| Sagsnummer: | 15/2025 |
| Dato: | 28-05-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: | Udlån - hæftelse Udlån - bodeling, samlivsophævelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån begrundet i at gælden vedrørte tidligere ægtefælles udlejningsejendom og skulle betales via indtægter fra denne ejendom. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for fælles boliglån begrundet i, at gælden vedrørte tidligere ægtefælles udlejningsejendom og skulle betales via indtægter fra denne ejendom.
Sagens omstændigheder
Klageren har oplyst, at hun og hendes tidligere ægtefælle, M, i 14 år havde været kunder i et andet pengeinstitut, P. De ønskede at prøve noget nyt og flyttede til Ringkjøbing Landbobank i juni 2024. Banken ændrede i den forbindelse på en aftale om en boliggæld i P, der var knyttet til en udlejningsejendom ejet af M, som var hans særeje. Aftalen havde kørt i 14 år i P. Ydelserne på boliggælden var altid blevet betalt fra den særejekonto, som var knyttet til ejendommen. Udlejningsejendommen havde dækket betaling af låneydelserne via ejendommens lejeindtægter. Ved bankskiftet blev betaling af ydelserne på boliggælden ændret til at blive foretaget fra klagerens og M’s fælles budgetkonto.
Banken har bestridt klagerens sagsfremstilling.
Banken har oplyst, at der den 19. april 2024 blev afholdt et møde med klageren, M og deres rådgiver i banken. På mødet blev et bankskifte drøftet, og det blev gennemgået og aftalt, at der ikke skulle ændres på deres tidligere fælles banklån i P med sikkerhed i et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i deres fællesejede ejendom, V.
Banken har fremlagt et udtræk af klagerens og M’s eSKAT for 2023, hvoraf fremgår, at klagerens og M’s boliglån -510 i P var et boliglån, der var delt af to personer, dvs. at der var tale om et fælles boliglån.
Primo maj 2024 blev klageren og M kunder i banken.
Den 14. maj 2024 blev der oprettet en fælles budgetkonto -496 i banken til klageren og M, jf. aftalen ”Bevis for oprettelse af Budgetkonto”, som klageren og M fik tilsendt.
Den 6. juni 2024 modtog klageren og M anbefaling om finansiering af ejendom V, hvoraf fremgår, at banken anbefalede et boliglån i banken mod pant i fast ejendom.
Den 10. juni 2024 blev der oprettet et fælles boliglån -769 på 535.000 kr. i banken med klageren og M som debitorer. Som sikkerhed for boliglånet overtog banken et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i ejendom V fra P. Ejerpantebrevet havde været pantsat til P til sikkerhed for det tidligere boliglån i P.
Af gældsbrev -769 fremgik blandt andet, at renten var variabel på for tiden 6,95 % om året, og at lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 5.700 kr., som skulle hæves på klagerens og M’s fælles budgetkonto -496.
Gældsbrev -769 og et ejerpantebrev på 300.000 kr. med banken som underpanthaver til afløsning af tidligere ejerpantebrev med P som underpanthaver blev underskrevet digitalt af klageren og M den 10. juni 2024 med MitID. Banken har oplyst, at selv om klagerens navn i forbindelse med MitID-signeringerne er skjult på signeringsbevis-siderne, fremgår det af bankens systemer og en udskrift af klagerens MitID-log, at det er klagerens MItID, der er anvendt. Desuden fremgår det også af signeringsbevis-siderne, at klagerens CPR-nummer blev valideret.
Klageren har anført, at hun ikke aktivt har anvendt sit MitID til at underskrive boliglånet, og at der er en alvorlig risiko for, at hendes MitID er blevet misbrugt af M. Hun har oplyst, at hun har anmeldt M til politiet for uretmæssig brug af hendes MitID, men at hun har valgt at sætte sagen i bero hos politiet. Trods bankens opfordring til at hun fremlægger denne politianmeldelse, har klageren afvist dette og har oplyst, at politianmeldelsen er en selvstændig sag, der er denne sag uvedkommende.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt ophævede klageren og M samlivet, boliglån -769 blev misligholdt, og banken sendte rykkerbreve til både klageren og M.
