Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med ekspedition af begunstigelseserklæring i tilknytning til forsikring.

Sagsnummer:501/2008
Dato:29-09-2009
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen
Klageemne:Forsikring - indsættelse af begunstiget
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med ekspedition af begunstigelseserklæring i tilknytning til forsikring.
Indklagede:Sparekassen Hobro
Øvrige oplysninger:
Senere dom:


Indledning.

Denne sag vedrører, om Sparekassen Hobro har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med en begunstigelseserklæring i tilknytning til klagerens nu afdøde samlevers gruppelivsforsikring.

Sagens omstændigheder.

Klagerens nu afdøde samlever, S, var kunde i Sparekassen Hobro.

Den 10. oktober 1996 tegnede S via sparekassen en gruppelivsforsikring hos Forenede Gruppeliv. Forsikringen blev pantsat til sparekassen til sikkerhed for S’ engagement.

I tilknytning til gruppelivsforsikringen underskrev S samme dag, den 10. oktober 1996, en særlig begunstigelseserklæring, hvorefter klageren ved hans død skulle have forsikringen udbetalt. I erklæringen er S’ CPR-nr. ufuldstændigt anført, idet et ciffer er erstattet af et +. Endvidere er klagerens fornavn ikke angivet korrekt. Af begunstigelseserklæringen, hvoraf en kopi under sagen er fremlagt, fremgår bl.a.:

"Særlig begunstigelse er kun nødvendig, hvis forsikringssummen
skal tilfalde andre end nærmeste pårørende.
Erklæringen indsendes i udfyldt og underskrevet stand til
FORENEDE GRUPPELIV, [adresse],
der skriftligt bekræfter modtagelsen."

I 2003 overgik forsikringen fra Forenede Gruppeliv til AP Pension.

Den 18. august 2008 døde S.

Efter det oplyste blev forsikringssummen, som udgjorde 121.347,46 kr., udbetalt til ligelig fordeling mellem klagerens og S’ to fælles døtre og S’ datter fra et tidligere ægteskab, som hver fik udbetalt 40.449,15 kr.

Klageren, der mente, at hun var berettiget til forsikringssummen, henvendte sig til sparekassen, der kun var i besiddelse af en kopi af forsikringsblanketten og begunstigelseserklæringen.

AP Pension meddelte ved brev af 18. september 2008 til klageren, at en særlig begunstigelse kun var gyldig, hvis den skriftligt var meddelt forsikringsselskabet, jf. forsikringsaftalelovens § 103, og at AP Pension ikke havde modtaget meddelelse om særlig begunstigelse på S’ gruppelivsforsikring.

Forenede Gruppeliv meddelte ved brev af 21. oktober 2008 til klageren, at man hverken på tegningstidspunktet eller senere havde modtaget en særlig begunstigelseserklæring i tilknytning til S’ gruppelivsforsikring, og at man følgelig ikke havde videresendt en sådan til AP Pension i forbindelse med overtagelsen i 2003.

Parternes påstande.

Den 28. november 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Hobro til hende skal betale 121.347,46 kr., subsidiært 40.449,15 kr.

Sparekassen Hobro har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at S ønskede, at hun skulle være begunstiget i henhold til gruppelivsforsikringen. Han fortalte om begunstigelsen første gang i 1999, hvor han blev ramt at en blodprop. Døtrene havde han sikret gennem en livsforsikring via sit arbejde.

Begunstigelseserklæringen blev tilsyneladende aldrig modtaget i forsikringsselskabet, hvilket må skyldes en fejl i sparekassen. Hvis sagen blev behandlet korrekt fra sparekassens side, må det påhvile sparekassen at dokumentere dette. Sparekassen må endvidere bære ansvaret for tastefejlene i begunstigelseserklæringen, hvis disse skulle være af betydning af gyldigheden.

Sparekassen bør i hvert fald betale den del af forsikringssummen, der blev udbetalt til S’ datter fra et tidligere ægteskab.

