Spørgsmål om overførsel til samlevers konto skete med frigø-rende virkning for banken

Sagsnummer:341/2018
Dato:22-05-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk, Mor-ten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Betalingsformidling - tilmelding
Ledetekst:Spørgsmål om overførsel til samlevers konto skete med frigø-rende virkning for banken
Indklagede:Fynske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om, at Fynske Bank skal tilbageføre 50.000 kr., som banken den 24. oktober 2017 overførte fra hendes konto i banken til hendes daværende samlevers konto.

Sagens omstændigheder

Klageren, der har oplyst, at hun kommer fra Polen, er kunde hos Fynske Bank.

Banken har anført, at der den 17. oktober 2017 blev afholdt et møde i banken med deltagelse af klageren, klagerens daværende samlever, S, og en rådgiver, R, og at det på mødet blev aftalt, at klageren ville supplere S’ økonomi med 50.000 kr. Klageren har bestridt dette.

Efterfølgende blev der sendt blandt andet følgende beskeder mellem klageren og R:

Den 18. oktober 2017:

Kl. 08.31, R:
”…Jeg ser frem til at de 50.000 kr. kommer ind på din konto. …”

Kl. 12.33, klageren:
”Kan du ikke give [S’] kontonummer?”

Kl. 12.36, R:
”har du givet oplysninger til din bank?”

Kl. 15.23, klageren:
”hvilke oplysninger?”

Kl. 15.38, R:
”Det IBAN nr jeg har sendt til dig?”

Kl. 16.08, klageren:
”Ja tak. Og, lad mig vide, hvornår pengene vil være på [S’] konto. …”

Den 23. oktober 2017 blev der ved en overførsel fra Polen indsat 50.000 kr. på klagerens konto i banken. Efter det oplyste blev beløbet overført fra en konto, som klageren havde i Polen, og beløbet udgjorde en del af fortjenesten ved salg en lejlighed i Polen.

Den 24. oktober 2017 sendte banken v/R følgende besked til klageren:

”Kan du sige ja til at jeg må overføre 50.000 kr. til [S’] konto?”

Beskeden blev ikke besvaret af klageren.

Senere samme dag, den 24. oktober 2017, overførte banken 50.000 kr. fra klagerens konto i banken til S’ konto.

Efterfølgende blev der sendt blandt andet følgende beskeder mellem klageren og R:

Den 24. oktober 2017, kl. 18.43, klageren:
”Jeg kan ikke tage mine penge fra min konto uden min tilladelse. … ”

Den 25. oktober 2017, kl. 11.34, klageren:
”Du kan ikke bare tage pengene og bestemme pengene fra min konto, hvis jeg ikke giver dig det. …”

Den 25. oktober 2017, kl. 11.55, R:
”Vil blev på mødet enig om at det skal overføres til [S’] konto og det har jeg gjort. …”

Den 2. februar 2018, kl. 07.55, klageren:
”Jeg prøver igen sprog. Hvorfor tog du 50000kr fra min konto til [S] uden mit samtykke. Jeg anmodede ikke om en overførsel. Venligst returner disse penge. Du kan ikke beslutte om min penge.”

Den 2. februar 2018, kl. 08.15, R:
”Det var en aftale da vi sad ved mødet. …”

Den 2. februar 2018, kl. 08.45, klageren:
Du kan ikke tage mine penge. Jeg accepterede ikke overførslen. …

I løbet af foråret 2018 gjorde klageren indsigelse mod overførslen over for banken, dels via en advokat, dels med hjælp fra en ven. Banken afviste indsigelsen og fastholdt, at overførslen var sket efter aftale.

Parternes påstande

Den 28. oktober 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal tilbageføre overførslen på 50.000 kr.

Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun ikke har deltaget i et møde i banken, hvor hun har givet samtykke til en overførsel på 50.000 kr. Hun har heller ikke på anden måde givet samtykke til overførslen.

Da hun opdagede overførslen, anmodede hun straks banken om at tilbageføre den.

Fynske Bank har anført, at der blev indgået en gyldig aftale mellem klageren og banken om overførsel af 50.000 kr. til klagers daværende samlevers konto ved mødet den 17. oktober 2017.

Aftalen blev bekræftet via den efterfølgende mailkorrespondance. Den 18. oktober 2017 anmodede klageren sin rådgiver om følgende: ”Og, lad mig vide, hvornår pengene vil være på [S’] konto.”. Beløbet blev ikke anført i denne besked, da det fremgår tidligere af samme samtale. Her skrev rådgiveren, at hun ser frem til at de 50.000 kr. kommer ind på klagers konto. Det var tillige det beløb, der var aftalt på mødet dagen i forvejen. Klageren har endvidere i samme ”tråd”/samtale spurgt rådgiveren, om hun kunne få S’ kontonummer. Spørgsmålet underbygger den aftale, der allerede forelå. Klager agtede selv at foretage overførslen til S. Henset til, at klageren ikke havde S’ kontonummerer var det naturligt, at rådgiveren forinden overførslen fandt sted, spurgte til, hvorvidt der – stadig – skulle overføres 50.000 kr. til S.

Klageren er tidligere blevet opfordret til at indgå en aftale med S om tilbagebetaling af beløbet.

Banken er ikke bekendt med hvilke aftaler, der er indgået mellem klageren og S i forbindelse med samlivsophævelsen.

Ankenævnets bemærkninger

Fynske Bank har anført, at det under et møde i banken den 17. oktober 2017 blev aftalt, at klageren ville supplere sin daværende samlevers økonomi med 50.000 kr. Klageren har bestridt dette.

Den 24. oktober 2017 anmodede banken klageren om at bekræfte, at banken måtte overføre 50.000 kr. til samleverens konto. Klageren besvarede ikke henvendelsen.

Senere samme dag overførte banken 50.000 kr. fra klagerens konto i banken til samleverens konto. På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet, at banken ikke har godtgjort, at overførslen skete med klagerens samtykke.

Ankenævnet finder herefter, at overførslen ikke skete med frigørende virkning for banken, og at banken derfor skal indsætte 50.000 kr. på klagerens konto med valør den 24. oktober 2017, jf. den dagældende betalingstjenestelov §§ 57 og 61, nu betalingsloven §§ 82 og 97 om uautoriserede betalinger.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om banken herefter måtte have grundlag for at gøre et berigelseskrav gældende mod for klageren.

Ankenævnets afgørelse

 

Fynske Bank skal inden 30 dage indsætte 50.000 kr. på klagerens konto med valør den 24. oktober 2017.

Klageren får klagegebyret tilbage.