Eurocard, spørgsmål om misbrug.

Sagsnummer:182/1997
Dato:05-11-1997
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne:Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Eurocard, spørgsmål om misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Denne sag drejer sig om, hvorvidt klageren hæfter for fire betalinger på i alt 206.275 BEF svarende til 38.745,46 DKK til en morgenrestaurant i Bruxelles ved benyttelse af klagerens eurocard den 30. september 1996 i tidsrummet 6.36 til 8.29 (dansk tid).

Betalingerne er foretaget ved aflæsning af magnetsporet på klagerens eurocard, og der er under sagen fremlagt kopi af underskrevne notaer vedrørende de fire omstridte betalinger.

Klageren har accepteret fem betalinger ved brug af kortet på i alt 78.500 BEF svarende til 14.748,25 kr. til en natklub i Bruxelles foretaget umiddelbart forud for de omstridte hævninger.

De nævnte betalinger er hos indklagede blevet registreret således:

Dato

DK Tid

Forretningsbenævnelse

Beløb i BEF

Beløb i DKK

30.09.96

00.40

Natklub

22.400,00

4.207,48

30.09.96

03.11

Natklub

15.000,00

2.817,51

30.09.96

04.20

Natklub

15.600,00

2.931,88

30.09.96

04.52

Natklub

10.500,00

1.972,26

30.09.96

04.57

Natklub

15.000,00

2.819,12

30.09.96

06.63

Morgenrestaurant

49.975,00

9.387,00

30.09.96

07.38

Morgenrestaurant

61.170,00

11.489,81

30.09.96

08.00

Morgenrestaurant

31.530,00

5.922,41

30.09.96

08.29

Morgenrestaurant

63.600,00

11.946,24

Det fremgår endvidere, at klageren benyttede sit eurocard til betaling af en hotelregning om formiddagen den 30. september 1996.

Klageren har anført, at han natten til den 30. september 1996 besøgte en natklub i Bruxelles i selskab med en af ham ukendt herre og to piger. På et tidspunkt under opholdet i natklubben blev han præsenteret for en nota med hans kortaftryk lydende på 34.000 BEF, som han nægtede at underskrive. Han stak notaen i lommen, men husker ikke, om han fik sit eurocard tilbage. De to piger overtalte ham til at gå med på en morgenrestaurant. Han spiste ikke noget og anvendte ikke sit eurocard i restauranten. Han benyttede først kortet op ad formiddagen, hvor han checkede ud fra sit hotel.

Ultimo oktober 1996 opkrævede indklagede, der er udsteder af eurocard, via betalingsservice betalingerne til natklubben og morgenrestauranten hos klageren. Klageren protesterede over betalingerne til morgenrestauranten og to af betalingerne til natklubben.

Den 1. december 1996 krediterede indklagede de betalinger, klageren ikke kunne vedkende sig, på klagerens eurocardkonto. Krediteringen fremgik af en betalingsoversigt til klageren af samme dato.

Ved skrivelse af 2. april 1997 meddelte indklagede klageren, at der efter indklagedes opfattelse ikke var begrundet mistanke om, at der var begået noget kriminelt i relation til de pågældende betalingstransaktioner, og at man derfor ikke så sig i stand til at opretholde krediteringen af det omstridte beløb. I en svarskrivelse til indklagede af 7. april 1997 meddelte klageren, at han var uforstående over for, at indklagede genoptog sagen efter krediteringen den 1. december 1996. Klageren anførte endvidere bl.a., at han i hvert fald ikke kunne acceptere de fire betalinger til morgenrestauranten.

Af indklagedes kortindehaverregler fremgår bl.a.:

"Hvis der ikke er overensstemmelse mellem Deres kvittering og de oplysninger, der fremgår af kontospecifikationen/fakturaen eller betalingsoversigten, skal De give [indklagede] besked snarest muligt og så vidt muligt inden 14 dage efter, at De har modtaget kontospecifikationen/fakturaen eller betalingsoversigten.

[Indklagede] vil herefter foretage en undersøgelse af Deres indsigelse. [Indklagede] vil sædvanligvis kreditere Deres konto mens undersøgelsen står på. [...] Såfremt undersøgelsen viser, at De selv har foretaget transaktionen, vil [indklagede] gendebitere Deres konto."

