Indsigelse mod betaling af terminsydelse i forbindelse med indfrielse af obligationslån.

Sagsnummer:69/2025
Dato:20-06-2025
Ankenævn:Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne:Pantebreve - indfrielse
Ledetekst:Indsigelse mod betaling af terminsydelse i forbindelse med indfrielse af obligationslån.
Indklagede:Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod betaling af terminsydelse i forbindelse med indfrielse af obligationslån.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank

Klageren havde en ejendom.

Banken har oplyst, at klagerens ejendom i august 2024 var belånt med et fastforrentet 1,5 % obligationslån i Totalkredit. Restgælden udgjorde 1.544.951 kr., og lånets restløbetid var 24 år og 9 måneder.

I perioden fra den 6. august til den 20. august 2024 havde parterne en skriftlig korrespondance vedrørende en vurdering af klagerens ejendom og omlægning af klagerens obligationslån, hvor banken blandt andet sendte beregninger på omlægning til klageren.

Den 20. august 2024 anmodede klageren om et tilbud på indfrielse af hele obligationslånet.

Den 21. august 2024 sendte banken en vejledende beregning på indfrielsen af lån. Af beregningen fremgår blandt andet:

”Forslag 1 – Specifikation af lån til indfrielse

Samlet indfrielsesbeløb

Samlet indfrielsesbeløb i alt                       1.297.852

Lån til indfrielse

Når du indfrier det lån, du har i dag, skal du betale ydelsen på lånet fra den sidste termin og frem til tidspunktet, hvor lånet bliver indfriet den 3. september 2024. Beløbet er 13.761 kr.

Du skal betale terminsydelse rettidigt og alle eventuelle skyldige beløb på lånet frem til indsigelsesdagen.

Der kan være skyldige gebyrer og ydelser, der ikke er medtaget i beregningen.”

Samme dag svarede klageren, at han ville gå videre med bankens forslag om indfrielse af hele lånet og spurgte, om banken kunne udarbejde et tilbud med kurssikring.

Ved besked af 26. august 2024 til klageren oplyste banken, at den på daværende tidspunkt kunne indfri lånet til kurs 83,82, og den bad om klagerens bekræftelse på, at banken kunne gå videre hermed.

Samme dag bekræftede klageren over for banken.

Banken har oplyst, at den samme dag indhentede et indfrielsestilbud fra realkreditinstituttet. Af indfrielsestilbuddet fremgår blandt andet:

Tilbud på indfrielse af lån pr. 06.09.2024

Lånets hovedstol er 1.805.000,00 kr., og på indfrielsesdatoen er restgælden 1.535.546,25 kr.

Obligationsindfrielse pr. 06.09.2024

Beløb og obligationer til indsendelse

Kontantbeløb                                                                 kr. 10.962,02

Obligationer i fondskode… med renter til 01.10.2024 kr. 1.535.546,25

Specifikation af kontantbeløbet

Ydelse for perioden 01.07.2024 – 05.09.2024                kr. 14.405,56

Heraf renter kr. 4.219,23

Heraf afdrag kr. 9.494,36

Heraf bidrag kr. 1.344,53

Heraf KundeKroner kr. -562,56

Obligationsrente for perioden 01.07.2024 – 05.09.2024 kr. -4.193,54

Gebyr for indfrielse kr. 750

I alt kr. 10.962,02

Orientering om forskellige indfrielsesmetoder

Indfrielse med obligationer

Indfrielse med obligationer kan ske på ethvert tidspunkt, ved at du indleverer obligationer til Totalkredit svarende til lånets obligationsrestgæld på indfrielsestidspunktet. Hvis du har en obligationsbeholdning i dit værdipapirdepot, kan du overføre obligationer herfra. Køber du i stedet obligationerne til markedskurs, skal du ud over kursværdien typisk betale afregningsprovision og handels rente. Det er vigtigt, at obligationerne har den rigtige fondskode.

Sammen med levering af obligationerne skal du også betale et kontant beløb. Det dækker bl.a. en forholdsmæssig ydelse fra seneste terminsdato og frem til indfrielsestidspunktet.”

Banken har oplyst, at der på baggrund af den aftalte kurs blev indgået en kurskontrakt, der løb fra den 26. august 2024 og frem til indfrielsen den 6. september 2024. På grund af en mindre forskydning blev kurskontrakten af 26. august 2024 den følgende dag erstattet af en ny kontrakt af 27. august 2024. Lånets nominelle værdi blev fejlagtigt anført til 1.544.950,61 kr. og den følgende dag rettet til 1.535.546,25 kr.

Af kurskontrakt af 27. august 2024 fremgår, at lånets nominelle værdi var 1.535.546,25, og at kursen udgjorde 83,6600.

Den 27. august 2024 meddelte banken, at klageren kunne underskrive.

