Lånetilsagn, sikkerhedsstillelse. Erstatning. Afvisning.

Sagsnummer:21/1988
Dato:02-02-1989
Ankenævn:Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørgen Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Lånetilsagn, sikkerhedsstillelse. Erstatning. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I august 1984 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, ifølge hvilken han håndpantsatte de til enhver tid i et sikkerhedsdepot i Hellerup Banks, nu indklagedes, Kokkedal afdeling beroende effekter til sikkerhed for ethvert engagement, som han måtte have med indklagede.

I september 1984 ydede indklagede klageren et lån på 100.000 kr. Dette lån blev i december 1985 forhøjet med 853.000 kr. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 1.370.000 kr. i sin ejendom i Hornbæk.

I 1986 overtrak klageren sin checkkonto med betydelige beløb, og for at dække overtrækket ind blev det på et møde i juli 1986 i afdelingen mellem klageren og den daværende filialchef aftalt, at klagerens lån kunne forhøjes til 2 mio. kr. mod, at klageren som sikkerhed for lånet håndpantsatte Krøyer-malerier med certifikat. Det blev ligeledes aftalt, at dokumenterne skulle underskrives og malerierne indleveres i indklagedes Øregaard afdeling.

Den 1. august 1986 henvendte klageren sig i indklagedes Øregaard afdeling medbringende to Krøyer-malerier. Klageren underskrev lånedokumentet og indlæggelsesbilag i henhold til pantsætningserklæringen, således at malerierne indgik i klagerens sikkerhedsdepot i indklagedes Kokkedal afdeling.

Indklagede rettede herefter telefonisk henvendelse til klageren og meddelte, at klageren ifølge aftalen på mødet i Kokkedal afdeling i juli måned skulle stille 3 malerier med certifikater til sikkerhed, hvorfor han skulle henvende sig i Øregaard afdeling senest den 4. august 1986 og pantsætte det 3. maleri.

Da dette ikke skete, meddelte indklagede i skrivelse af 7. august 1986 klageren, at lånet ikke kunne komme til udbetaling, da de ved låneansøgningen stillede krav ikke var opfyldt.

Den 14. august 1986 blev der afholdt et møde med klageren, hvor indklagede yderligere bl.a. anførte, at malerierne ikke kunne værdifastsættes sikkert uden certifikat.

I skrivelse af 19. august 1986 meddelte indklagede klageren, at man under henvisning til mødet den 14. august fandt det rigtigst, at klageren overflyttede sit engagement til et andet pengeinstitut. Indklagede bekræftede endvidere overfor klageren, at man ville honorere checks og det hidtidige overtræk på klagerens checkkonto i størrelsesordenen 74.000 kr. og anførte, at de to indleverede malerier i konsekvens heraf var stillet til sikkerhed for engagementet, hvilket ifølge indklagede var i overenstemmelse med det på mødet den 14. august aftalte.

Indklagede anmodede endvidere klageren om at anvise et pengeinstitut, hvortil engagementet kunne overføres hurtigst muligt og senest den 1. september 1986.

I skrivelse af 27. august 1986 meddelte klagerens advokat indklagede, at han fastholdt, at der på mødet i indklagedes Kokkedal afdeling med filialchefen var opnået enighed om, at klagerens kredit kunne forhøjes til 2 mio. kr, og at klageren ved indleveringen af de to malerier fik udleveret kopi af gældsbrevet i underskrevet stand, uden at klageren i den anledning indgik aftale med indklagede om pantsætning af endnu et maleri.

I skrivelse af 3. september 1986 opsagde indklagede sit engagement med klageren til den 10. oktober 1986 til fuld indfrielse og meddelte, at man ville realisere håndpanterne, såfremt klageren ikke havde anvist et nyt pengeinstitut inden opsigelsesdagen.

Den 6. oktober 1986 overgav indklagede sit engagement med klageren til inkasso. Klagerens ejendom blev herefter i maj 1987 bortsolgt på tvangsauktion, hvor indklagede overtog ejendommen som ufyldestgjort panthaver med et bud på 1,2 mio. kr.

Malerierne blev i februar 1988 gennem Bruun Rasmussens Auktioner bortsolgt på tvangsauktion for netto 238.000 kr.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af tvangssalgene. Klageren har opgjort tabet til 1,88 mio. kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ved mødet i Kokkedal afdeling ydede ham en forhøjelse af hans lån til 2 mio. kr., og at der hverken på daværende tidspunkt eller på tidspunktet for underskrivelsen af lånedokumenterne fra indklagedes side blev stillet krav om pantsætning af yderligere et Krøyer-maleri.

Kopi af lånedokumentet blev udleveret i underskrevet stand ved pantsætningen af de to malerier, og der er således indgået en bindende aftale mellem parterne om låneforhøjelsen. Udover at have pantsat to Krøyer-malerier havde han stillet sikkerhed for lånet ved håndpantsætning af ejerpantebrev på 1.370.000 kr. i sin ejendom, der var vurderet til 3 mio. kr. Malerierne havde han i 1985 købt på Bruun Rasmussens Auktioner for 625.000 kr. betalt ved check trukket hos indklagede, som derfor var bekendt med maleriernes værdi, uanset at han ikke kunne fremkomme med certifikater med værdifastsættelse.

Endvidere burde ejendommen være solgt gennem en ejendomsmægler, der sædvanligvis handler med ejendomme i denne prisklasse, og ikke på tvangsauktion.

Endelig figurerer på indklagedes opgørelse af engagementet ikke ejendommens indbo til en værdi af 400.000 kr, som blev bortsolgt med ejendommen.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede udover det allerede overfor klageren anførte oplyst, at gældsbrevet af 1. august 1986 aldrig er blevet stemplet, hvilket skyldes at lånet aldrig er blevet effektueret. Under tvangsauktionen over den faste ejendom var der antaget en statsautoriseret ejendomsmægler som bistand, og malerierne er solgt gennem et anerkendt auktionsfirma.

Efter at ejendommen havde været søgt solgt gennem halvandet år, har indklagede afhændet denne til en salgspris, der ligger 200.000 kr. under den pris, for hvilken man som ufyldestgjort panthaver overtog ejendommen, der ved overtagelsen var uden indbo.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagens forskellige punkter ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor klagen afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.