Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.

Sagsnummer:253/1997
Dato:05-11-1997
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne:Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Beløbet vedrører en af indklagede registreret hævning på 2.000 kr. i en kontantautomat tilknyttet indklagedes Rødovre Centrum afdeling lørdag den 21. juni 1997 kl. 10.02. Beløbet blev debiteret klagerens konto i BG Bank den 24. juni 1997 med valør den foregående dag.

Klageren har anført, at hans ægtefælle forgæves forsøgte at hæve 2.000 kr. i den pågældende automat den 21. juni 1997. Ægtefællen tastede koden og beløbet ind. Efter at kortet var kommet ud af automaten, afventede hun forgæves udbetalingen af beløbet. Da skærmen på automaten viste "indsæt Deres kort", indsatte næste kunde sit kort i automaten, hvorpå ægtefællen resignerede og forsøgte at hæve beløbet i en kontantautomat tilknyttet et andet pengeinstitut. Denne automat afviste udbetalingen med henvisning til, at der ikke måtte hæves yderligere på kontoen den pågældende dag. Efterfølgende samme dag ringede han til Girofon og fik oplyst alle træk på kontoen siden sidste kontoudtog. Der blev samtidig oplyst en saldo på 5.000 kr., hvilket svarede til hans noteringer. Først ved modtagelsen af en kontoudskrift den 28. juni 1997 konstaterede han, at beløbet på 2.000 kr. var debiteret kontoen. Han rettede henvendelse til BG Bank, mens ægtefællen den 3. juli 1997 henvendte sig til indklagedes Rødovre Centrum afdeling vedrørende transaktionen.

Indklagede har anført, at man dagen før ægtefællens henvendelse til afdelingen vedrørende transaktionen rutinemæssigt havde afstemt kontantautomaten uden at konstatere differencer eller uregelmæssigheder af nogen art. Indklagedes eftersyn af tællestrimlen viste, at hævningen var registreret som gennemført på helt normal vis. Da ægtefællen først rettede henvendelse knap to uger efter transaktionen, og efter at automaten var afstemt, har indklagede ikke haft mulighed for at foranstalte nærmere undersøgelser.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen alene beror på en bevisvurdering, som forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet, men må i givet fald finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.