Samme dag svarede klageren:

”Det er modtaget. Skal bare være helt sikker på hvad det er vi underskriver. Er det forstået korrekt, at vi skriver under på, at vi indfrier lånet med obligationer svarende til restbeløbet på lånet og her der det så, at vi ved at købe obligationer til dagsværdi, så er det ikke til kurs 100 vi indfrier til men den aktuelle værdi af obligationerne? Så forstår jeg at der er et kontant beløb som vi skal betale derudover.

Kan vi få et samlet overblik over hvor meget vi skal betale til hhv. obligationer, gebyrer og andet? Vil også gerne vide hvornår de enkelte beløb skal betales da vi skal sælge ud af en investering som tager nogle dage.”

Samme dag svarede banken blandt andet:

”Det er rigtigt. I indfrier til kurs på ca. 83.82, og indfri dermed lånet til ca. 1.290.000 kr.

Der vil efterfølgende af underskrift komme flere dokumenter tilsendt omkring indfrielsen.”

Den 29. august 2024 anmodede klageren banken om en oversigt over beløbet, der skulle betales, så klageren kunne trække de nødvendige midler ud af sine investeringer.

Den 30. august 2024 svarede banken:

”Det præcise beløb er: 1.293.300,89 kr.”

Samme dag svarede klageren:

”Hvad med gebyrer og andre omkostninger vi skal betale? Det beløb du skriver er vel kun prisen for obligationerne?”

Den 3. september 2024 oplyste banken:

”Jeg fik at vide af [personnavn] at det var det præcise beløb, så jeg tænker at det også inkludere de resterende takster”

Samme dag meddelte klageren banken, at banken ikke havde ringet til ham som lovet, og at kan ikke kunne få fat i banken. Endvidere oplyste klageren, at han havde modtaget dokumenter med beløb, der vist var forskellige, og at han ikke kunne se, hvad der var korrekt. Klageren meddelte, at det ville tage fire dage at trække pengene ud af sine investeringer, hvorfor han ikke kunne vente til betalingsdatoen med at få oplyst, hvad han skulle betale.

Den 4. september 2024 meddelte klageren, at han ønskede en forklaring på indholdet af de tre dokumenter, han havde modtaget fra banken, samt hvorfor beløbene var forskellige, og hvad der skulle ske den 6. september 2024.

Hertil svarede banken:

”Beløbet der er blevet indfriet er som [personnavn] beskrev d. 30.08 de 1.293.300,98 kr.

Det udsendte er ved første underskrift din/jeres obligationsrestgæld på dagen ved låsning + renter, og efterfølgende er der udsendt en handelsnota hvor beløbet ses på de 1.293.300,89 kr. Det sidste der er udsendt ser ud til at være en mindre rettelse foretaget i vores markets afdeling. Den har formentlig automatisk sendt en nota ud før beløbet blev rettet til.”

Banken har oplyst, at den indfriede klagerens lån den 6. september 2024 ved overførsel af 1.293.300,89 kr.

Den 7. september 2024 svarede klageren:

”Jeg er ikke blevet klogere efter at have læst dit svar. Men eftersom I har bekræftet de seneste 7 dage, siden d. 30.08.2024, at det beløb jeg skylder er 1.293.300,89 kr inkl. gebyrer og omkostninger, ser jeg bort fra notatet og afventer instruks ift. hvor og hvordan beløbet skal indbetales.”

Den 9. september 2024 svarede banken, at beløbet skulle stå på den ene af klagerens konti, hvorfra det ville blive trukket. Endvidere spurgte banken, hvad klageren ønskede at forstå bedre.

Den 12. september 2024 svarede klageren blandt andet, at han ikke kunne gennemskue hvilket beløb og hvilken opgørelse, der var gældende.

Samme dag svarede banken, at det var beløbet på 1.293.300,89 kr., der var gældende. Endvidere meddelte banken, at beløbet var trukket fra klagerens konto.

Banken hævede efterfølgende yderligere 10.962,02 kr. fra klagerens konto.

Den 13. september 2024 spurgte klageren banken, hvorfor der var trukket yderligere 10.962,02 kr. fra hans konto. Klageren anmodede banken om at tilbageføre beløbet.

Samme dag svarede banken, at beløbet udgjorde terminsydelsen på lånet for perioden fra den 1. juli til den 5. september 2024.

Klageren klagede til banken. Banken afviste klagen.

Parternes påstande

Den 5. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån & Spar Bank skal tilbagebetale 10.962,02 kr. med tillæg af rente på 5 % fra tidspunktet, hvor banken trak beløbet fra klagerens konto.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han i forbindelse med indfrielse af sit realkreditlån blev lovet, at de samlede omkostninger ikke ville overstige 1.293.300,89 kr., men efter indfrielsen trak banken yderligere 10.962,02 kr.

Udover beløbet på 10.962,02 kr. bør banken betale renter fra tidspunktet, banken trak pengene på hans konto. Indestående på hans konto blev forrentet med 5 %, hvorfor han kræver denne rentesats i perioden.