Parternes påstande
Den 6. januar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal frafalde hendes hæftelse for boliglån -769 og pantet i ejendom V, stoppe med at hæve ydelserne på klagerens og M’s fælles budgetkonto -496 og kompensere hende for hendes økonomiske tab ved den fejlagtige oprettelse af boliglånet og pantet i ejendom V.
Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at boliggælden vedrørte M’s udlejningsejendom. Gennem de sidste 14 år var ydelserne på gælden blevet betalt fra M’s konto i P, der var knyttet til hans særeje og udlejning. På trods af dette valgte banken at etablere pantet i deres fælles ejendom, V, hvilket var en markant og uforståelig ændring. Banken var blevet informeret om, at boliggælden udelukkende vedrørte M og hans udlejningsejendom, men besluttede alligevel at belaste hende med pantet.
I forbindelse med skiftet til banken i juni 2024 blev hun bedt om at underskrive lånedokumenterne. Hendes underskrift blev givet proforma, og hun var ikke opmærksom på, at det indebar ændringer i de etablerede betalingsaftaler. Ændringen blev hverken forklaret klart eller understreget af banken, hvilket har ført til, at ydelserne nu trækkes fra hendes og M’s fælles budgetkonto uden hendes samtykke. Banken har ikke sikret sig, at hun forstod og accepterede ændringerne.
Hun har aldrig haft økonomisk fordel af udlejningsejendommen eller gælden. Aktivet bag gælden er stadig udlejningsejendommen, som M kan sælge og frigøre med op til 500.000 kr., hvilket vil kunne dække hans del af gælden. Hun vil ikke acceptere en ændring, der kun er til fordel for M og banken, mens hun efterlades uden aktiver og står med økonomiske byrder.
I 2013 oprettede hun et ApS med tilhørende holdingselskab, hvorfra hun drev en køreskole. Selskabet var ikke hendes særeje, og hun delte betydelige økonomiske midler med M gennem selskabet. Da selskabet blev solgt i 2021, blev provenuet på 200.000 kr. blandt andet brugt til at dække M’s restgæld og skattegæld fra 2014, 2015 og 2016.
Efter salget blev der udtaget stævning af køberen på grund af uenighed om balancen, og der verserer en sag med et krav på 417.000 kr. Sagen er endnu ikke afsluttet, og hun står alene med advokatregningerne, da selskabet ikke længere har midler. Hun har allerede betalt store beløb privat, herunder nyligt en advokatregning på 15.000 kr., som burde være dækket af selskabet eller fordelt mellem M og hende.
Derudover har hun også været tvunget til at dele et Mastercard-beløb på 7.000 kr., som M havde på sin konto, selv om hun ikke var enig i denne fordeling.
Da hun flyttede fra P til banken, var hendes økonomiske situation kendt af banken, herunder det økonomiske omfang af sagen med M og selskabet. Hendes tidligere kompagnon i køreskolen, som også var kunde i banken, havde lignende udfordringer og fik mulighed for at finansiere sine advokatregninger via en erhvervskonto.
På trods af dette har banken ikke sørget for at flytte hendes erhvervskonto fra P til banken, hvilket betyder, at hun har været tvunget til at inddække advokatregninger privat og sidder tilbage med et overtræk på 27.000 kr. Hendes økonomiske situation er yderligere presset af bankens manglende vilje til at tilbyde støtte eller hjælp.
Hun har netop modtaget endnu en rykker fra banken, hvor den påstår at ville sætte rykkerproceduren i bero, mens sagen behandles i Ankenævnet, men samtidig presser på for betaling. Den nævner, at M’s situation ikke forbedres, hvis hun ikke betaler ydelserne på lånet, og at renteudgifterne vil stige. Dette er et tydeligt forsøg på at manipulere og presse hende, selv om banken ved, at sagen verserer i Ankenævnet. Der er ingen retfærdighed i, at banken forsøger at pålægge hende yderligere ansvar for gælden, når det er tydeligt, at den vedrører M alene.