Ved klageskema af 6. maj 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for de fire betalinger til morgenrestauranten på i alt 38.745 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Under sagens forberedelse er fremlagt en rapport af 5. juni 1997 udarbejdet af en grafolog, der har sammenlignet underskrifterne på de fire notaer vedrørende de omstridte betalinger til morgenrestauranten med 25 underskrifter fra klageren. Grafologen konkluderer, at der er overordentlig stor sandsynlighed for, at underskrifterne på de omstridte notaer er foretaget af klageren. Grafologen har i rapporten taget forbehold med hensyn til undersøgelsesmaterialet, som var i kopi.

Klageren har anført, at indklagede under en telefonsamtale den 19. november 1996 meddelte, at sagen var under behandling. Der blev ikke oplyst om en eventuel midlertidig tilbagebetaling af beløbene til hans konto. Han opfattede derfor krediteringen pr. 1. december 1996 som en afslutning af sagen. Da indklagede til hans store overraskelse vendte tilbage til sagen i april 1997, var han reelt afskåret fra at søge sagen opklaret, idet en efterforskning efter så lang tid ikke kunne forventes at give resultat. Det er hans klare opfattelse, at der er tale om svindel, idet nogle få personer ikke på ca. 2 timer kan bruge 38.745 kr. på en morgenrestaurant. Han har efterfølgende besøgt det pågældende sted og har konstateret, at der er tale om en lille og simpel restaurant, som tilbyder almindelig mad og drikkevarer. Den dyreste ret koster 130 DKK, og det eneste exceptionelle blandt drikkevarerne er champagne til 760 DKK. Den eksklusive natklub med samme navn, som indklagede har oplyst om, har han ikke kunnet finde frem til under sit efterfølgende ophold i Bruxelles. Alene på grund af betalingernes størrelse burde indklagede straks have undersøgt, om betalingsmodtageren havde kontrolleret brugerens identitet eller i øvrigt kunne oplyse noget om omstændighederne i forbindelse med betalingerne. Vedrørende betalingerne i natklubben er han kun i besiddelse af tre notaer, men han accepterer at hæfte for alle fem hævninger, fordi han rent faktisk brugte penge i natklubben. I morgenrestauranten nød han hverken mad eller drikke og foretog derfor ingen betalinger. Såfremt han havde haft til hensigt at snyde, ville han have anført en fuldstændig afvigende underskrift på de pågældende notaer og efterfølgende have meldt kortet bortkommet.

Indklagede har anført, at det er indklagedes vurdering, at det er klageren selv, der har foretaget de omstridte betalinger. Det må anses for sandsynligt, at klageren har afleveret sit kort fire gange i løbet af de pågældende to timer med henblik på at foretage betaling. Såfremt det antages, at kortet har været uden for klagerens besiddelse i de pågældende to timer, er det uforståeligt, at transaktionstidspunkterne er spredt over dette tidsrum. Underskrifterne på notaerne har stor lighed med klagerens underskrift, hvilket er overensstemmende med konklusionen i grafologens rapport. Undersøgelsen er foretaget på grundlag af notakopier, idet indløsende pengeinstitut ikke har efterkommet en anmodning fra indklagede om at fremsende originalnotaerne og heller ikke er forpligtet hertil. De omstridte betalinger blev i overensstemmelse med normal procedure og indklagedes kortindehaverregler krediteret klagerens konto, mens transaktionerne blev undersøgt nærmere. Klageren fik den 19. november 1996 telefonisk meddelelse om, at krediteringen var midlertidig.

Den lange sagsbehandlingstid skyldes, at der på det pågældende tidspunkt var implementeret et nyt clearingssystem over for udlandet, der bl.a. medførte forsinkelser ved fremskaffelse af dokumentation fra udlandet. Indklagedes samarbejdspartner i Belgien har oplyst, at navnet på den pågældende betalingsmodtager tilhører en eksklusiv natklub, hvor man bl.a. kan købe champagne til 35.000 BEF pr. flaske. Samarbejdspartneren har ikke kendskab til andre tilfælde, hvor kortindehavere har rejst indsigelse over regningens størrelse efter at have besøgt det pågældende sted.

Ankenævnets bemærkninger:

Under hensyn til det anførte i kortindehaverreglerne og usikkerheden om hvad der blev oplyst under telefonsamtalen den 19. november 1996, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede ved krediteringen af de omstridte beløb den 1. december 1996 bibragte klageren en berettiget forventning om, at sagen herved var endeligt afsluttet.

Da det må lægges til grund, at de omhandlede betalinger er foretaget under anvendelse af klagerens eurocard, beror sagens afgørelse herefter på, hvorvidt der må antages at være tale om misbrug eller om betalinger foretaget af klageren selv. På denne særlige baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen ville forudsætte yderligere bevisførelse af en karakter, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.