I Indfrielsestilbuddet er alene specificeret lånets nuværende beløb ved kurs 100 samt specificering af omkostninger og renter. Han modtog ikke en officiel opgørelse over det samlede beløb, han skulle betale i forbindelse med indfrielse af lånet til den aftalte kurs. Det fremgår af deres korrespondance, at han gentagende gange henvendte sig både telefonisk og skriftligt for at få det fulde overblik og dermed undgå økonomiske overraskelser, og banken har hele fire gange bekræftet det samlede beløb.

Eftersom banken endte med at trække et større beløb end aftalt, har banken derfor ikke formået at fremlægge et samlet overblik over omkostninger og har dermed misinformeret ham om det fulde beløb og skadet hans økonomiske situation. Det må anses som uberettiget, at der trækkes mere end det oprindelige oplyste beløb på 1.293.300,89 kr. Han har ret til at få refunderet 10.962,02 kr.

Banken ser bort fra, at den både den 27. og 30. august samt den 6. og 9. september 2024 bekræftede, at det fulde beløb inklusive gebyrer og omkostninger udgjorde 1.293.300.89 kr. Eftersom han ikke blev oplyst om det samlede beløb fra begyndelsen og ikke kan finde ud af at udregne beløbet ud fra kursen og det forkert oplyste restlånebeløb, kunne han alene stole på bankens bekræftende beskeder.

Lån & Spar Bank har anført, at klagerens lån blev indfriet i overensstemmelse med det tilbud, som klageren accepterede.

Klageren valgte at indfri lånet med obligationer, dvs. obligationsindfrielse. Klageren skulle betale ydelse på realkreditlånet indtil den dag, klageren indfriede det. Indfrielsen skete ved, at klageren den 6. september 2024 – midt i en terminsperiode - afleverede obligationer for nominelt 1.535.546,24 kr.

Klageren kan ikke have en berettiget forventning om, at banken skulle friholde klageren for at betale den sidste ydelse på klagerens realkreditlån inden indfrielsen.

Realkreditinstituttet og banken formidlede på loyal vis klageren informationerne om indfrielse af klagerens lån på en markedskonform måde, der benyttes af danske realkredit- og pengeinstitutter.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med indfrielsen.

Klageren er ikke berettiget til at få refunderet den forholdsmæssige ydelse på klagerens realkreditlån i tredje kvartal 2024 på 10.962,02 kr.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Lån & Spar Bank. Klageren havde en ejendom.

Banken har oplyst, at klagerens ejendom i august 2024 var belånt med et fastforrentet 1,5 % obligationslån i Totalkredit. Lånerestgælden udgjorde 1.544.951 kr., og lånets restløbetid var 24 år og 9 måneder.

Den 21. august 2024 sendte banken en vejledende beregning på indfrielsen af klagerens lån.

Den 26. august 2024 indgik parterne aftale om indfrielse af lånet samt en fastkursaftale. Af indfrielsestilbuddet fremgik blandt andet, at lånet ville blive indfriet den 6. september 2024, og at restgælden denne dato udgjorde 1.535.546,25 kr. Endvidere fremgik et kontantbeløb på 10.962,02 kr., og det fremgik, at dette beløb vedrørte ydelse for perioden 1. juli 2024 til 5. september 2024.

Den 27. august 2024 anmodede klageren banken om blandt andet et overblik over, hvor meget der skulle betales til obligationer, gebyrer og andet, da klageren skulle sælge ud af en investering i forbindelse med indfrielsen af lånet.

Samme dag svarede banken blandt andet, at klageren ville indfri til kurs 83,82 og dermed indfri lånet til 1.290.000 kr. Den 30. august 2024 bekræftede banken over for klageren: ”Det præcise beløb er: 1.293.300,89 kr.”

Klageren spurgte derefter ind til andre gebyrer og omkostninger. Den 3. september 2024 svarede banken, at det var det præcise beløb, hvorfor det også inkluderede de resterende takster. Samme dag oplyste klageren, at han havde modtaget dokumenter med beløb, der vist var forskellige, og at han ikke kunne se, hvad der var korrekt. Klageren meddelte, at det ville tage fire dage at trække pengene ud af hans investeringer, hvorfor han ikke kunne vente til betalingsdatoen med at få oplyst, hvad han skulle betale.

I perioden fra den 4. september til den 12. september 2024 havde parterne en korrespondance om dokumenterne og beløbene. Banken oplyste blandt andet, at det var beløbet på 1.293.300,89 kr., der var gældende.

Banken har oplyst, at den indfriede klagerens lån den 6. september 2024 ved overførsel af 1.293.300,89 kr. Efterfølgende blev der trukket yderligere 10.962,02 kr. fra klagerens konto, der udgjorde terminsydelsen på lånet for perioden fra den 1. juli til den 5. september 2024.

Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at opkræve terminsydelsen på 10.962,02 kr. for perioden frem til indfrielsen. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at kontantbeløbet på 10.962,02 kr. fremgik af og var specificeret i indfrielsestilbuddet af 26. august 2024. Parternes efterfølgende dialog om indfrielsesbeløbet ændrer ikke herpå.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.