Sparekassen Hobro har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, idet den ikke angår et kundeforhold mellem klageren og sparekassen. Klageren er ikke part i sagen. Sagen er forældet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at S ville begunstige hende. Det vides ikke, om S eksempelvis fortrød begunstigelsen.

Klageren har ikke bevist, at sparekassen påtog sig ansvaret for at sende begunstigelseserklæringen til forsikringsselskabet.

Forsikringsaftalen og begunstigelseserklæringen blev underskrevet samme dato. Da sparekassen nu kun har kopier af dokumenterne i kundemappen, må det formodes, at begunstigelseserklæringen blev sendt sammen med forsikringsaftalen, hvis dette var aftalt med S. Hvis sparekassen havde forsømt at sende begunstigelseserklæringen, måtte det originale eksemplar fortsat findes i kundemappen.

Klageren har ikke lidt noget tab, idet begunstigelseserklæringen ikke var uigenkaldelig, ligesom begunstigelsen tidligst var gyldig, når forsikringsselskabet havde fået skriftlig besked om indsættelsen, hvilket aldrig skete. Klageren har således ikke på noget tidspunkt haft krav på udbetaling af forsikringssummen.

Det er uvist, hvorvidt begunstigelseserklæringen ville have kunnet danne grundlag for en udbetaling til klageren, idet der var fejl i erklæringen. Det kan ikke på nuværende tidspunkt pålægges sparekassen at føre bevis for de nærmere omstændigheder ved forsikringstegningen i 1996.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Selv om der ikke består noget egentligt kundeforhold mellem klageren og Sparekassen Hobro, findes klagerens krav at være omfattet af Ankenævnets kompetence. Sparekassen afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Klageren gør til støtte for sit krav gældende, at sparekassen har begået fejl i forbindelse med tegningen i 1996 af hendes nu afdøde samlevers gruppelivsforsikring. Kravet må anses for omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i den tidligere § 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i forældelsesloven af 1908. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren forud for S’ død i 2008 var eller burde være bekendt med, at indsættelsen af hende som begunstiget på S’ forsikring ikke var gyldigt stiftet. Forældelsesfristen kan derfor først regnes fra S’ død, jf. 1908-loven § 3. Kravet er derfor ikke nu forældet og forældes tidligst den 1. januar 2011, jf. overgangsreglen i § 30, stk. 1 i den nugældende forældelseslov nr. 522 af 6. juni 2007. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at klageren har udvist passivitet.

3 medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen – udtaler herefter:

Det må anses for uafklaret, om det skyldes en fejl fra sparekassens side, at klageren ikke blev registreret som begunstiget i henhold til S’ gruppelivsforsikring, og i så fald om sparekassens eventuelle erstatningsansvar i forbindelse hermed bør bortfalde eller nedsættes som følge af egen skyld fra S’ side. Vi finder, at en afgørelse heraf ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af nævnets vedtægter § 7, stk. 1.

2 medlemmer – Rut Jørgensen og Carsten Holdum – udtaler:

Vi finder, at det må lægges til grund, at S ved tegningen af forsikringen ønskede at indsætte klageren som begunstiget. Vi støtter dette på den fremlagte kopi af begunstigelseserklæringen, der blev underskrevet af S samtidig med tegningen af forsikringen, samt omstændighederne i øvrigt, herunder det af klageren anførte, og at særlig begunstigelse af klageren må anses for naturlig i et samlivsforhold med fælles børn. Der er ikke oplyst omstændigheder, der kunne tyde på, at S inden sin død fortrød begunstigelsen.

Vi finder, at sparekassen, der forestod forsikringstegningen, var ansvarlig for, at begunstigelseserklæringen blev ekspederet korrekt. Vi stemmer derfor for, at der gives klageren medhold.

Vi har ikke herved taget stilling til, om sparekassen vil kunne gøre et berigelseskrav gældende mod S’ døtre.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf



Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.