Hun er eneforsørger og står uden adgang til økonomiske aktiver. Hun bor midlertidigt hos sine forældre med sit barn, da hendes økonomiske situation ikke tillader hende at bo selvstændigt. Bankens handlinger og urimelige krav har ikke blot haft økonomiske, men også personlige konsekvenser for hende.
Hun bør ikke pålægges ansvar for en gæld, som hun hverken har haft fordel af eller burde hæfte for. M har altid vedligeholdt gælden i P. Hun var kun proforma underskriver. Der var pant i M’s udlejningsejendom, og P er ved undersøge, hvorfor det er blevet slettet.
Hun kan ikke anerkende bankens dokumentation, da det har været et kaotisk og fejlbehæftet bankskifte. Hendes erhvervskonto er fortsat ikke flyttet fra P efter syv måneder.
Almindelige mennesker som hende sidder ikke og nærstuderer kontonumre osv. Man forventer, at tingene er som aftalt. Skulle der være sket fejl, burde den blot blive ændret. Der er ingen logik i, at hun skulle acceptere en så ugunstig aftale, som den banken har lavet.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at hæftelsen for det fælles boliglån -769 og betalingen af ydelserne på boliglånet fra klagerens og M’s fælles budgetkonto -496 fremgår tydeligt af de dokumenter, som klageren og M begge underskrev den 10. juni 2024.
Som sikkerhed for boliglånet overtog banken et ejerpantebrev på 300.000 kr. fra P med pant i den fælles ejede ejendom, V. Ejerpantebrevet havde været pantsat til P til sikkerhed for det tidligere boliglån i P.
Gældsbrev -769 og et ejerpantebrev på 300.000 kr. med banken som underpanthaver til afløsning af det tidligere ejerpantebrev med P som underpanthaver blev underskrevet digitalt af klageren og M den 10. juni 2024 med MitID.
MitID er personligt, og ingen andre end klageren selv kan have underskrevet dokumenterne på klagerens vegne. Klagerens postulat om, at der skulle være foretaget en proforma underskrivelse, er derfor forkert.
Klagerens postulat om, at hun skulle have foretaget politianmeldelse af M for at have misbrugt hendes MitID, er ikke dokumenteret. Trods bankens opfordring til at klageren fremlægger denne politianmeldelse, har klageren afvist dette. Klageren har endvidere oplyst, at hun har valgt at sætte sagen i bero hos politiet. Banken er ikke bekendt med, at det er muligt at bede politiet om at sætte en efterforskning i bero.
Det var klagerens eget ansvar at forstå, hvad hun underskrev, og klageren havde mulighed for at spørge banken til råds, hvis der var noget, som klageren ikke forstod.
Det er principielt sagen uvedkommende, hvorledes boliglånet var oprettet i klagerens og M’s tidligere pengeinstitut P. Det kan dog konstateres, at boliglånet også var oprettet som et fælles lån i P, og at P havde et ejerpantebrev på 300.000 kr. i klagerens og M’s fælles ejendom, V, pantsat til sikkerhed for lånet.
Banken bestrider, at klageren i maj/juni 2024 skulle have oplyst banken om, at boliggælden skulle betragtes som M’s ansvar, at M betalte ydelserne på boliglånet i P, og at ydelserne på boliglånet skulle fortsætte med at blive betalt af M.
Banken har forelagt den sidstnævnte oplysning for klagerens og M’s bankrådgiver, som ikke mener, at dette skulle være oplyst af klageren og/eller M, ligesom M aldrig har sagt til bankrådgiveren, at det kun var M, der skulle betale ydelserne på lånet. Lånet og sikkerhedsstillelsen blev derfor oprettet tilsvarende klagerens og M’s lån og sikkerhedsstillelse i deres tidligere pengeinstitut P.
