrækkeligt, at medarbejderen alene meldte datterens dankort savnet, idet datteren herefter uden videre kunne få kontoen åbnet igen. Denne fejl fra medarbejderens side var en direkte årsag til det tab, der opstod ved datterens hævninger i perioden 17 - 24. august 1998 på i alt 22.000 kr. Indklagede har i øvrigt forsømt sin pligt til at rådgive hende og datteren om, hvorledes de under hensyn til datterens særlige problemer kunne sikre kontrollen med datterens konti.

Indklagede har anført, at dankortet blev spærret i henhold til klagerens instruks og i tillid til klagerens oplysning om, at hun var bemyndiget hertil. Klageren anmodede ikke om, at kontoen skulle spærres, eller at der i øvrigt skulle foretages andre foranstaltninger til imødegåelse af, at datteren kunne disponere over sin konto. Det var medarbejderens klare opfattelse, at klageren netop som en midlertidig løsning ønskede kortet spærret, idet hun selv ville tale med datteren. Klagerens telefoniske henvendelse den 17. august 1998 opfattede man som en kontrol af datterens dispositioner på kontoen og samtidig en accept heraf. Først under samtalen den 24. august 1998 blev man bekendt med, at datteren på grund af sygdom periodevis fik anfald, der medførte, at hun ikke evnede at administrere sin økonomi. Hjørring afdeling havde ikke tidligere været opmærksom på, at datteren havde sådanne problemer. Fuldmagten fra datteren til klageren er ikke til hinder for, at datteren selv disponerer over sine konti. Man har handlet nøje i overensstemmelse med de instrukser, som klageren som fuldmægtig for datteren har afgivet, og det er ikke dokumenteret, at datteren har lidt et tab ved de stedfundne hævninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På grund af parternes modstridende forklaringer dels vedrørende, hvilke aftaler der var indgået om datterens engagement forud for august 1998, dels vedrørende det aftalte under telefonsamtalerne medio august 1998 umiddelbart forud for de omstridte hævninger, finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.