Omprioritering. Kursfastsættelse. Rådgivning. Ansvar for oplysninger fra realkreditinstitut.

Sagsnummer:612/1993
Dato:12-07-1994
Ankenævn:Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Omprioritering. Kursfastsættelse. Rådgivning. Ansvar for oplysninger fra realkreditinstitut.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Med henblik på omprioritering indhentede klageren lånetilbud på et kontantlån fra et realkreditinstitut, som han forelagde for indklagede på et møde den 3. august 1993 med anmodning om hjemtagelse af lånet og indfrielse af et gammelt lån.

Under mødet blev der etableret telefonisk kontakt til indklagedes afdeling for kurskontrakter og konverteringsservice, med hvem sagens ekspedition blev drøftet. Telefonens højttaler var slået til, således at klageren havde mulighed for at følge med i samtalen. Klageren har oplyst, at han kun for en dels vedkommende overværede samtalen.

Der blev ligeledes taget telefonisk kontakt til realkreditinstituttet, hvorfra det ifølge indklagede blev oplyst, at kursen pr. 4. august 1993 ville blive anvendt vedrørende salget af obligationerne fra det nye realkreditlån.

På baggrund af de nævnte drøftelser valgte klageren pari-straksindfrielse med bankgaranti og uden kurssikring.

Indklagede blev den følgende dag kontaktet af realkreditinstituttet, idet der manglede 2.000 kr. for, at indfrielsen kunne gennemføres. Efter aftale med realkreditinstituttets medarbejder telefaxede indklagede straks en kopi af en check på beløbet til realkreditinstituttet, således at sagen kunne blive afregnet samme dag.

Obligationssalget fandt sted den 5. august 1993; obligationsrestgælden på det nye lån blev på grund af kursfald forøget med 18.770 kr. i forhold til salg dagen før. Klageren blev bekendt hermed den 6. august 1993.

Realkreditinstituttet har med henvisning til sine generelle forretningsbetingelser meddelt, at sagen blev ekspederet på normal vis med kursen dagen efter modtagelsen af anmodning om udbetaling og har afvist at have givet tilsagn om afregning den 4. august 1993.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overdrage ham obligationer nominelt 18.770 kr. i Realkredit Danmark serie 23 C, rente 6% med tillæg af renter 6% p.a. fra 5. august 1993 til overdragelse sker.

Indklagede har principalt påstået frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at han forstod indklagedes oplysninger således, at hjemtagelse mod garanti udelukkede tegning af kurskontrakt. Han ønskede ikke at påtage sig nogen risiko i forbindelse med låneomlægningen, hvilket indklagede var bekendt med; man burde derfor have oplyst ham om muligheden for kurssikring, selv om afregning efter de givne oplysninger kunne finde sted den følgende dag. Som professionel rådgiver burde indklagede have kendskab til realkreditinstituttets forretningsgang ved udbetaling af lån, ligesom indklagede bør være ansvarlig for rigtigheden af den information, som gives i forbindelse med behandlingen af en sag, man har påtaget sig. Han disponerede og indrettede sig i tillid til realkreditinstituttets tilsagn om afregningstidspunkt. At tilsagnet stred mod forretningsgangen for låneudbetaling burde indklagede være opmærksom på, hvorfor man ifalder ansvar.

Indklagede har anført, at man disponerede på grundlag af en mundtlig aftale med realkreditinstituttet, og at det ikke kan bebrejdes indklagede, at aftalen ikke blev overholdt, idet realkreditinstituttet ikke handlede på indklagedes vegne i omprioriteringssagen. Vedrørende etablering af kurskontrakt har indklagede anført, at man på intet tidspunkt har tilkendegivet, at hjemtagelse af lånet mod bankgaranti udelukkede, at der blev tegnet kurskontrakt. Undladelse af kurssikring var klagerens eget valg, hvilket også fremgår af omprioriteringsblanketten. Baggrunden for klagerens valg var en forventning om hurtig afregning i sagen. Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at sagen er uegnet til behandling i Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, idet en afklaring af, om realkreditinstituttets medarbejder gav tilsagn om afregning den 4. august 1993, vil indebære en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan foregå for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Det lægges til grund, at indklagede efter en samtale med en medarbejder i realkreditinstituttet handlede som sket ud fra den overbevisning, at realkreditinstituttet havde lovet, at kursfastsættelsen ville ske pr. 4. august 1993. Der må gives indklagede medhold i, at indklagede ikke hæfter for et eventuelt aftalebrud fra realkreditinstituttets side. Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk blev indgået en aftale med realkreditinstituttet som af indklagede hævdet - hvilket spørgsmål efter Ankenævnets opfattelse er afgørende for, om der kan være grundlag for at pålægge indklagede ansvar for mangelfuld rådgivning vedrørende mulighederne for kurssikring - kan ikke afgøres af Ankenævnet, idet dets afgørelse forudsætter afgivelse af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter, således at det

Ankenævnet kan ikke afgøre denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.