De af klageren oplyste forhold om klagerens selskab m.v. er uvedkommende for sagens omstændigheder i relation til boliglånet, samt hvem der hæfter for det pågældende lån.
Klageren har aldrig bedt om at få sin erhvervskonto flyttet fra P til banken. Uanset om kontoen måtte være placeret i P eller i banken, var klageren fortsat forpligtet til at betale advokatomkostningerne på 15.000 kr. Banken accepterede, at klageren kunne betale regningen fra sin egen konto, men ikke fra en fælles konto, idet regningen vedrørte klagerens holdingselskab, som er 100 % ejet af klageren.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, idet sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Det følger endvidere af Ankenævnets vedtægter § 3, stk. 1, at Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende voldgift eller retsforlig, hvor der foreligger endelig retsafgørelse eller sager, der kan forventes afgjort i forbindelse med en straffesag. Ud fra de af klageren fremførte oplysninger om en politianmeldelse, må det antages, at en politimæssig efterforskning kan medføre, at sagen kan forventes afgjort i forbindelse med en straffesag, hvorfor Ankenævnet heller ikke af denne grund kan behandle sagen.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hendes tidligere ægtefælle, M, havde i 14 år været kunder i et andet pengeinstitut, P, hvor de blandt andet havde et boliglån. I sommeren 2024 skiftede de pengeinstitut og flyttede til Ringkjøbing Landbobank.
Banken har oplyst, at der den 19. april 2024 blev afholdt et møde med klageren, M og deres rådgiver i banken. På mødet blev et bankskifte drøftet, og det blev gennemgået og aftalt, at der ikke skulle ændres på deres tidligere fælles banklån i P mod sikkerhed i et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i deres fællesejede ejendom, V.
Banken har fremlagt et udtræk af klagerens og M’s eSKAT for 2023, hvoraf fremgår, at boliglån -510 i P var et boliglån, der var delt af to personer, dvs. at der var tale om et fælles boliglån.
Den 14. maj 2024 blev der oprettet en fælles budgetkonto -496 i banken til klageren og M, jf. aftalen ”Bevis for oprettelse af Budgetkonto”, som klageren og M fik tilsendt.
Den 6. juni 2024 modtog klageren og M anbefaling om finansiering af ejendom V, hvoraf fremgår, at banken anbefalede et boliglån i banken mod pant i fast ejendom.
Den 10. juni 2024 blev der oprettet et fælles boliglån -769 på 535.000 kr. i banken med klageren og M som debitorer. Som sikkerhed for boliglånet overtog banken et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i ejendom V fra P. Ejerpantebrevet havde været pantsat til P til sikkerhed for det tidligere boliglån i P.
Af gældsbrev -769 fremgik blandt andet, at renten var variabel på for tiden 6,95 % om året, og at lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 5.700 kr., som skulle hæves på klagerens og M’s fælles budgetkonto -496.
Gældsbrev -769 og et ejerpantebrev på 300.000 kr. med banken som underpanthaver til afløsning af tidligere ejerpantebrev med P som underpanthaver blev underskrevet digitalt af klageren og M den 10. juni 2024 med MitID.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt ophævede klageren og M samlivet, boliglån -769 blev misligholdt, og banken sendte rykkerbreve til både klageren og M.
Klageren har anført, at boliggælden vedrørte M’s udlejningsejendom. Gennem de sidste 14 år var ydelserne på boliglånet blevet betalt fra M’s konto i P, der var knyttet til hans særeje og udlejning. På trods af dette valgte banken at etablere pantet i deres fælles ejendom, V. Banken var blevet informeret om, at boliggælden udelukkende vedrørte M og hans udlejningsejendom, men besluttede alligevel at belaste hende med pantet.
Ankenævnet finder, at der mangler oplysninger om, hvorvidt der er sket misbrug af klagerens MitID. Disse oplysninger kan formentlig kun fremskaffes via en politimæssig efterforskning.
Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen forudsætter forklaring fra parterne og eventuelle vidner, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.