Konto, hævning af beløb, fejlekspedition.

Sagsnummer:470/1992
Dato:05-03-1993
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Konto, hævning af beløb, fejlekspedition.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 30. april 1992 henvendte klageren sig i indklagedes Rudkøbing afdeling. Klageren hævede 7876 kr. på sin bogkonto hos indklagede, ligesom klageren hævede 5545 kr. på sin samlevers bog hos indklagede.

Klageren har oplyst, at der af det hævede beløb på ialt 13.421 kr. skulle betales husleje med 3.600 kr. til udlejers konto hos indklagede samt 750 kr. til to andre konti.

Indklagede har oplyst, at der ved en fejlekspedition blev hævet 3.600 kr. fra udlejerens konto, hvilket beløb udbetaltes klageren som således fik udbetalt ialt 16.271 kr. efter overførsel af de 750 kr.

Den 25. juni 1992 debiterede indklagede klagerens bog med 2 X 3.600 kr.

Under sagen er fremlagt kopi af klagerens bankbog, kassestrimmel, kontroljournal, kontoudtog af udlejers konto; endvidere er fremlagt en til klageren udleveret kvittering, hvoraf fremgår, at der er udbetalt 3.600 kr. fra udlejerens konto; på kvitteringen er med håndskrift påført:

"Indb. fra (klageren)".

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 2 X 3.600 kr. hævet den 25. juni 1992 på klagerens konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun sædvanligvis først hæver indgået løn, hvorefter huslejebeløb bliver betalt. Klageren har henvist til den fremlagte huslejekvittering med den påskrevne bemærkning. Klageren bestrider at have fået det af indklagede hævede beløb udbetalt kontant.

Indklagede har anført, at klageren ved den omhandlede ekspedition fik udbetalt 16.271 kr. i stedet for 9.071 kr. Indklagede har været berettiget til at rette fejlen, også selvom der hengik 2 måneder, før fejlen blev opdaget. Indklagede finder det ved det fremlagte materiale, herunder kontoudskrift fra udlejers konto godtgjort, at klageren den 30. april 1992 uberettiget fik udbetalt 7.200 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Af det under sagen fremlagte skriftlige materiale fremgår det, at klageren ved den omhandlede ekspedition fik udbetalt et kontantbeløb på 16.271 kr. Klageren har bestridt at have modtaget dette beløb. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7 stk. 1.

Ankenævnet finder anledning til at påpege, at indklagede, forinden beløbet på 7.200 kr. blev hævet fra klagerens konto, burde have underrettet klageren herom.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.