Indsigelse om, at købsordre blev afregnet med for stort antal aktier.

Sagsnummer:59/2005
Dato:23-06-2005
Ankenævn:Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen.
Klageemne:Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse om, at købsordre blev afregnet med for stort antal aktier.
Indklagede:Handelsbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelse om, at en købsordre afgivet i februar 2000 blev gennemført for 400 stk. aktier i stedet for 40 stk. aktier.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er søstrene A og B.

Den 28. februar 2000 afregnede indklagede for hver af klagerne købet af 400 stk. aktier i selskabet Goto.com til kurs 72,99 svarende til 29.196,00 USD. Med tillæg af kurtage og udenlandske handelsomkostninger udgjorde beløbet i danske kroner 222.826,34 kr., som med valør den 29. februar 2000 blev hævet på klagernes respektive konti hos indklagede.

Købsordrerne var afgivet af klagernes far ved telefonisk henvendelse til indklagedes børsafdeling. Klagerne har anført, at deres far afgav ordre om køb af 40 stk. aktier for hver af dem, men at indklagede fejlagtigt gennemførte ordren som køb af 400 stk. aktier.

Af kontoudtog for klagernes konti hos indklagede fremgår, at købet af aktierne for A's vedkommende medførte et overtræk på 168.267,38 kr. den 29. februar 2002. For B's vedkommende medførte købet et overtræk på 133.823,50 kr. Ingen af klagerne havde overtræksret på deres konto.

Den 3. marts 2000 afregnede indklagede klagernes salg af hver 360 stk. aktier i Goto.com til kurs 64,25 svarende til et afregningsbeløb i danske kroner på 177.159,61 kr. Ved salget blev der ikke beregnet kurtage.

Indklagede har anført, at klagernes far i perioden fra 27. oktober 1998 til 15. august 2001 for hver af klagerne gennemførte 14 enslydende købs- og salgstransaktioner vedrørende værdipapirer, heri inkluderet købet og salget af de omstridte Goto.com aktier. Af notaerne, der er fremlagt under sagen, fremgår, at handlerne angår beløb i størrelsesordenen mellem 14.739 kr. og 69.341 kr. 10 af handlerne er foretaget forud for 1. januar 2000, mens to handler ligger efter de omstridte handler.

Af en erklæring af 9. april 2005 fra klagernes far fremgår:

"Jeg bestilte aktierne i [indklagedes] børsafdeling telefonisk, på følgende måde:

"Mine døtre vil købe for et mindre beløb, knapt kr. 20.000- til hver, i internetaktien GOTO, er det ikke ca." …..herefter mener jeg at have sagt, 40 stk.

Efter nogle dage bliver jeg ringet op fra samme afdeling, der gør opmærksom på, at der er købt 400 stk., og at jeg har bestilt de 400 stk. og ikke 40 stk., og at det var indtalt på bånd, som sædvanlig. Overtrækket på mine døtres konti skulle indbetales med det samme eller aktierne sælges.

Jeg havde ingen anelse om fejlen, og de dage, der gik fra købet til jeg blev oplyst om fejlen, betød et kursfald på ca. 10%, hvor det største fald netop var den dag de blev solgt på "åbning af børsen".

[Indklagede] oplyste, at de ikke kunne tage ansvar for fejlen, da de reagerer efter det bestilte antal. Jeg har ikke hørt båndoptagelsen, men stolede på oplysningen."

Parternes påstande.

Klagerne har den 21. februar 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre dem kurstabet på de 360 aktier svarende til for hver af dem 23.384,10 kr. med tillæg af overtræksrente, 505,30 kr. og 401,87 kr. samt rente 7 % p.a. i fem år. Det samlede krav udgør henholdsvis 33.506,12 kr. og 33.361,05 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede begik en fejl ved at købe 400 aktier i stedet for 40 aktier til hver af dem.

Ved modtagelsen af notaen opdagede de fejlen, og indklagede blev straks kontaktet.

I forbindelse med ordrens afgivelse gjorde indklagede ikke opmærksom på, at købesummen var meget stor, og at der ikke var dækning på de respektive konti. De blev heller ikke som ordregivere kontaktet for at acceptere købet.

De har ikke givet fuldmagt til, at der må hæves på deres konti, hvorfor det må være en fejl, at indklagede ikke kontaktede dem for at opnå accept fra dem.

Ved salget af de 360 aktier for hver af dem blev der ikke opkrævet kurtage, hvilket bestyrker, at det var indklagedes fejl, at der blev købt 400 aktier i stedet for 40.

Deres far var fuldt orienteret om indeståendet på deres konti og var klar over, at der ikke var dækning for et køb af 400 aktier til hver af dem. Deres far var uvidende om, at der blev indkøbt for over 200.000 kr.

De af indklagede fremlagte notaer vedrørende handler foretaget af deres far på deres vegne angår handler for betydeligt mindre beløb end den omstridte handel.

De klagede flere gange telefonisk over sagen først direkte til indkøberen og senere til egen bankrådgiver, men blev afvist.

De blev ikke gjort opmærksom på Ankenævnets eksistens. De var derfor magtesløse, idet de troede, at eneste mulighed var at anlægge civilt søgsmål. Først i januar 2005 blev de opmærksomme på Ankenævnets eksistens.

A har ikke længere konti hos indklagede, mens B alene har en konto tilknytte et depot, hvori der ligger en aktie, som det vil være forbundet med en væsentlig udgift at flytte til et andet pengeinstitut.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at de medarbejdere, der foretog de omhandlede handler i børsafdelingen, ikke længere er ansat hos indklagede. Det har derfor ikke været muligt at få en redegørelse fra disse personer om, hvorvidt indklagede og/eller klagernes far begik en fejl i forbindelse med handlerne. Fra en nuværende medarbejder i børsafdelingen har man fået en redegørelse om det generelle samarbejde med klagernes far.

Klagerne har ikke ført bevis for, at indklagede begik en fejl, der berettiger klagerne til erstatning.

Størrelsen af aktiekøbet skyldes ikke en fejl fra indklagedes side. Hvis man bevisligt havde begået en fejl og købt for mange aktier, var det dengang som nu praksis at tilbageføre handler således, at kunden holdes skadesløs. Det havde bl.a. betydet, at kunden ikke skulle betale kurtage for hele den forkerte handel, men kun for købet af et korrekt antal aktier. Der blev ikke krævet kurtage ved salget, da man pr. kulance ikke ville tjene på kundernes fejl.

Indklagede havde ikke pligt til at foretage dækningskontrol i forbindelse med handlens gennemførelse. Klagernes befuldmægtigede måtte være den nærmeste til at vide, om der var dækning.

Udformningen af de foreliggende notaer bestyrker, at der ikke blev begået fejl af indklagede.

Det efterfølgende begivenhedsforløb tyder ikke på, at klagerne oprindeligt var utilfredse med indklagedes håndtering af handlerne, idet klagerne via deres far fortsatte med at handle aktier og har opretholdt et kundeforhold. Klagerne har hverken skriftligt eller mundtligt klaget til indklagede i de forløbne fem år.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at en afgørelse vil forudsætte vidneførsel.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at det beroede på en fejl, at der i februar 2000 til hver af klagerne blev købt 400 aktier i Goto.com og ikke kun 40 aktier. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det imidlertid ikke godtgjort, at fejlen blev begået af indklagede og ikke af klagernes far. Nævnet lægger herved vægt på, at det af redegørelsen fra klagernes far fremgår, at han i sin tid fik at vide, at det af båndoptagelsen af den telefoniske ordreafgivelse fremgik, at han havde bestilt 400 aktier, hvilket han stolede på.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.