Spørgsmål om tilsidesættelse af tredjemandspantsætning.

Sagsnummer:165/2002
Dato:13-11-2002
Ankenævn:John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om tilsidesættelse af tredjemandspantsætning.
Indklagede:Fruering-Vitved Sparekasse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser imod en håndpantsætningserklæring, ifølge hvilken indklagede fik håndpant i et ejerpantebrev på 250.000 kr. i klagerens ejendom til sikkerhed for et lån, som indklagede ydede klagerens datter og svigersøn.

Sagens omstændigheder.

Den 6. november 2000, hvor klageren var 88 år, underskrev klageren under et møde hos indklagede et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i sin ejendom og en håndpantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet blev håndpantsat til sikkerhed for klagerens datters (A) og svigersøns (B) forpligtelser over for indklagede.

Ved gældsbrev af samme dato ydede indklagede A og B et lån på 256.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 10.000 kr. første gang den 15. december 2000.

Ud over datteren, A og svigersønnen, B, har klageren en datter, C og en svigersøn, D.

Lånet blev afviklet med to indbetalinger på 20.000 kr. henholdsvis den 26. januar og den 11. april 2001.

Ved skrivelse af 15. august 2001 til A og B opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse senest den 29. august 2001 som følge af misligholdelse. Klageren blev orienteret om opsigelsen. Lånets restgæld var pr. den 1. juli 2001 på 231.314,57 kr.

Den 7. marts 2002 overgik sagen til inkasso hos indklagedes advokat.

Parternes påstande.

Den 19. april 2002 har D i henhold til fuldmagt fra klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at opgive sit krav mod klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

D har anført, at klageren, der er senil dement og har dårlig hørelse, ikke forstod, hvad hun skrev under på, hvilket må have været åbenbart for indklagede.

Efter mødet hos indklagede fortalte klageren til C, at A havde "lånt 2.500 kr. og de bliver betalt tilbage på tirsdag". C rettede henvendelse til A, der indvilligede i at få arrangementet annulleret, hvilket han og C efterfølgende konstaterede ikke var sket.

Hverken klageren, A eller B var forud for etableringen af lånet og håndpantsætningen kunder hos indklagede. A har igennem en årrække haft en dårlig økonomi, hvorfor det var forudsigeligt, at sagen ville ende med et krav om tvangsfuldbyrdelse af klagerens ejendom. Indklagede burde have indhentet oplysninger om A's og B's økonomi, herunder deres evne til at tilbagebetale lånet, og på baggrund heraf have rådgivet klageren om risikoen ved pantsætningen.

Indklagede har handlet imod de regler, der gælder for pengeinstitutters ansvarlige handlemåde og rådgivning, hvorfor indklagede bør frafalde sikkerhedsstillelsen i klagerens ejendom.

Indklagede har anført, at A og B på anbefaling af en af indklagedes gode kunder rettede henvendelse om lånet, der skulle anvendes i forbindelse med A's virksomhed. Der blev lagt vægt på, at A og B som erhvervsdrivende havde mulighed for at disponere over likviditet til tilbagebetaling, ligesom det blev oplyst, at et større beløb var i vente i forbindelse med en verserende sag.

Sikkerheden i form af ejerpantebrevet blev foreslået af A og B. Der blev indhentet mæglervurdering og tingbogsoplysning på ejendommen, og på baggrund af sikkerhedsstillelsen blev lånet bevilget.

På mødet blev klageren meget nøje instrueret om aftalen og sikkerhedsstillelsens mulige konsekvenser. I forbindelse med mødet blev det oplyst, at forholdene havde været drøftet i "familierådet", således at C var informeret om forholdene, hvortil hun ikke havde bemærkninger.

C og D var bekendt med håndpantsætningen, men reagerede først på klagerens vegne på det tidspunkt, hvor en mulig realisation af sikkerheden blev aktuel.

I forbindelse med sagens overgang til inkasso i april 2002 blev afviklingen af gælden med 10.000 kr. genoptaget og er siden blevet overholdt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

En stillingtagen til, om pantsætningsaftalen af 6. november 2000 er ugyldig som følge af, at klageren manglede evne til at handle fornuftsmæssigt, jf. værgemålslovens § 46, forudsætter en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.