Beregning af låneomlægning.

Sagsnummer:20503013/2005
Dato:17-10-2005
Ankenævn:Hugo Wendler Pedersen, Jette Kammer Jensen, Grit Munk, Karen Havers-Andersen og Mads Laursen
Klageemne:Omlægning - beregning
Ledetekst:Beregning af låneomlægning.
Indklagede:Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

I klagernes ejendom indestod henholdsvis et realkreditlån til institut 1 samt et ejerpantebrev, som lå til sikkerhed for et boliglån. Ifølge gældsbrevet var boliglånet ydet med fast rente og med særlige indfrielsesvilkår. Det indklagede institut 2 fremsendte i januar 2005 et tilbud til klagerne vedrørende omlægning af begge de indestående lån. I budgettet for lånetilbudet var der anslået et overskydende provenu på 1.408 kr. Boliglånet var i beregningen forudsat indfriet med et beløb på 345.000 kr. Låneomlægningen blev gennemført den 17. januar 2005 og førte til et underskydende provenu på 5.761 kr., blandt andet som følge af, at boliglånet blev indfriet til kurs 105,0406.

Klagerne nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at institut 2 skulle yde dem en erstatning på 17.033 kr., subsidiært en erstatning på 10.257 kr. Institut 2 påstod frifindelse.

Institut 2 anførte over for Nævnet blandt andet, at klagerne havde oplyst, at gælden, som var sikret ved ejerpantebrevet, var en byggekredit, og at klagerne i øvrigt ikke havde oplyst, at der til gælden var knyttet særlige indfrielsesvilkår. Klagerne bestred at have oplyst, at der var tale om en byggekredit, og anførte, at de ikke var klar over, at der var tale om særlige indfrielsesvilkår.

Nævnet fandt, at det havde påhvilet institut 2 som professionel rådgiver at sikre sig, at grundlaget for lånetilbudet var fyldestgørende, herunder at indfrielsesvilkårene for den gæld, der var sikret ved ejerpantebrevet, var oplyst. Nævnet bemærkede i tilslutning hertil, at Nævnet ikke anså det for bevist, at klagerne havde vildledt institut 2 ved at oplyse, at gælden vedrørte en byggekredit. Nævnet fandt, at der ikke kunne indlægges et løfte fra institut 2 om, at låneomlægningen ville føre til et bestemt provenu til klagerne. Det kunne heller ikke antages, at klagerne i traditionel erstatningsretlig forstand havde lidt et tab som følge af institut 2’s manglende undersøgelser. Klagerne kunne derfor ikke ud fra aftaleretlige eller erstatningsretlige synspunkter få forskellen mellem det for lavt anslåede og det korrekte indfrielsesbeløb udbetalt af institut 2. Nævnet tilpligtede imidlertid institut 2 at refundere klagerne de betalte gebyrer m.v. i forbindelse med låneomlægningen og at udstede et reservefondspantebrev til klagerne med et provenu, der svarede til forskellen mellem det for lavt anslåede og det korrekte indfrielsesbeløb, såfremt klagerne måtte ønske det.