Spørgsmål om erstatning for renteomkostninger i forbindelse med omprioriteringssag og tab som følge af manglende kurssikring.

Sagsnummer:112/1996
Dato:30-09-1996
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst:Spørgsmål om erstatning for renteomkostninger i forbindelse med omprioriteringssag og tab som følge af manglende kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 1. marts 1994 købte klageren et jordareal, som skulle tillægges klagerens landbrugsejendom. Til finansiering af købesummen på 75.000 kr. og med henblik på omlægning af et eksisterende DLR-lån med en obligationsrestgæld på ca. 173.000 kr. i klagerens ejendom tilbød DLR 13. april 1994 et 30-årigt kontantlån på basis af 6% obligationer på 250.000 kr., alternativt et 30-årigt 7% obligationslån på 265.000 kr. I lånetilbudet var låneprovenuet på basis af de daværende kurser beregnet til henholdsvis 245.175 kr. (kurs 85,10) og 246.110 kr. (kurs 94,75).

Den 22. april 1994 underskrev klageren udbetalingsanmodning til DLR med fuldmagt til indklagede, som herefter var bemyndiget til at hjemtage det af DLR tilbudte obligationslån. Udbetaling skulle ske ved overførsel af obligationerne til en VP-konto.

Pantebrevet blev fremsendt til tinglysning, og det eksisterende lån blev opsagt til indfrielse pr. 1. august 1994. Lånet blev afregnet af DLR den 3. maj 1994, hvor obligationerne blev overført til et sikkerhedsdepot i Værdipapircentralen. Meddelelse herom blev fremsendt til klageren af VP den 20. maj 1994.

Ved træk på klagerens lånesagskonto hos indklagede blev det eksisterende lån den 29. juli 1994 indfriet med 178.929,27 kr., hvoraf 5.056,05 kr. var ydelse for den seneste termin. Ligeledes ved træk på lånesagskontoen overførte indklagede den 18. november 1994 købesummen på 75.000 kr. til sælgeren af jordarealet.

Den 18. december 1995 blev obligationsbeholdningen på nominelt 263.000 kr. solgt til kurs 89,50. Obligationer for nominelt 2.000 kr. var i mellemtiden blevet udtrukket.

Det fremgår af sagen, at indklagede for så vidt angår købesummen på 75.000 kr. for perioden 16. marts til 23. november 1994, beregnede sig garantiprovision på i alt 1.025 kr. I forbindelse med hjemtagelse af obligationslånet opkrævede indklagede med valør den 22. april 1994 2.650 kr. i garantiprovision. 2.473,33 kr. blev refunderet den 24. oktober s.å.

Primo 1996, hvor saldoen på lånesagskontoen var ca. 20.000 kr. (negativ), overførte klageren sit øvrige engagement med indklagede til et andet pengeinstitut. Efter at indklagede havde anmodet klageren om afvikling af tilgodehavendet på lånesagskontoen, gjorde denne et modkrav på ca. 47.000 kr. gældende.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde ham skadesløs for et tab på 44.861,02 kr. i forbindelse med omprioriteringen, subsidiært at indklagede frafalder tilgodehavendet på omprioriteringskontoen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han er uddannet elektriker, og at han driver landbrug i sin fritid. I 1991 kom han til skade og oppebar herefter sygeløn indtil efteråret 1995, hvor han fik ansættelse på en maskinfabrik med lønsikring fra det offentlige. Han er uden kendskab til omprioriteringer og ejendomshandler og overlod derfor sagen til indklagede. Han kunne konstatere, at lånetilbudet fra DLR dækkede hans finansieringsbehov og valgte obligationslånet, idet provenuet herved var størst. Han kunne ikke få en forklaring på forskellen mellem kontantlån og obligationslån, men den ekspederende medarbejder blev irriteret over, at han ikke ønskede et kontantlån. Han blev ikke orienteret om muligheden for hjemtagelse af lånet mod en garanti eller indgåelse af kurskontrakt. Det bestrides, at han har haft nogen mening om sandsynligheden for fald eller stigning i obligationskurserne, ligesom det bestrides, at han har anmodet om opsigelse og indfrielse af det eksisterende lån. Han underskrev de nødvendige dokumenter efter anmodning fra indklagede og gav udtryk for, at sagen blot skulle ekspederes hurtigst muligt, hvilket han rykkede for gentagne gange. Det blev oplyst, at man på grund af et stort antal omprioriteringssager var i tidsnød, og at lånesagen først kunne afsluttes, når ejendomshandelen var på plads. I oktober 1994 påtalte han indklagedes opkrævning af garantiprovision, hvorpå 2.473,33 kr. blev tilbageført. På grund af indklagedes henholdende svar på hans forespørgsler begyndte han i løbet af efteråret 1994 at følge med i obligationskurserne, og i slutningen af 1995 anmodede han indklagede om at sælge obligationsbeholdningen. Først under en telefonsamtale med DLR's kontor i december 1995 blev han bekendt med muligheden for kurssikring. Han opgør sit tab til 44.861,02 kr., hvoraf 9.000 kr. udgør kurstabet på obligationerne, mens 35.861,02 kr. vedrører det rentetab han har lidt ved finansieringen over lånesagskontoen hos indklagede igennem næsten to år. Indklagede bør herudover refundere garantiprovision m.v., idet disse udgifter kunne være undgået, såfremt lånet var hjemtaget i foråret 1994.

Indklagede har anført, at der er tale om et landbrug med et væsentligt erhvervselement, da der er et jordtilliggende på 23 ha. Man var villig til at finansiere klagerens ejendomskøb, og der var en omkostningsbesparelse forbundet ved at gennemføre omprioriteringen og handelen i én sagsgang. Købesummen på 75.000 kr. skulle berigtiges kontant, eller der skulle stilles garanti for beløbet. Da en garanti for betaling af købesummen, indtil der forelå tinglyst anmærkningsfrit skøde, var den billigste løsning, valgte klageren dette. Lånetilbudet blev drøftet indgående med klageren. Der blev redegjort for de to lånetyper, og indklagede anbefalede at hjemtage et kontantlån. Klageren ønskede imidlertid et obligationslån, men ønskede hverken at afregne lånet på en garanti eller at kurssikre obligationerne ved en kurskontrakt. Han var overbevist om, at kurserne ville stige, hvorfor han ikke ønskede at betale omkostningerne med en kurssikring. Klageren ønskede det eksisterende lån opsagt og omprioriteringslånet afregnet, således at han kunne "slå til" med kort varsel. Ved hjemtagelse af lånet opkrævedes sædvanlig garantiprovision på 2.650 kr., hvoraf 2.473,33 kr. blev refunderet, da garantien kunne frigives efter endelig udstykning. Klageren henvendte sig hyppigt til afdelingen for at følge obligationskurserne og besluttede i december 1995 at realisere obligationsbeholdningen. Klageren blev tilbudt finansiering af underskuddet på lånesagskontoen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig.

Klageren har anført, at indklagedes rådgivning var mangelfuld, idet han ikke blev orienteret om forskellen på de af DLR tilbudte lånetyper og om muligheden for kurssikring. Klageren har endvidere gjort gældende, at det beroede på indklagedes forhold, at lånesagen først blev afsluttet efter knap 2 år, hvorved han blev påført øgede renteomkostninger. Indklagede har anført, at lånetilbudet blev drøftet indgående med klageren, og at han mod indklagedes anbefaling valgte at hjemtage obligationslånet. Indklagede har endvidere anført, at klageren blev vejledt om muligheden for at kurssikre, men at klageren ønskede at afvente salg af obligationerne i forventning om stigende kurser.

På grund af disse modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.