Indsigelse mod overførsel fra personlig ejet virksomheds konto til fælles budgetkonto.

Sagsnummer:231/2014
Dato:11-02-2015
Ankenævn:Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen og Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Indlån - ægtefæller
Konto - dispositionsforhold
Ledetekst:Indsigelse mod overførsel fra personlig ejet virksomheds konto til fælles budgetkonto.
Indklagede:Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod en overførsel fra hendes personligt ejede virksomheds konto til en fælles budgetkonto.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Spar Nord Bank og havde blandt andet et boliglån, et billån og en budgetkonto i fællesskab med sin daværende ægtefælle M i banken. Hun drev en personligt ejet virksomhed, som havde en erhvervskonto i banken.

Den 12. november 2010 underskrev klageren ”Tilslutningsaftale til NETbank (Selvbetjeningsaftale)”, hvoraf fremgår, at hun havde forespørgsels- og dispositionsadgang til den fælles budgetkonto, og den 21. juni 2013 underskrev hun ”Tilslutningsaftale til Spar Nord Netbank (Selvbetjeningsaftale)”, hvoraf fremgår, at hun havde forespørgsels- og dispositionsadgang til erhvervskontoen.

Banken har oplyst, at klageren i september 2013 meddelte, at hun skulle skilles fra M. I den forbindelse ønskede de en opsplitning af deres fælles lån i banken, og hun sendte den 2. oktober 2013 via mail budgetter for hende og M. Klageren anførte, at planen var, at M skulle overtage huset, og at hun skulle overtage bilen, hvis det kunne lade sig gøre.

Den 1. oktober 2013 udgjorde saldoen på den fælles budgetkonto ÷ 37.500,61 kr.

Den 2. oktober 2013 foretog banken en overførsel fra virksomhedens erhvervskonto på 15.000 kr. med teksten ”lånt til budgetminus” til den fælles budgetkonto, hvor indbetalingen fik teksten ”lånt af [klagerens navn]”.

Banken har oplyst, at den efterfølgende foretog en kreditvurdering af klageren og M og bevilgede en opdeling af bankgælden, således at klageren blev frigjort for boliglånet, og M blev frigjort for billånet. Den 15. november 2013 indfriede klageren billånet.

Den 4. februar 2014 underskrev klageren og M en bodelingsoverenskomst, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

”…

F.s.v. angår budgetkonto med gæld pr. 15. november 2013 kr. 27.026,03 deles dette ligeligt mellem parterne efter derom indgået aftale.

…”

Banken har oplyst, at den fælles budgetkonto efter bodelingen blev ophævet, og klageren blev frigivet som meddebitor.

Efter bodelingen gjorde klageren indsigelse mod overførslen.

Parternes påstande

Den 4. juli 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal tilbageføre hævningen på 15.000 kr.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at beløbet på 15.000 kr. er hævet/overført fra erhvervskontoen uden hendes samtykke. Hun har ikke givet tilladelse til overførslen pr. telefon.

Banken gjorde hende ikke opmærksom på, at hun havde adgang til den fælles budgetkonto via netbank. Hun havde fået at vide, at det kun var erhvervskontoen, som hun havde adgang til.

Hvis hun havde ønsket at foretage en overførsel fra erhvervskontoen, kunne hun med fordel have benyttet netbank i stedet for at bruge unødig tid for såvel banken som for hende selv.

Bankens rådgiver afgav løfte om, at pengene blev tilbageført, når diverse konti var blevet gjort op efter skilsmisse/bodeling. Dette blev bestyrket af, at overførslen på kontooversigten blev benævnt som ”lånt af [klagerens navn]”. Denne tilbageførsel har imidlertid ikke fundet sted.

Hun fik først kontoudskrifter for den fælles budgetkonto efter flere forsøg. Hun skulle bruge kontoudskrifterne, da hun klagede over banken.

Spar Nord Bank har anført, at overførslen blev foretaget efter instruks fra klageren.

Den 2. oktober 2013 kontaktede bankens rådgiver klageren telefonisk vedrørende overtrækket på den fælles budgetkonto. Det blev aftalt, at hun skulle overføre 15.000 kr. fra erhvervskontoen til budgetkontoen, og at banken med det samme skulle lave overførslen.

Da der var tale om et privat udtræk fra klagerens personlige virksomhed, blev det aftalt, at bankens rådgiver skulle lave overførslen med teksten ”lånt af [klagerens navn]”. Der var tale om en posteringstekst efter klagerens ønske. Der var ikke tale om, at banken havde ”lånt” beløbet.

Det bestrides, at klageren i forbindelse med overførslen bad om, at pengene skulle tilbageføres, når kontoen blev gjort op i forbindelse med skilsmissen, ligesom det bestrides, at banken lovede klageren dette.

Beløbet er anvendt til nedbringelse af klagerens gæld til banken, så beløbet kan ikke tilbageføres.

På baggrund af en kreditvurdering af klageren og M samt indbetalingen på de 15.000 kr. bevilgede banken den ønskede opdeling af gælden, således at klageren blev frigjort for boliglånet, og M blev frigjort for billånet.

Klageren havde netbank-adgang til erhvervskontoen og den fælles budgetkonto, og hun havde derved adgang til at se overførslen, men hun reagerede ikke herpå.

Klageren har ligeledes modtaget kontoudskrifter og årsopgørelse fra banken.

Ankenævnets bemærkninger

Den 2. oktober 2013 foretog Spar Nord Bank en overførsel på 15.000 kr. fra klagerens personligt ejede virksomheds konto til hendes og M’s fælles budgetkonto.

Banken anfører, at overførslen blev foretaget efter telefonisk instruks fra klageren.

Klageren anfører, at hun aldrig har givet instruks om overførslen.

Ankenævnet finder, at den omstændighed, at overførslen blev påført posteringsteksten ”lånt af [klagerens navn]”, taler til støtte for, at overførslen fandt sted efter instruks fra klageren.

Det er uoplyst, om der ved bodelingen mellem klageren og M blev taget højde for overførslen.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen til, om Spar Nord Bank skal tilbageføre den omstridte hævning på 15.000 kr., forudsætter en bevisførelse i form af blandt andet parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.