Værdipapirer, køb af obligationer udstedt af pengeinstitut (ansvarlig kapital). Ankenævnets kompetence, konkurs.

Sagsnummer:443/1993
Dato:29-06-1994
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Værdipapirer, køb af obligationer udstedt af pengeinstitut (ansvarlig kapital). Ankenævnets kompetence, konkurs.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Denne sag, der er rejst inden indklagedes konkurs, omhandler et erstatningskrav i anledning af tab på obligationer udstedt af indklagede med status som ansvarlig lånekapital.

Klagerens mor overtog efter sin ægtefælles død i 1990 et bo med aktiver, der før skiftet med et særbarn ialt udgjorde 2,5 mio. kr. Moderens engagementer blev samlet i indklagedes Hadsund afdeling med bistand fra dennes afdelingsbestyrer.

I november-december 1991 købte moderen nominelt 830.000 kr. 10,5% obligationer i indklagede til kurs 100. Der er under sagen ikke fremlagt underskrevet tegningsaftale.

Klageren blev bekendt med købet i forbindelse med moderens død den 23. marts 1993 og rettede den 16. juni samme år henvendelse til afdelingsbestyreren med krav om tilbagekøb af obligationerne til kurs 100. Kravet blev afvist ved direktionens skrivelse af 19. juli 1993.

Ved klageskema af 13. august 1993 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 23. august 1993 blev indklagede erklæret konkurs.

Den 30. september 1993 anmeldte klageren et simpelt krav på 763.000 kr. i konkursboet. Det var lykkedes klageren at afhænde obligationer nominelt 75.000 kr. for 67.000 kr., hvorved det anmeldte beløb fremkom (830.000 kr. - 67.000 kr. = 763.000 kr.). I skrivelse af 21. december 1993 meddelte konkursboets kurator, at kravet var indstillet til anerkendelse alene som efterstillet krav.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har klageren fremlagt en erklæring fra henholdsvis moderens revisor og moderens praktiserende læge. Af lægeerklæring af 20. september 1993 fremgår bl.a.:

"... Det drejer sig om en kvinde, død 23.3.1993, 66 år gammel. ... gennem senere år fremadskridende sygelig såvel psykisk som fysisk svækkelse, der specielt i patientens seneste to år kom til at præge dagligdagen, mistede evnen til at overskue selv ukomplicerede gøremål, blev inaktiv, magtede ikke længere at holde sit tidligere propre hjem. ... Umiddelbar dødsårsag lungebetændelse. Herudover fandtes godartet svulst i hjertestammen. Endvidere fandtes ved forudgående CT scanning tegn på hjernesvind."

Af revisorens erklæring af 20. september 1983 fremgår bl.a.:

"På given foranledning, skal jeg herved oplyse, at jeg ikke blev kontaktet af [klagerens mor] med henblik på rådgivning i forbindelse med påtænkt investering i aktier eller obligationer i [indklagede]."

Klageren har over for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 763.000 kr.

Indklagede v/kurator har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har principalt anført, at det må lægges til grund, at der ikke blev indgået aftale om køb af obligationerne. Der foreligger ikke dokumenter herom, og det må derfor antages, at indklagede omlagde moderens formue på eget initiativ. Af den af revisoren fremlagte erklæring fremgår, at afdøde ikke med denne rådførte sig om købet. Subsidiært har klageren anført, at moderen på tidspunktet for købet led af en sådan psykisk alderdomssvækkelse, at hun var ude af stand til gyldigt at afgive en viljeserklæring. Dette er bekræftet i den fremlagte lægeerklæring. Mest subsidiært har klageren anført, at indklagedes rådgivning af klageren har være uforsvarlig og mangelfuld.

Vedrørende indklagedes afvisningspåstand har klageren anført, at klagen blev indgivet inden konkursen, og at skifterettens prøvelse af fordringen bør afvente Ankenævnets afgørelse. Sagen må anses for tilstrækkelig oplyst med fremlæggelsen af erklæringer fra henholdsvis revisor og læge.

Indklagede har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at Ankenævnet ikke har kompetence, idet indklagede er under konkurs og derfor ikke længere har tilladelse til at drive virksomhed som pengeinstitut, og idet sagen vedrører fordringsprøvelsen i et konkursbo, jvf. vedtægternes § 2, stk. 1, og principperne i § 5, stk. 2, og § 11, stk. 2. Afvisningspåstanden støttes endvidere på vedtægternes § 7, stk. 1. Sagen har for det første principiel juridisk karakter. Herved bemærkes, at klagerens krav om tilbagekøb af obligationerne er rejst mere end et år efter erhvervelsen, at der er tale om obligationer, der er erhvervet på grundlag af et offentligt prospekt, at der er tale om børsnoterede obligationer, at der er tale om obligationer, der er efterstillet i konkursen og således er medgået til sikring af almindelige bankkunders, herunder indskyderes, krav, og at en accept af et krav om tilbagekøb af obligationer, der udgør supplerende kapital, efter bank- og sparekasselovens regler indebærer særlige problemstillinger. Endvidere gøres det gældende, at bedømmelsen af de faktiske forhold i forbindelse med afdødes erhvervelse af obligationerne kræver en bevisførelse, der ikke kan foregå ved Ankenævnet.

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse har indklagede anført, at der telefonisk blev indgået aftale mellem afdøde og indklagede om køb af obligationerne, og at afdøde efterfølgende modtog skriftlig bekræftelse på erhvervelsen i form af diverse kontoudskrifter og årsopgørelser m.v. Indklagedes medarbejder havde forud for aftalen fået oplyst, at afdøde ville rådføre sig med sin revisor. Der er ikke grundlag for at antage, at aftalen var ugyldig i medfør af myndighedslovens regler.

Ankenævnets bemærkninger:

Det forhold, at indklagede er blevet erklæret konkurs, efter at klagen var indgivet til Ankenævnet, findes ikke i sig selv at afskære nævnet fra at behandle klagen.

Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til de anbringender, der er gjort gældende af klageren, ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.